Forfatteren af denne artikel er Kjeld Bang.

Kjeld Bang udlejer to dejlige lejligheder i Cori 50 km syd for Rom.

På www.cori.dk >> finder du beskrivelser af lejlighederne, men også over 100 sider om Rom og Napoli og området derimellem.

Artikel fra marts 2006
En hyggelig restaurant på Marsmarken, bag parlamentet ikke langt fra Panteon, og dog væk fra alt…

Vi gik på Corsoen, og blev sultne efter lidt frokost.
Bare et lille sted, uden turister, og lidt go' mad.



Vi vidste ikke, hvor vi gik, bare ned forbi parlamentet, hvorpå vi forvildede os ind i gader, hvor kriteriet alene var, at komme væk fra enhver med korte bukser og fornuftige sko.

Efter et stykke nede at have passeret et forbavsende stort antal restauranter med "turistmenu" så vi, idet vi drejede om hjørnet ind i endnu en gade, pludselig et rart sted, hvor vi hurtigt indsnusede, at her sad kun romere.
Forretningsfolk, der indtog den daglige frokost.

Kridt på en tavle fortalte, at en menu kostede 10 euro, for en antipasto og en hovedret, ledsaget af både vand og vin, og, viste det sig, intet ekstra for opdækningen…

Og ét ledigt bord, hvor vi straks satte os.
Der var virkelig rart:
Overfor i den ret smalle gade boede en møbelsnedker, som i et adstadigt tempo udbedrede de skader mange års brug havde påført et gammelt bord.

Han pudsede og bejdsede, og jeg begyndte at bekymre mig om, hvad bordets ejer mon ville komme til at betale, for tempoet var absolut tranquillo.

Nå, det blev nu nok til at betale.

I hvert fald havde mester ikke brugt penge på en unødvendig varevogn.
Lige uden for værkstedet, stod en cykel med lad, som givetvis må have cyklet sig gennem to verdenskrige, efter design og slitage at dømme.

Tydeligvis forretningens livsnerve, oplæsset som den stod med et mindre bjerg af færdiggjorte møbler, klar til udbringning.

Fra vores fortovsbord kastede vi et langt blik hen på spisekort-tavlen, hvor der var flere gode ting, og besluttede os for gnocchi med tomatsovs - jeg døjer stadig med at spise spaghetti, for snor man det korrekt om gaflen, får jeg alt for meget på, og munden bliver proppet, så jeg får udstående øjne.

Gnocchi kan spises civiliseret, en mundfuld ad gangen..

Til hovedret tog vi forskelligt.
Salmone ai grill og Lambado di maiale con acido balsamico.

Vi byttede lidt, og begge dele var aldeles velsmagende, frisktillavet, og de ovnstegte kartofler lækre.

Den ¼ liter vin pr. næse måtte vi fordoble, og også have en expresso bagefter for at forlænge opholdet, og fordele mætheden.

Godt tilpasse forlod vi restauranten over lukketid kl. hen ad fire, hvor restaurantens personale efter at have sunget "tant' auguri a te" og fødselaren havde pustet lys ud i en fødselsdagskage, som de nu under stort snakken var i færd med fortære.

Midt i seancen gik én over til møbelsnedkeren, som nu helt var ophørt med sit arbejde, og storsmilende fulgte sceneriet, med en tallerken kage med ske, som blev modtaget med to kindkys.

Nå, derfra måtte vi jo, og ville nu se, hvor vi egentlig var.

Ret sikre på, at næste Romtur skulle omfatte et genbesøg.

Vi forlod stedet ved at fortsætte ned ad gaden i den retning, vi ankommet.
Dernede så nemlig spændende ud:
Et stort bladhang over hele gaden, som vi jo havde siddet og iagttaget, skulle bestemt udforskes.

Det så hemmelighedsfuldt ud.
Eneste problem var, at i al den tid, vi sad og mæskede os i den fulde restaurant, lå der nede i skyggen en anden lille restaurant, hvor eneste "gæst" var kokken, som trist sad og spiste med sig selv.

Så det var med dårlig samvittighed vi bød ham "buonasera", da vi gik forbi, og han måtte nøjes med vores smil, som han velvilligt gengældte.

Vi forsvandt under alle de grønne blade, og drejede til højre, ud i Via della Stelletta,en lidt større gade med et par spændende butikker.

Igen til højre kom vi ned til kirken Santa Maria in Campo Marzo, hvilket stod på kirkens mur, der vender ud mod en lille plads.

"Aha, nå dér var vi altså.

Igen gik vi til højre, og kunne nu genkende gaden, hvorfra vi tidligere var drejet ned til restauranten.

Hen at se op ad gavlen, hvor en stor plade forkyndte navnet Vicolo della Vaccarella.

Fødselsdagen fortsatte endnu dernede, men vi gik tilbage, ind i en lille kirke på hjørnet, hvor Guds øje så ned på os fra en stråleglans på loftet, og alteret var ejendommeligt gemt bag træværk og gitterlåger.

Chiesa di San Salvatore alle Coppelle, meddelte en planche på en væg overfor.

Ude af kirken gik vi til venstre, og kom i snak med en indfødt, som havde en lille butik i kvarteret, og boede hjemme med faderen og en bror.

Moderen var for nylig død.
Vi spurgte, hvad en af disse skønne taglejligheder, som vi utallige gange havde kastet nakken tilbage for at beundre mon kostede, og han mente at det nok ikke lå under 350.000 euro, og mere hvis der skulle være tagterrasse.

Han fortalte om kvarterets fortræffeligheder, og vi kunne forstå, at det var det bedste kvarter i Rom.

Men han havde jo heller aldrig boet andre steder, og kendt af alle fra barnsben af, nød han det tydeligvis.

Og lige dernede ligger Panteon, forkyndte han stolt.

Dét havde vi ikke lige på det rene, men ganske rigtigt gik vi ikke længe, før pladsen, fontænen og den kuplede bygning stod der.

Vi går aldrig forbi Panteon uden lige at gå derind. Roms mest veder-kvæ-gende rum.

Det gjorde vi så, og det gør vi igen, for nu ved vi, hvor der ligger et godt lille spisested uden turister, så fortæl det endelig ikke til nogen…

Adressen er "Il Girasole" Via degli Spagnoli 48

af Keld Bang