|
Artikel fra Herning Folkeblad
(1996)
Overstået - udenfor Villa Comunale
Festsalen
|
Artikel
fra 2000
Ofte er bryllupper i Milano en tam affære.
Det festligste øjeblik ved de bryllupper, jeg indtil
i dag har overværet er, når bilerne efter limousinen
med brudeparret tuder i hornet på vej fra rådhuset
eller kirken hen til den restaurant eller villa, hvor frokosten
holdes.
En frokosten masser af mad, få taler og ingen sange,
og omkring klokken seks er det slut.
- Jamen, var det det hele? spurgte jeg forbavset min venindes
veninde, da hun fortalte om sit bryllup.
- Nej, om aftenen så vi fodbold-VM i fjernsynet,
lød svaret.
Sådan skulle vores bryllup i hvert tilfælde
ikke være.
Det blev det heller ikke!
Faktisk lykkedes planen om at lave et bryllup efter vores
smag.
Dagen efter festen var italienernes kommentar nemlig, at det
var festligt og interessant at have været med til et
"dansk" bryllup, mens danskerne havde moret sig
ved et "italiensk" bryllup.
Et blandet - og langt - bryllup...
I virkeligheden var det et blandet og vist nok temmeligt anarkistisk
bryllup, og det varede ikke kun den korte tid, en frokost
varer.
Alene forberedelserne tog over fire år, for Sergio sagde
"ja" til at gifte sig med mig, da jeg friede på
skud-dagen i 1992.
Men først en søndag i marts 1996 meddelte han
temmeligt uromantisk vores frokostgæstger - og mig -
at han ville gifte sig inden september. - Med mig, underforstået
altså!
Så gik jeg i gang med at ordne papirer, og der blev
hurtigt givet besked i Danmark om den forestående begivenhed.
Og trods mine forældres skuffelse over, at vi havdce
valgt "Villa Comunale" i Milano, og ikke Rind kirke
ved Herning, lovede de endnu engang at køre til Milano
i sommervammen.
Fra min mors side dog med den klausul, at brudgommen skulle
synge "O sole mio" under frokosten.
Det blev nemlig til en frokost.
Det er italienerne vant til, men også fordi svigermor
og de to eneste tanter er over firs. Men festen blev strukket
i begge ender.
Aldrig om fredagen - men det blev det
Der var ikke plads om lørdagen, da vi skulle fastsætte
datoen, og vielsen blev derfor programsat til fredag eftermiddag.
-
Ikke så godt efter italiensk skik: Jesus blev korsfæstet
Langfredag, så fredage er traditionelt en "uhelds-dag".
(7, 9, 13 - nu er det alligevel gået i 15 år!)
Allerede søndagen før brylluppet ankom mine
forældre, min søster og min niece, for der skulle
arrangeres fire-etagers lagkage på et medbragt stativ,
der kunne få selv en forhærdet bagagerums-ekvilibrist
som min far til at blive bekymret.
Heldigvis havde min onkel en aero-dynamisk tagkuffert, så
der blev også plads til gaver og campingudstyr til badeferien
efter brylluppet.
Festen begyndte torsdag
Torsdag eftermiddag kom "Vogn 1" og "Vogn 2"
i kolonne fra Danmark med 2 brødre med svigerinder,
en nevø og to venner - og så begyndte festen
for alvor. Den foregik på Romolos bar henne i gaden,
og på vores lokale pizzeria den aften.
Delegationen svulmede op til over 30 ved ankomsten til Villa
Comunale fredag eftermiddag, hvor vi blev ført ind
i et kontor for sammen med vores vidner at vise pas og skrive
papirer under.
Det var lidt forvirrende, for i lang tid troede Sergio og
jeg faktisk, at det var vielsen, men nej, sådan
var det ikke.
Sergios forlover, der var blevet gift samme sted, påstod
også, at det var det.
Men han drillede, for det var det altså ikke, selv om
min storebror af den grund nøje havde video-filmet
dén seance.
Kunne næsten sige vores danske navne
Selve vielsen foregik i en af villa´ens smukke sale.
Et byrådsmedlem med borgmesterbånd på holdt
tale om, hvordan ægtegæller i følge lovgivningen
har pligt til at støtte og forsørge hinanden,
og blid musik spillede i baggrunden.
Ceremonien var både smuk og højtidelig, og medhjælperen
havde øvet sig i mit og de danske vidners navne, så
han snublede næsten ikke i "Sylvestersen".
Hjemme i lejligheden havde vi forberedt kolde drikkevarer,
men heldigvis kom postbudet Carmelo, der ellers kun skulle
spille guitar dagen efter, i tanke om sine evner som kok og
tjener.
Uden at nogen havde bedt ham om det, styrede han køkkenet,
og fabrikerede "bruschetta´er og andet godt til
de mange mennesker, der fyldte godt i vores to-værelsers
lejlighed. - Og allerede der blev der danset og sunget, men
pakkerne blev pakket op, og kirketjeneren Harry græd,
fordi han ikke havde taget sin gave med.
Lejet villa på "Vatikanet"
Lørdag formiddag pyntede vi den lille-bitte Villa,
vi havde lejet af "Vatikanet
>>" , og som ligger 200 meter fra vores hus.
Da vi i foråret havde fortalt pensionisterne på
"Vatikanet" om bryllupsplanerne, foreslog Valentina,
at vi kunne leje villa´en for et symbolsk beløb.
Det gjorde vi, og vi hyrede samtidig Marco og Andrea og Oscar
til madlavning og servering.
Marco havde solgt sin bar i vores gade efteråret før,
og havde i stedet åbnet et catering-firma.
Mandag før brylluppet var min mor med henne hos Marco
og aftale de sidste praktiske ting.
Det beroligede hende ikke synderligt, men i Italien er det
altså svært at sige, "så gør
du det klokken det, og det andet der klokken det".
Her er tillid vigtigere, og min tillid til Marco og co. blev
ikke gjort til skamme.
Faktisk tog Marco sin opgave så alvorligt, at han natten
efter festen guidede forlystelsessyge danskere rundt på
barer i området indtil klokken seks om morgenen.
Danske sange og taler - med oversættelse
Vi havde lavet en køreplan for afviklingen, men den
sagde vi næsten straks farvel til, da festen begyndte.
Vi fik dog budt velkommen i følge programmet, og min
mor holdt en smuk tale på italiensk, der også
blev omdelt på dansk.
Sergio fik også sunget "O sole mio" - uden
at Pavarotti fik grund til at være nervøs.
Det rådede Angelo og Valentino fra Vatikanet dog bod
på.
De to kan synge, og det gjorde de sandelig også - jo
højere, jo flere flasker, der rundede deres bord.
Vores husven Cecchetto kunne hverken synge eller spille, men
gjorde begge dele uden ophør.
Det irriterende er, at han på billeder ser helt professionel
ud.
Vi havde også trykt et sanghæfte med både
O sole mio og andre kendte italienske sange, og det blev flittigt
benyttet mellem de medbragte danske lejlighedssange, der alle
var forsynet med italiensk oversættelse.
Og min "Dukke-Lise" var kommet med til Milano i
brudekjole - på job som sangskjuler, hvad italierne
fandt meget morsomt.
Kagen gjorde sig også fint med sit brudepar på
toppen, selv om flødeskummet var blevet uvenner med
varmen.
Kagen blev selvfølgelig ikke serveret til den planlagte
tid.
I følge køreplanen skulle mor i gang med flødsprøjten
klokken kvart i fem.
På et tidspunkt har hun set på uret i salen, og
det var præcist kvart i fem.
Men uret i salen havde vist kvart i fem hele dagen, så
klokken var kun fire - men kagen var god, så pyt med
det.
Nora på 70 klarede ikke mosten
Ved ethvert bryllup er der en,
der ikke kan klare mosten.
Hos os var det Nora.
En nydelig dame på omkring de 70.
Men som Marco kan fortælle, så har hun på
en hverdag normalt allerde nået tre brandy´er
klokken otte om morgenen.
Hun blev fulgt hjem af en af knægtene fra vores vej
klokken tre.
Inden da havde "Magnetbåndet" - tre af Sergios
venner, og den enes søn på 12 år - spillet
rock og blues, så tanterne på 84 og 86 var ved
at blæse væk.
Siden gav Cecchetto den på spiseskeer, redekam og mundharmonika,
og Klaus fra Tyskland spillede en hel del bedre på klaveret.
Brudevalsen var på CD, og det lykkedes helt uventet
at få italienerne til at følge danskerne i ring
omkring brudeparret.
Carmelo lærte danskerne italienske sange fra vores hæfte,
og han akkompagnerede også Erling, der på stående
fod opfandt en vrøvlesang med sit sparsomme italienske
ordforråd.
- og de fortsatte hele natten og næste
dag
Da vi om aftenen var omkring 25 tilbage, og havde fordøjet
to gigant-pizza´er, sang Steen solo, Allan spillede
klassisk guitar, og Hanne sang sit livs første blues.
Klokken ti gik vi alle på bar henne hos Antonio (Læs
om ham i Spillelyst og Overtro
>>). Danskerne tømte hans beholdning af gin,
og hvad der skete siden, ved jeg ikke, for klokken tolv gik
et smadret brudepar hjem. - Og spørg ikke til bryllupsnatten.
Tidligt søndag morgen ryddede vi salen, og sendte en
bil til Herning og to til campingpladsen Union
Lido >> ved Adriaterhavet udfor Venendig.
Og da de andre - temmeligt klatøjede - danskere hen
på dagen dukkede op, var vi klar til at feste igen.
Den søndag vandt Bjarne Riis fra Herning nemlig
Tour´en, og vi havde jo rigeligt med danske papirsflag
at vifte med, og Erling sang hele Kong Kristian ud af vores
vindue i et anfald af patriotisme.
Der bliver stadig i dag, over seks år efter, stadig
talt om det skøre bryllup, både henne på
Vatikanet, og når vi mødes med familie og venner
fra Danmark.
Og jeg er vist den eneste, der har bemærket, at den
festligste italienske tradition gik fløjten ved vores
bryllup: der gik nemlig kludder i det med at køre samlet
hjem fra vielsen. Kun brormand nåede med i Uno´ens
kølvand.
Men én bil er ærlig talt for lidt til at lave
en dyttende kortege, også selv om der stod "nygift"
på dansk på vores bil.
-syl
|
