Fotosightseeing i Rom >>




Med Eva Ravnbøl i Julia Roberts Rom-fodspor - fra filmen "Spis, bed, elsk" >>

Rom-bog af Helge Kamp:
De Romerske Rioner >>

Eva Ravnbøls bog om Romerske reatauranter og retter >>

Omkring 270 før vor tidsregning havde Rom allerede omkring 190.000 indbyggere.

I 100-tallet boede byens mellem 1,2 - 1,7 mill. indbygger i 49.000 flere-etagers bygning.

Fra 555 til 1400 havde rom kun mellem 20.000-25.000 indyggre.

Da Rom i 1871 kom med til Italien var der 212.000 indbyggere i den evige stad.

Romolo og Remo
dier ved hun-ulven

SPQR

I 509 før vor tidsregning begyndte den romerske republiks historie.

Derefter blev al romerske ejendom langsomt mærket med initialerne, der betyder:

Senatus Popolus
Que Romanus
=
Senatet og det romerske folk


Danske kunstnere gennem 50 år i Olevano Romano fra den 13.7. til 7.9. 2008 >>

Myten
Rom er en af de ganske få byer, der har fastslået sit fødselstidpunkt. I følge den romerske legende blev Rom grundlagt af Romulus den 21. april 753 før vor tidsregning.

Legenden fortæller, at Romulus og hans bror Remus, der var krigsguden Mars' tvillingesønner, blev efterladt ved floden Tiberens-Teveres bred, og opfostret af en ulv.



Statuer af de to tvillingedrenge, der dier hos en ulv findes overalt i Rom, og i Romerrigets symbolik.

Med faderens krigerigske temperament måtte det gå galt med brødrene Romulus og Remus, og det gjorde det da også.

Brodermord
Romulus myrdede sin bror, da de to ikke kunne blive enige om, hvem der skulle bestemme.

Uden at ville bekræfte den præcise dato, viser moderne forskning, at tidspunktet ikke er helt hen i vejret.

Man ved endvidere i dag, at der fandtes en samling af hytter i det niende århundrede før vor tidsregning på Palatinerhøjen.

Roms historie - kort fortalt...
Etruskerne
Man ved også, at den første konge af Rom var en etrusker, - Tarquinius Priscus, som regerede fra 616.

Det var sandsynligvis også det mystiske folk etruskerne, der drænede jorden mellem byens syv høje, og dermed skabte det område, der blev til Roms Forum.

Etruskerne regerede byen frem til 509, hvor den blev til en republik, der udvidede sig gennem århundrederne frem til byen i det andet århundrede før vor tidsregning havde besejret det meste af det centrale og sydlige Italien.

I republikkens tid havde man allerede kendt til optøjer blandt de klasser, der ikke havde nogen formel magt.

I 494 oprettede man en retsinstans, der skulle pleje "plebejernes" interesser, og fra 367 kunne disse plebejere også vælges til konsuler, hvad der hurtigt forandrede nogle af disse fattigfolk til velhavende "patriciere".

Delte - og herskede
Romerne havde allerede da en "del og hersk-politik", der dybest set tjente det formål at gøre det nemmere for dem at kontrollere det besatte områder.
Områder, der havde en slags delvist selvstyre, og derfor ikke satte sig voldsomt op mod romer-magten.

Samtidig grundlagde de romerske styrker nye byer i det besatte områder, og konstruerede en effektiv infrastruktur.
Således begyndte man allerede i 312 at konstruere den første af de store romerveje - via Appia - sammen med Acqua Appia, en akvadukt, der bragte frsisk vand til den voksende by.

Havnebyen Ostia blev grundlagt ved Tiberens udløb i 380, og derfra kom korn, olie, vin og byggematerialer ind til Rom.

De Puniske krige
Den romerske ekspansion bragte dem uundgåeligt i konflikt med andre magtfulde folkeslag, og de tre puniske krige mod
Karthago og karthageneserne varede over 120 år.

I 219 krydsede den karthagenesiske hærfører Hannibal Alperne ved grænsen til Frankrig i nordvest-Italien (og derfor var en elefant maskotten, da der var Alpint Ski-VM i Sestriere i 1996!), og nåede helt frem til Trasimeno-søen >> i sin trussel mod Rom.

Karthago blev først endeligt slået i 146 før vor tidsregning, hvor romerne omsider fik hele kontrollen over den vestlige del af Middelhavet.

Borgerkrige og republikkens fald
Nu var romerne blevet et folk af soldater, ingeniører, administratorer og handelsfolk, og de kunne naturligvis ikke altid blive enige indbyrdes.

Det førte til flere borgerkrige i Rom.

Den næst-sidste endte med Brutus' berømte mord på Julius Cæsar, der havde svigtet sine to medregenter og krydset floden Rubicon i 49 med sin hær.

Cæsar regerede Romerriget som dikatator indtil sin død i 44, og med hans død begyndte endnu en borgerkrig mellem Marco Antonio og Cæsars nevø Octavio.

Octavio vandt til slut over Marco Antonio og Cleopatra i 31 før vor tidsregning, og regerede da over en rige, der strakte sig fra Spanien i vest, Egypten og Lille-Asien i øst.

Gudernes foretrukne
Octavio tog navneforandring til Augustus, der betyder "elsket af guderne", så det er ikke noget nyt, at magtens mænd i Italien tager Gud eller guderne på deres side (Læs om Berlusconis citater om ham selv og Vorherre >>).

Samtidig dyrkede Augustus sin onkel Cæsars minde for på den måde at skabe en kejsermagt, et diktatur, der i grunden var fremmed for Romerriget.

Monumenternes og kejsernes tid
Ara Pacis >> - Fredsalteret - var det store kejser-monument Augustus efterlod til fremtiden.

Og efter Augustus gik der blandt kejserne sport i at konstruere de flotteste monumenter til byen - og ikke mindst til deres eget minde.

Augustu´s sidste efterkommer som kejser, den gale Nero, byggede Domus Aurea, mens Vespasiano fra Flavia-slægten og Domitio sluttede byggeriet af Colosseum >> i 96, Trajan søjlen af samme navn, og Hadrian byggede slottet Castel Sant'Angelo som sit grav-monument.

Storhedstiden
Tiden efter Neros død i 68, og frem til Marco Aurelios død i 180 var absolut Romerrigets storhedstid.

Den største udbredelse havde riget under Trajan, der som Hadrian var født i Spanien, i hans regeringstid mellem 98 og 117.

Riget gik fra det nordlige England til Mesopotamien, fra Donau til Nilen.

Samtidig voksede Rom til den største by, verden havde kendt, fra én million indbyggere i Augustus' tid til 1,5 millioner under Trajan.

En størrelse ingen anden by havde indtil 1800-tallet.

Riget smuldrer
Det kæmpestore rige blev med tiden sværere og sværere at forsvare, og trusler om borgerkrig og invasion af "barbarer" fører under kejser Aurelius for første gang til, at Rom bliver beskyttet bag forsvarsmure.

En foranstaltning, som Romerrigets hovedstad aldrig før havde havde haft brug for.

I slutningen af 200-tallet bliver riget så svært at styre, at kejser Diocletian giver Milano i Norditalien og Nicomedia (i det nuværendee Tyrkiet) status som rigets to hoveds-stæder, og deler riget i fire regioner.

Riget skulle forsvares mod germanerne i nord og perserne i øst, og Rom mister med tiden sin betydning.

Diocletian, der regerede fra 284 til 305 var den kejser, der forfulgte de kristne mest intenst, mens hans efterfølger i Milano Constantino (306-337) i 313 erklærer kristendommen for
Romerrigets officielle religion.

Under Costantino blev byggeriet af tre store basilikaer påbegyndt i Roms udkant:
St. Peter, San Paolo Udenfor Murene >> og San Giovanni in Laterano.

Ikke længere verdens navle
Rom mister endegyldigt sin status som "Verdens Hovede" - Caput Mundi - da Romerriget efter Costantinos død kommer til at bestå af en vestlig og en østlig del.

Den østlige del af Romerriget forbliver en samlet enhed i over 1000 år som det Byzantinske rige, mens det Vestromerske rige snart løbes over ende af "barbarerne".

Visigoterne plyndrer Rom i 410, og Vandalerne gentager plyndringen i 435, og de oprindeligt germanske stammer kontrollerer efterhånden hele den italienske halvø.

Kirken eller staten
Rom er blevet kristendommens hovedsæde med Skt. Peters efterfølger, Paven, men i byen levede mange forskellige religioner i begyndelsen fredeligt side om side.

Men kirkens magt vokser, og med den magt begynder en konflikt mellem statsmagterne på den ene side og kirkemagten på den anden side.

Den konflikt mellem kirke og stat bestemmer Rom skæbne og bliver samtidig den røde tråd i Italiens historie.

I midten af 700-tallet truer den germanske stamme Lombarderne Ravenna og Rom, og pave Stefan II beslutter at støtte den frankiske konge Pepin den Korte, der påstår, at han er udvalgt af Gud.

Til gengæld for støtten får paven og kirken ret til store landområder omkring Rom.

Frankernes og den katolske kirkes samarbejde får navnet det Hellige Romerske Imperium, og juledag år 800 bliver Karl den Store kronet som Hellig Romersk Kejser.
Den katolske kirke >>

Skrøbelig alliance
De næste 500 år er en evig kamp om, hvem der skal have mest magt - kirken eller de verdslige magthavere som kejserne, fyrsterne og prinserne eller de kommunale bystyrer.

Flere verdslige magthavere bliver lyst i band af kirken og må gå bodsgang.

Og eftersom kirkens biskopper også er magthavere, skændes paven og kejserne om, hvem der har ret til at udnævne dem.
Rom er dog relativt beskyttet af sin position som kirkens hovedsæde, og fra det niende til det 12. århundrede voksede pavernes magt, selv om de også havde deres hyr med at styre de rige romerske familier.

I 1309 led Roms prestige et nederlag, da de franske kardinaler valgte deres egen pave, og flyttede pavesædet til Avignone.
Paven returnerede til Rom i 1378, men indtil 1417 var pavestolen under angreb.

En overgang erklærede hele tre personer, at de var den eneste sande pave.

Gode forretnings-paver
Da pave Martin den femte kom til Rom i 1420 fandt han byen og området omrking den i hastigt forfald.

Men det lykkedes ham at genoprette respekten omkring paven, der fra da af boede i Vatikanet, og ikke længere i Lateran Paladset.

Martin V fastslog også, at det var paven og kun paven, der bestemte og udnævte magthaverne i Rom.

Også tidligere paver havde været gode forretningsmænd, men nu fandt kirken på flere gode ideer.

"De hellige år", som blev indstiftet i 1300 blev gentaget med stor økonomisk succes i 1423, 1450 og 1475 (igen i 2000!).

Denne ridom brugte paverne i renæssancen til at skabe mange af de fantastiske bygningsværker og kunstværker, millioner kommer til byen for at beundre i dag.

Ufattlige kunstværker
Rigdommen skaffede Italiens bedste kunstnere - og det sagde ikke så lidt! - til Rom. (Se Vatikan Museerne >>)

Deriblandt andet Rafael, Bernini, Michelangelo >> og Borromini, hvis kirker, pladser og springvand stadig beundres.

Moderne tid
Den Franske Revolution i slutningen af 1700-tallet og Napoleons kirkefjendtlige sejrsmarch igennem Italien og resten af Europa var et stort økonomisk nederlag for kirken.

Napoleon røvede kunstskatte, hvoraf mange stadig ikke er kommet tilbage, men alvorligere for den katolske kirke var hans had til kirkens rigdom.

Napoleon og hans tropper smed nemlig også munke og nonner ud af klostre, og solgte ud af kirkens ejendom og jordbesiddelser.

Uden Napoleons hærgen er det tvivlsomt, om Italien nogensinde igen var blevet samlet, fordi kirkens rigdom nok ville have forhindret en samling.

Men Italien blev samlet under Savoia-kongerne, og i 1870 blev Rom hovedstaden i det moderne Italien.

Dette var et endegyldigt nederlag for Paven og for den katolske kirke som en direkte politisk magt-institution.

Paven forlod byen og trak sig tilbage til Vatikanet.
Kirken vedblev dog at kræve Rom tilbage indtil 1929, hvor Vatikanstaten fik sin egen status.

-syl