Pålægs-ordbog Det
italienske Salumi Institut deler pålæg op i
"de rå": Prosciutto
crudo >> - Rå skinke Parma-skinken
>> Salami >> - Spegepølse Speck
>> - Spegeskinke Bresaola >>
- Tørret oksekød Culatello
>> - Hjertet af skinken Coppa >>
- Nakkekam-pølse Pancetta - Bacon á lá Italia Lardo
>> - Spæk, det rene fedt!
og "de kogte"
Prosciutto cotto - Kogt skinke Mortadella
>> - Kødpølse Zampone Cotechino Würstel -
Pølser Ciccioli Salsiccia Sopressata
Og så er der alle de andre kendte pålægs-specialiteter
Barbusti
Brusti
Buristo
Capocollo Calabria
Capocollo
Cappello del prete
Carne fumada
Carne salada
Carne salmistrata
Ciauscolo
Ciuighe
Cotechino Cremonese
Cotechino di Modena
Culatta
Guanciale
Luganega Trentina
Mortandela Val di Non
Porchetta di Ariccia
Probusto
Salsiccia Calabria
Salsiccia Napoletana
Salsiccia Toscana
Salsicce varie
Salsicciotto di Guilmi
Sfilacci di cavallo
Sopressa Vicentina
Soppressata Calabria Soprassata
Soprassata Fabriano
Soprassata Toscana
Spalla stagionata
Ventricina di Guilmi
Zampone di Modena
...og derudover et hav
af lokale specialiteter...
|
Det handler primært om svin - men
det bliver rigtigt spændende, når man også tager
geder, vildsvin, gæs, ænder, æsler og bøfler
med.
Pålæg eller charcuteri-produkter, som det kan siges
kompliceret, er en stor planet i det italienske madunivers.
Til venstre kan du finde menuen over artikler
om pålæg på italy.dk. - efterhånden skulle listen blive
komplet - så vidt den nu kan.
Det spændende ved et italienske
pålæg er nemlig, at man ligesom med anden mad og vin aldrig kan påstå,
at man har smagt det hele - der venter altid en gammel lokale eller en ny speciel
specialitet om hjørnet....
Og det er ofte en spændende
oplevelse at kast sig ud i "husets pålæg" som forret
- "affettati della casa" står der sikkert på menukortet
- affettato betyder skiveskåret - eller "salumi della casa".
En salumi-buffet - klik for stort foto
Lidt historie
I
Italien har man haft svin som husdyr tilbage til Estruskernes tid og man ved,
at svineskinker var en eftertragtet spise til romernes festmiddage. Det samme
var tilfældet under renæssancen, hvor man også brugte at servere
svinene heltstegte.
I 1100-1200-tallet har man det første
forbund for pålægs-specialisterne i Norcia i Umbrien - de kalder
sig for Norcino-svineavlernes Broderskab.
Netop disse bønder er
blandt dem, der specialiserer sig i at anvende svinekødet til pålægsvarer.
Og det gamle italienske ord for en pålægsslagter er en "Norcino"
- én fra Norcia, og den dag i dag kaldes charcuteri-butikkerne i byen for
"Norcinerie".
Slagterne fra Norcia tog til Rom og forarbejdede
svin som sæsonarbejdere fra oktober til april - man mente nemlig tidligere,
at svin ikke skulle konsumeres i de varme måneder.
I dag er det fødevareindustriens
videnskabsmænd, der udvikler nye pålægsvarer.
Se f.eks.
denne dejlige side, der godt nok kun er på italiensk, men med foto beskriver
alle faserne i de hjemmelavede
salamier ved byen Ferrara >> .
Billedet
er fra siden, og husker os på, at der jo ofte er tale om at anvende det
ellers fede kød til noget fornuftigt.
 Trods
industrialiseringen foretrækker langt de fleste italienere skinker,
salami og andet pålæg, som de blev lavet for også flere århundreder
siden.
Og de foretrækker dem friskskårede og ikke i vakumpakker
- helst hos specialbutikken, men ellers i supermarkedernes store betjente
delikatesseafelinger.
I butikken: 100 gram og tyndeskiver,
tak
Salumeria kaldes pålægs-specialbutikkerne -
og man bestiller varen i 100 gr - "un etto (eller "due" - 2)
di prosciutto San Daniele", hvis det er skinken fra Friuli, man vil
have.
"Fettte sottile, per favore" - "I tynde skiver,
tak!"
Gamle eller nye grise
Tynde
danske anoreksi-grise på 90 kilo har ikke en chance i italiensk pålægsproduktion
- her skal bruges fuldvoksne svin på omkring 150-160 kilo - eller mere endnu.
I dag er de mest anvendte racer ikke længere italienske, men de
samme, der bruges i resten af Europa - f.eks. Large White, Landrace, Hampshire,
Pietrain, Duroc og Spot - men der bliver med tiden flere landmænd, der
gen-introducerer de antikke italiens svineracer.
Det kan f.eks. være
Mora Romagnola - den mørke fra Romagna

eller
Cinta Senese fra Siena-egnen

eller
Calabrese-racen fra Calabrien

eller
Nero siciliano- og Casertana-svin, som er de fem officielt anerkendte originale
italienske svineracer.
Udover de fem findes der over 30 andre typer
italienske svin, som man kan være heldige at smage, når rejser
rundt i deres områder - her er nogle af dem:
Cappuccia - Maremmana
- Perugina - Sarda - Napoletana fulva - Pugliese - Parmigiana nera - Modenese
fulva - Friulana - Genovese - Bergamasca nera -Garlasco - Suino Cavourese - Borghigiana
-syl |
Retur til
Madkultur <<
Kød på
bordet >>
Til "Salumi-fest"
i Marche-regionen >>
Artikler
DOP og IGP mærker >>
Til griseslagtning
i Calabria >>
Links
Salumi
Instituttet >> 
De italienske
svineproducenter >> 
Et "salumeria"
i Venedig

Klik for stort foto
Grisen spiller hovedrollen-men italienerne spiser pålæg
fra et stort udvalg af dyreracer:
Porco/Maiale = Gris
Manzo/Bue = Okse
Vitello = Kalv
Oca = Gås
Anetra = And
Cinghiale = Vildsvin
Asino = Æsel
Capra = Ged
Caprino = Gedekid
Pecora = Får
Bufalo = Bøffel >>
Struzzo = Struds
Cavallo = Hest
(Hestekød kaldes også "equina")
Bresaola af hestekød

IGP
betyder
Beskyttet
Geografisk
Betegnelse
(BGB på dansk)

DOP betyder
Beskyttet
Oprindelses
Betegnelse
(BOB på dansk)

Begge er EU-regelsæt for produktionen af karakteristiske
madvarer og lokale produkter
Om DOP og IGP >>
|