Sicilien har historisk set på grund af sin centrale
beliggenhed oplevet at blive erobret og besat af så forskellige
folkeslag som romere, grækere, arabere, normannere, spaniere
og italienere.
Det har uden tvivl været med til at gøre øen særdeles seværdig,
da der stadigt findes en mængde vidnesbyrd efter de forskellige
folkeslags tilstedeværelse på Sicilien.
Men øen ved Italiens støvlespids har også i knapt så svunden
tid været krigsskueplads for en invasion af de helt store; nemlig
de anglo-amerikanske allieredes invasion i juli-september 1943.
Invasionen af Sicilien, der fik kodenavnet 'Husky', er skildret
på "Museo Storico Dello Sbarco Alleato in Sicilia 1943",
som ligger i Catania på Øst-Sicilien.
Flere etager
Museet der har til huse i det nyrestaurerede messe-kvarter
"Le Ciminiere" består af i alt tre dele; stuen hvor der
er en lille biograf, et autentisk siciliansk torv fra før invasionen,
et beskyttelsesrum, og et torv som totalt er smadret efter et
luftbombardement.

Rekonstruktion af torv, stald og ruiner
På første sal findes bl.a. en rekonstruktion af et landgangsfartøj,
og en tredimensionel model af Sicilien, der viser udviklingen
i de allieredes invasion.
Model af landgangen på Sicilien
På anden etage findes bl.a. voksfigurer og en udstilling med
nogle af de underskrevne overgivelsesdokumenter fra den 3. september
1943.
Voksfigurer af Mussolini, Hitler og Churchill
Udstillingen slutter i et rum, hvor de, der faldt under kampene,
æres.

Bombardement af indtryk
Det, jeg specielt bemærkede under besøget på museet, var de
mange varierende og nuancerede måder, de forskellige facetter
af invasionen på Sicilien blev formidlet på, og hvor mange indtryk
det gav.

Du kommer eksempelvist til at opleve at sidde i et siciliansk
beskyttelsesrum, mens det hele begynder at ryste og støve efter
et bombardement.
En amerikansk og en engelsk soldat
Du føler dig som en amerikansk soldat, når du står i landgangsfortøjet,
hører bølgeskvulp og en masse stemmer af soldater - originalt
optaget af det kamerahold der var med ombord den juli morgen
i 1943.
Pause for soldaterne
Når du kigger dig omkring, er der billeder af soldater, der
går i land.
Igennem hele museet er der en masse fotoplancher og dokumentarudsendelser,
der beskriver forskellige facetter af landgangen og invasionen,
lige fra faktuelle beskrivelser af antallet af de forskellige
armeer og divisioner, der indgik på hver side, til skildringer
af hverdagslivet for soldater og civilbefolkningerne.
Fotoplancer og originale videooptagelser af landgangen
Geværer og voksfigurer
Hvis du gerne vil have mulighed for at fordybe dig i detaljer,
har museet har mange store glasmontrer, som er fyldte med geværer,
militærudstyr og uniformer fra alle de stridende parter,
amerikanske og italienske aviser fra ugerne under invasionen
og mange andre småting, som blev brugt af soldaterne under krigen.

Maskingeværer
Den tid og de resurser det må have krævet at indsamle alle
disse klenodier siger lidt om det arbejde, der er lagt i museet.
Museets samling af voksfigurer, som både tæller syge og sårede,
soldater ved fronten og ikke mindst de tro kopier af de øverstbefalende
på hver side, Churchill, Roosevelt, Mussolini, Vittorio Emanuele
III og Hitler, og sceneriet hvor fredsaftalen underskrives,
er enormt livagtige.
Fredsaftalen underskrives
Som så mange andre steder på museet, føles det som om, du
står midt i historien.
Invasion fik stor betydning
"Museo Storico Dello Sbarco Alleato In Sicilia 1943"
er bestemt et besøg værd, dels fordi der er noget for både børn
og voksne, men i lige så høj grad fordi de allieredes invasion
og erobring af Sicilien fik stor betydning i forhold til den
endelig nedkæmpning af Nazityskland to år senere.
'Husky' har slet ikke haft den samme bevågenhed i Danmark, som
landgangen i Normandiet i 1944.
Men det kan det nu rådes bod på, hvis vejen går forbi Catania
og Sicilien.
Èt sprogligt minus
Der er dog et lille minus; der findes kun sporadiske engelske
oversættelser rundt på museet.
Det er derfor en god ide, at du køber det detaljerede hæfte
om museet, der findes på engelsk ved billetsalget.
Museet er som nævnt så rig på mange visuelle effekter, at du
alligevel får meget ud af besøget, selv om du ikke forstår italiensk,
men hæftet er fint at have, så du - også når du kommer hjem
- har et overblik over alt omkring invasionen af Sicilien.
Peter Kyhl Olesen er folkeskolelærer og freelanceskribent
- se og læs mere på www.skribentenpeter.dk
>>