Artikel fra september 2006
"Festen for Nakkekammen" (La Sagra di Capicollo - på calabrisk) har direkte forbindelse til de ulykkelige sværvægtere, som lod livet i starten af året >>.

Siden hang svine-nakkekammene i månedsvis under loftsbjælkerne i redskabsskure og udhuse eller lå i salttrugene.



Nu hen på sommeren afholdes den traditionelle Sagra, med hvilken den lille flække ved foden af Apromonte bjergmassivet hylder denne kulinariske specialitet.

Den lille bys støvede piazzetta, som ellers ligger tom og trist hen under den blegende sol, er den aften illumineret med mangefarvede lamper, og guirlander med små vimpler er spændt ud mellem de de sølle træer, som omkranser pladsen.

Alle landsbyens gamle haveborde- og stole samt et stort antal vakkelvorne skamler er opstillede i rækker, og for enden af pladsen står et rummeligt, åbent telt.

Derinde står nakkekammeproducenterne, erfarne kvinder i en vis alder, side om side bag den bugnende disk.

Det her er nemlig en udstilling af forskellige arter af tørrede og saltede nakkekamme, og luften over piazzaen er svanger med duften af dem.


Capicolli fra Calabrien

Altså, man køber en lodseddel (gevinsten er en - nakkekam), som samtidigt er en spisekupon, og modtager en plastiktallerken samt bestik.

Bevæbnet med dette udstyr bevæger man sig langs disken og får klasket en luns af hver af de udstillede nakkekamme ned på tallerkenen.

Overfladisk betragtet ligner alle kammene hinanden.

Desuden modtager man adskillige skiver groft brød, en portion tomatsalat, over hvilken der, inden man når at protestere, bliver hevet en voksen skefuld pulveriseret peperoncini (hede som bare helvede!), et par indbagte og udefinerbare grøntsager, og en trivelig kvinde maser en velvoksen skive vandmelon ned midt i det hele.

Slutteligen ankommer man tungt belæsset til en stor trætønde med isvand, hvori mineralvand og de obligatoriske colaflasker svømmer, sidstnævnte med det sædvanlige indhold af blandet næringsværdi og alkoholprocent.

Kom bare tilbage efter mere! udbryder bonden, der styrer de vinøse rationer.

Undervejs gennem forsyningsprocessen er man løbende blevet underholdt med lovprisninger af hver af de udstillede nakkekammes egenart, og det er med stor spænding man sætter sig til bords.

Sandelig, det er nakkekamme, der vil noget!

De er enten mistænkeligt stærkt krydrede eller også har de et saltindhold som det Døde Havs.

Under disse omstændigheder falder man til druk, og drikkeuddelerens bemærkning påskønnes først rigtigt nu.

Snart er pladsen en sydende heksekedel af tilfredse, men svedende nakkekammespisere, en aldrig standsende menneskestrøm til og fra truget, skrigende børn, som har prøvet at spise af tomatsalaten og højlydte lmødre, som indædt propper vandmelon i de små, forbrændte munde

Man kunne synes, dette er underholdning nok, men nej, nakkekammenes definitive endeligt skal også traditionen tro fejres med levende musik, folkedans og -sang.

Orkestret - guitar, harmonika og fløjte - afprøver højtaleranlægget, som virker uhyggeligt effektivt, og snart overdøves alt og alle af den traditionelle, etniske musik, som orkestret har formået at forvandle til den mest trivielle pop.

Der er ingen, der reagerer.

Fra Reggio Calabria er kommet en folkedansertrup.

De er klædt i smukke, spraglede dragter, med dejlige broderier på forklæder og veste.

Mændene danser meget flot til schlagerne, men pigerne indskrænker sig til at vifte med forklæderne og løfte lidt op i skørtelagene.

Stor henrykkelse blandt børnene, som efter at være kommet sig oven på tomatsalaten, hopper og drejer sig foran truppen.

Men de voksne kurer lidt ilde til mode rundt på deres sæde.

Det der med at danse er ikke noget for dem.

Det gør man ikke der på egnen.

Aftenens sidste indslag er folkesang, sunget på den oprindelige dialekt i det gamle Magna Graecia - en blanding af latin, arabisk og græsk - og aldeles uforståelig for så godt som alle.

Der er også alt for mange vers.

Alligevel forsøger nogle ældre i starten at synge med på de vemodige og naive sange om kærlighed, men snart giver de op, og da der stort set slet ingen virkelig interesse er for sangen, bemærker nok ingen, at underholdningen er forbi.

Således skrider aftenen frem, trægere efterhånden som fadene tømmes og mørket bliver tættere.

Man er ikke vant til at være sent oppe.

I forvejen er befolkningen lidt tung i betrækket, ejer ikke smidighed eller fantasi nok til let og utvungen selskabelighed.

Inden midnat er de sidste familier forsvundet.

Festen for nakkekammene er forbi.

Den er måske nok en slidt kliché, en banaliseret og mekanisk imitation af det, der en gang var en ægte og meningsfyldt folkesfest.

Den lyder ikke af meget i en udlændings øren.

Men for lokalbefolkningen er nakkekammefesten alligevel et af årets højdepunkter.

I det sydligste Calabria har man ikke de store forventninger og man er så afgjort ikke kræsen.

Jette Grønholt Pedersen