Over 500.000 ansatte

Efter 2. Verdenskrig udvidede IRI sine økonomiske aktiviteter over en bred kam i hele Italien. I1980 bestod IRI af omkring 1.000 selskaber, og havde over en halv million direkte ansatte.

I mange år var IRI verdens største industrivirksomhed udenfor USA.

I 1980 havde IRI 556.659 ansatte.

I de fremgangsrige 1960´erne blev IRI genstand for interesse fra blandt andre det engelske Labour-parti, der i "IRI-formlen" så en frugtbar måde ikke at nationalisere industrien på, men at få et samarbejde med offentlig og privat kapital til at fungere.

I 1992 offentliggjorde IRI et regnskab med en omsætning på 75.912 milliarder gamle lire og et underskud på 5.182 milliarder.

Alligevel var IRI stadig i 1993 verdens syvende største virksomhed efter omsætning: 67,5 milliarder dollar.

I 1992 blev IRI omdannet til et aktieselskab, hvis hovedopgave var at privatisere de resterende virksomheder.
Dette aktieselskab opløstes endeligt i 2002.

IRI, Istituto per la Ricostruzione Industriale - Institut for Industriel Rekonstruktion - blev grundlagt af Mussolini i 1933 primært for at undgå, at de trevigtigste italienske banker (Commerciale, Credito Italiano og Banca di Roma) gik fallit i kølvandet på den verdensomspændende økonomiske krise, der begyndte i 1929.

IRI var overalt - fra fisk til fly!

IRI stod bl.a. bag selskaber som Finmare, Finsider og Finsider , og efter krigen bag Finmeccanica, Fincantieri oge Finelettrica.
Også f.eks. motorvejen fra Torino til Napoli - Autostrada del Sole A1 - var et IRI projekt.
Varehuset UPIM og forsikringsselskaber som RAS og Toro var også en del af IRI.



Stålfirmaet Italsider i Gioia Tauro ved Taranto, bilfabrikkerne Alfa Romeo >> i Milano og Alfasud i Pomigliano d´Arco, samt store produktionsvirksomheder virksomheder indenfor landbrug - f.eks. Cirio - og fødevareproduktion - f.eks. Motta og Pavese - fandt også en plads under IRIs vinger.
Ansaldo, Ilva og Edison var andre store IRI virksomheder.
RAI tv- og radio og Alitalia >> var naturligvis, fristes man til at sige, også en del af IRI.

Politisk ledet erhvervsliv

IRI betød i praksis, at en stor del af italiensk erhvervsliv i realiteten var statsejet og politisk ledet, og der foregik udstrakte "politiske studehandendler" når der skulle udnævnes direktører og bestyrelsesmedlemmer i de statsejede firmaer.

(Disse studehandler lever i bedste velgående stadigvæk - f.eks. når der skal vælges bestyrelse og såmænd og chefredaktører til RAIs tv- og radiokanaler, eller når byrådet i Milano skal fordele posterne til bestyrelsen afverdensudstillingen "EXPO 2015"!)

Posterne blev fordelt efter partiernes vægt - på samme måde som korruptionspengene også under det lange primært kristdemokratiske styre fra 1948 til 1992 blev fordelt efter stemmetal. Korruptionsskandalen Rene Hænder 1992 >>

Citater:
«Den ægte italiner ser gennem briller fra Salmoiraghi (Iri), får sin strøm fra Finelettrica (Iri), lytter til RAi programmer, der spiller plader fra Cetra og sender reklamer fra Spira... ringer med IRI... sætter sine sparepenge i IRIs banker, læser aviser udgivet med IRI reklamer...
(Sergio Ricossa i bogen "Come si manda in rovina un paese" - Sådan ruinerer man et land - Rizzoli, 1996)

(I dag vil nogle genkende den type italiener i "Berlusklonerne" >>)

« …Monsteret, symbol på statsstøtten, på stivhed, på spild af offentlige midler og alle mulige ugerninger.... » ( fra et anonym dokument citeret i bog af M. Pini - "I giorni dell'IRI" - "Iris dage" (men et ordspil over IRA, der betyder vrede), Arnoldo Mondadori, 2004)

Prodi får til opgave at privatisere IRI

I 1982 bliver Romano Prodi >> af daværende kristdemokratiske ministerpræsident Ciriaco De Mita udnævnt til præsident for IRI.
En post Prodi i første omgang beholder til 1989.

IRI er på det tidspunkt verdens største holdingselskab, og en af Prodis første optrædener som IRI-præsident var et møde i september 1983 i Bari, hvor han understregede, at det nu var på tide med en fast forbindelse mellem halvøen og Sicilien…
En fast forbindelse, der dog stadig ikke er blevet til noget.

En ikke specielt vellykket privatisering begyndte i foråret 1985:
Prodi underskriver en foreløbig aftale om salget af fødevare-kolossen SME (Bl.a. mærkerne Alemagna, Motta og Pavesi) til finansmanden Carlo De Benedettis firma Cir.

Dette salg gennemføres dog aldrig, og stedet ender salget af SME ender med flere retssager - der blandt andre også involverer Silvio Berlusconi.

I sidste ende sælges SMEs aktiviteter og mærker hver for sig, og til en langt lavere pris end de tilbud, der oprindeligt var givet.

Salget er SME blev dermed et skoleeksempel - for kritikerne - på, hvordan de statsejede aktiviteter blev solgt altfor billigt ud....

I 1986 begynder demolitionen af IRI for alvor under Prodis ledelse som "presidente".
29 store virksomheder - og deriblandt Alfa Romeo >> - bliver solgt fra IRI.

Det medfører, at IRI i 1987 for første gang i mange år har overskud, selv om den berømte og frygtede nu afdøde italienske bankmand Enrico Cuccia dengang udtalte, at
"Prodi bare brugte virksomhedernes økonomiske reserver til at skabe et falsk overskud"…

Salget af Alfa til Fiat

Man ved i dag, at Ford tilbød et sted mellem 3.300 til 4.000 milliarder lire for at overtage et Afla Romeo, hvor pengene fossede ud og underskuddet voksede år for år.

Ford skulle så i løbet af 8 år gradvist overtage ledelsen af Alfa Romeo og yderligere i de først fire år investere 4.000 milliarder lire i fabrikken og mærket.
Fords tilbud blev formaliseret den 30. september 1986 og var gyldigt indtil 7. november samme år.

Fiats tilbud kom den 24. oktober - en købspris på 1.050 milliarder lire, der skulle betales i fem rater uden renter fra 1993 (17 år efter købet!).

I Fiats tilbud var også investeringer for 4.000 milliarder lire indtil 1995, og den 6. november besluttede IRI og Prodi at Fiat skulle sælges til Agnelli-familien og Fiat.

Efter sigende har Fiat indtil i dag i realiteten kun betalt mellem 300 og 400 milliarder lire for Alfa Romeo, og ingen har gidet regne på, at om der rent faktisk blev investeret 4.000 milliarder i at relancere mærket indtil 1995.

EU kræver staten ud af industri

IRI skulle som følge af EU og Maastricht-traktatens krav om fri konkurrence dø efter 1992.

Prodi får derfor en anden omgang som præsident til at sørge for dette i 1993 og 1994.

Mellem 1992 og indtil opløsningen af IRI i 2000 sælges der ud for i alt 56.051 miliarder lire.

Salget af virksomheder som Telecom Italia (Telekommunikation) og Autostrade (Motorvejene, der i dag har Benetton-familien >> som storaktionær) skabte kritik - igen fordi kritikerne mente, staten solgte alt for billigt ud.

De få tilbageværende IRI-virksomheder kommer til at høre direkte under Finansministeriet - det var for eksempel Alitalia (der først i 2008 under stor ståhej omsider blev privatiseret >>), Finmeccanica og Fincantieri.

Den 27. juni 2000 ophører IRI officielt med at eksistere.

-syl