Artikel fra januar 2000
Der er aldrig våbenhvile i den italienske madkrig.
Dag efter dag raser diskussionerne på barer, i hjemmene og på arbejdspladserne om, hvordan man laver den bedste tomatsovs >>.

Hvor den bedste salami kommer fra, og hvordan man tilbereder kalvestegen.
Man har hørt om skilsmisser, hvor spegepølse >> har spillet en afgørende rolle, fordi ægtefællerne ikke kan blive enige om, hvis fødeby der har den bedste udgave.



Ligeledes kan diskussionen om hvorvidt der skal bøffel-mozzarella >> eller almindelig mozzarella-ost >> af komælk på pizza'en >>, få vidtrækkende konsekvenser, når de forskellige fraktioner mødes på samme pizzeria.

Svært at harmonisere smagsløg

Mad-krigen er et udslag af italienernes lokal-patriotisme, og der er ingen udsigt til våbenhvile. Italien har kun været et samlet land siden 1860-erne, og 140 år er ikke nok til at harmonisere smagsløg og opskrifter.

Det kan måske berolige nogle danske Unions-skeptikkere.

Derudover har italienerne altid været eksperter i at danne fraktioner.
Selv om Berlin-muren faldt for ti år siden er er skellet mellem de "røde" og de "hvide", mellem venstre- og højrefløjen stadig lige så markant i Italien, som da Jerntæppet eksisterede.

Denne kombination af lokalpatriotisme, lysten til at danne fraktioner, og trangen til at gøre alt til et politisk spørgsmål har i den seneste tid ført madkrigen ind på den politiske scene i Italien.

Eftersom den siddende regering er en centrum-venstreregering er det for tiden venstrefløjs-gastronomien, der har overtaget.

Regeringschefens madguru

Den store - også i fysisk forstand - kok fra Umbrien i Mellemitalien Gianfranco Vissani >> er den person, slaget drejer sig om lige nu.

Han har i længere tid været hyldet som den nye italienske mad-guru, og han er den "chef" som regeringsleder Massimo D'Alema foretrækker til både private og officielle middage.

Hans stjernestatus er så stor, at avisen "La Repubblica" - ja, den regnes for en venstrefløjsavis - sidste år forærede sine læsere en komplet 1.000 sider stor Vissani-kogebog i samlehæfter.

Vissani selv udtaler helst ikke om politik, men gerne om mad, og der er i øvrigt ikke spor af arbejderklasse-romantik over hans køkken. I hans restaurant består det progressive i brugen af gode traditionelle, gerne biologiske råvarer, og nye kombinationer som for eksempel ost med honning, der er absolut anbefalelsesværdigt.

Og der er bestemt ikke solidarisk lønarbejderpolitik i prisen, der nemt sniger sig op over en tusse per person.

Det er måske lige i overkanten, men det passer godt med den nuværende regerings anstrengelser for at modernisere opfattelsen af venstrefløjen som spartanske puritanere.

Kommunister foretrækker Foie Gras

Den nuværende italienske regering bruger faktisk den evige madkrig som politisk propaganda. Når eks-kommunister sætter pris på eksklusiv gastronomi kan det jo ikke passe, at de i virkeligheden spiser små børn, som man engang sagde.

Modstanderene på højrefløjen påstår dog, at det er fordi selv "de røde" har opdaget, at Foie Gras'en smager bedst, når den er produceret af gåselever!

Regeringsleder D'Alema har også brugt mad som middel til at bløde sit image som en kedelig partibureaukrat op.

For et par år siden tilberedte han sin yndlings-risotto for åben skærm, og det gav pote. Det er svært at hade en mand med forklæde på!

Også kulturminister Giovanna Melandri har brugt mad politisk. Det skete da hun foretræk at deltage i en madmesse arrangeret af foreningen Slow Food frem for at deltage i sæsonpræmieren på Scala Operaen.

Så var det ligesom sagt, at venstrefløjen foretrækker god traditionel madlavning fremfor en snobbet aften i Scala til Wagner-musik, hvor borgerskabets damer sætter standarden for vinterens fest-gardarobe.

Hvidløg er venstrefløj

Højrefløjen har selvfølgelig også sine yndlingskokke, deriblandt Antonello Colonna i nærheden af Rom, og oppositionslederen Silvio Berlusconi er også i mad-sager en konsekvent mand: Han har simpelthen ansat sin yndlingskok Persichini i villaen udenfor Milano, og dèr er hvidløg strengt forbudt.

Hvilket har medført, at hvidløg automatisk er på listen over venstrefløjsmad.

De forskellige politiske fraktioner har også deres egne restaurantguider. "Gambero Rosso" - Den Røde Reje - fødtes i kommunistavisen "il Manifesto", og ugemagasinet L'Espresso's guide regnes også for at være en venstrefløjsguide.

Til de mere borgelige restuarantbøger hører klassikkeren Michelin og de italienske automobilisters "Touring" guide.

I alt sælges der over en million eksemplarer om året af de mange guider.
Men der er også over 66.000 restauranter i Italien, så det er med at holde sig informeret, hvis man vil være politisk korrekt, når man fornøjer ganen.

Nonne kæmper for "mors kødgryder"

Det store flertal af italienere deltager ikke aktivit i den politiske madkrig. Men
dette tavse flertal har selvfølgelig også deres lobbyister, og en af dem er nonnen Søster Germana.

Hun har gjort traditionel italiensk madlavning til et indbringende jordisk kogebogs-imperium, og er en arg modstander af de politiske korrekte venstrefløjskokke og deres kreative opskrifter.

- Jeg forstår ikke hans opskrifter. Dem kan man da ikke lave mad efter, siger hun vrissent med himmelvendt øjne og uden kristen barhjertighed om Vissani og hans køkken.

Og mens politikkere, kokke, smagsdommere og nonner debatterer, provokerer og fordøjer, fortsætter slaget også over gryderne og tallerknerne hjemme i de italienske køkkener.

I øvrigt er der ingen tvivl!
Den bedste tomatsovs laves selvfølgelig af hjemmedyrkede tomater, og helst af mor!

Men har man ikke en tomatmark og en italiensk "Mamma", så er flåede San Marzano-tomater - helst i bulede dåser - noget af det bedste.

Og mozzarellaosten på pizzaen skal være af komælk.
Bøffelmozzarella'en kan nemlig ikke "filare", trækkes i tråde, når den smelter. Det er ganske vist, og efter undertegnedes mening helt udenfor diskussion...

-syl