Artikel fra februar 2007

Fra "Red Tape" til "Fast Track"

Eller: Hvordan man åbner en bankkonto i Italien!

Da Gud skabte Italien, skabte han samtidig det italienske bureaukrati, sådan at ingen ville kunne forveksle Italien med Paradis!

Italienerne spenderer år af deres liv i køer i forskellige officielle kontorer for at hente, udfylde og få stemplet dokumenter, der i sig selv er fuldstændig værdiløse.

Ét dokument er som oftest kun adgangsbevis til den næste kø for at få det næste værdiløse dokument indtil til sidst - eller efter omstændighederne aldrig - man opnår det dokument, man havde brug for til ét eller andet praktisk formål.

Gang disse timer og uger af spildt tid, bekymringer og arbejde med 5 - og du har nogenlunde, hvad det tager for to udlændinge, der flytter til Italien, at blive officielt registreret og integreret som fastboende udlændinge (også kaldet "stranieri stupidi").

Dette er historien om hvordan vi gjorde det.

"Vi" er Ole (udlandsdansker på 19. år med en historie fra Milano, London, Frankfurt, München, og London igen) og partner Linda (Engelsk).

I 2004 købte vi et hus i Comano i Toscana med henblik på en permanent bolig til vores pensionering.



Vi renoverede køkken, badeværelse, og gæsteværelse; og i 2005 flyttede vi permanent herned fra London, hvor vi begge havde arbejdet indtil da.

Det er en hel historie for sig, som vi vil komme tilbage til en anden god gang.

I denne lille historie beskriver vi, hvordan vi som nytilflyttede til Toscana frekventerede de forskellige officielle kontorer og til sidst er blevet officielle "cittadini" i vores lille landsby Comano i de Apuanske Alper.


Når man efter alle strabadserne står med sit splinternye ID-kort "Carta d´Identitá" føler man sig
næsten som Napoleon, der har vundet et slag!


Som nyankomne havde vi behov for at etablere os med alle de "normale" ting, der er nødvendige for at leve et relativt ubesværet liv som f..eks. en lokal bankkonto, medlemskab af det lokale sygesikringssystem, en fast telefonlinie.

Tag f.eks. opgaven for Linda med at åbne en bankkonto:
en ting, som man son typisk dansker/englænder ikke forbinder med større problemer.

Men hovsa, vi er nu i Italien, og her er det anderledes.

Her er den bureaukratiske logik, som vi har lært at forstå den:

Red Tape Italien

En bank i Italien kan/må ikke åbne en bankkonto for dig, hvis du ikke har et "skatte nummer" (Codice Fiscale), der identificerer dig overfor de italienske skattemyndigheder og overfor andre transaktionspartnere.

Så, hvor får du sådan en vigtig ting?

På det regionale Uffizio Entrata, selvfølgelig. I vores tilfælde i Aulla, der ligger 18 kilometer fra vores hus.



En skattekode - Codice Fiscale - kommer man ikke udenom. Det er et slags person-nummer og alle danske indvandreres nummer slutter med 107.

Der er bare det ved det, at Uffizio Entrata ikke kan give dig et Codice Fiscale, før du er registreret som bosiddende i din lokale kommune (Comune) og din kommune har forsynet dig med et certifikat (Certificato di Residenza), der er bevis på din status som bosiddende på en bestemt adresse.

Aha, og hvor får du så sådan et Certificato di Residenza?

På dit lokale kommunekontor's Uffizio Anagrafica, selvfølgelig!

Der er bare det ved det, at for at få et Certificato di Residenza fra din Comune's Ufffizio Anagrafica, skal du forevise en række dokumenter f.eks. dit pas samt fotokopi af det, skøde på dit hus eller lejlighed (hvis du er ejer) eller lejekontrakt (hvis du er lejer) tillige med 3-4 pas billeder og - vigtigst af alt - din italienske opholdstilladelse (Permesso di Soggiorno), et dokument, der giver dig tilladelse til at opholde dig i Italien for et bestemt tidsrum, f.eks. et år.

Aha, og hvor får du så sådan et dokument?

På det regionale politi hovedkvarter (Questura) selvfølgelig!

I vores tilfælde i Massa, der ligger 40 km fra vores hus.

Der er bare det, at for at få et Permesso di Soggiorno, skal du indgive en ansøgning og forevise og indlevere en lang række dokumenter:

Dit pas og fotokopi heraf, dåbsattest, bevis på, at du finansielt kan klare dig i form af f.eks. ansættelseskontrakt (hvis du er i erhverv); pensionsaftaler (hvis du er pensionist); bankkonti (hvis du er hverken - eller); eller andet bevis for at du ikke vil ligge Italien til last finansielt; og desuden - vigtigst - bevis for at du har din sygesikring i orden.

Det kan f.eks. være privat sygesikrings kontrakt eller offentlig sygesikring (som vi har det i Danmark).

Aha, og hvor får du så sådan et bevis?

På det regionale eller lokale sygehus, selvfølgelig!

I vores tilfælde i Carrara, 35 km fra vores hus.

Der er bare det, at for at blive indskrevet i det italienske sygesikrings system (Associacione Sanataria Locale -ASL) skal du bevise, at du er syge-forsikret i det offentlige sygesikringssystem i det land, hvor du kommer fra (i vores tilfælde i England).

Det skal ske i form af et officielt EU document (E106 eller E121), som skal udstedes af sygesikringsmyndighederne i det land, hvor du sidst har boet.

Eller også skal du betale en årlig forsikringspræmie til ASL på 370 Euros per hoved!

Vi var sådan set villige til at betale denne forsikringspræmie for blot at komme eet skridt på vejen til en bankkonto.

(For dem, der har glemt det, var faktisk det, der var formålet fra begyndelsen)

Men på ASL kontoret i Carrara forklarede en venlig dame os, at vi ville skulle betale et helt års forsikringspræmie, uanset på hvilket tidspunkt i kalenderåret vi tilmeldte os, og da vi allerede var i slutningen af november måned 2005 og iøvrigt så nogenlunde raske og rørige ud og ikke havde umiddelbart behov for lægelig hjælp, foreslog hun at vi skulle spare de penge ved at udsatte denne aktivitet til begyndelsen af 2006.

I mellemtiden forsøgte vi at fremskaffe EU dokumenterne (E106/E121) fra de engelske sundheds myndigheder.

Det skal ske ved ansøgning til Hendes (engelske) Majestæts Department for Work and Pensions (DWP), der iøvrigt har deres callcentre i Indien!!

Der er bare det, forklarede de os fra Indien, at for at udstede sådanne dokumenter har DWP brug for bevis for, at vi havde betalt bidrag til den engelske National Insurance.

Heldigvis havde vi sådanne kvitteringer og kunne umiddelbart faxe dem til DWP. Og så startede vi på at vente, og vente, og vente.

Telefonopkald til callcenteret i Indien resulterede i forklaringer om at sådanne EU dokumenter kunne forventes efter 12-14 dage.

Så efter mere end en måneds venten ringede vi igen og blev mødt med kommentarer om at 'det ikke synes som om vi troede på at DWP havde sendt dokumenterne' og at 'forsinkelsen sikkert skyldtes det sløve italienske postvæsen ha-ha!'

Men DWP indvilligede allernådigst i at sende kopier af dokumenterne IGEN!

Endelig ankom både originaler og kopier omtrent samtidig.

Originalerne var sendt med almindelig post (overfladepost eller snail mail) fra DWP's "service" center i Filipinerne!!

Fast Track Italien

Så vi bragte stolt dokumenterne til Questura'et i Massa, og så gik det pludselig stærkt.

Politi-damen, højtidelig klædt i official højpudset carabinieri uniform, undersøgte straks EU dokumenterne og overrakte os uden at fortrække en mine vores Permesso di Soggiorne - hver gyldigt i 5 (fem) år!

Hurrah!

Vi skyndte os tilbage til vores Comune i Comano og blev næste dag indskrevet som "cittadini" på vores adresse i Comano, fik et fint ID-kort udleveret, og et Certificato di Residenza, der bekræfter vores bopælforhold.

Således forsynet kørte vi til Aulla og fandt deres Uffizio Entrata, hvor vi straks fik vores Codice Fiscale og fik et midlertidigt bevis herfor.

Senere fik vi tilsendt et fint officielt plastic kort med same nummer.

Således forsynet kørte vi til en bank i den nærliggende landsby Licciana Nardi og åbnede straks en bankkonto og fik omgående udleveret et flot plastickort til brug i alle Bancomater.

Og endelig kørte vi til det lokale ASL kontor i Aulla og blev indskrevet i det italienske sygesikringssystem - uden at betale én Euro!

Senere besøgte vi den lokale læge i Comano, der var yderst venlig og fremkommelig, og straks gav Linda en recept paa nogle tabletter, som vi på det lokale apotek fik udleveret ganske gratis!

Vi havde ellers tidligere betalt over 50 Euro for de samme tabletter i håndkøb.

Så vi er nu lykkeligt indskrevet i de offentlige annaler i Italien, og vi har følgende dokumenter til bevis:
Permesso di Soggiorno, ID-kort, Documento di Iscrizione al Servizio Sanitario Nationale, Certificato di Residenza, Codice Fiscale.

Og så har vi altså også en bankkonto og et bancomat kort!

Hvor lang tid tog det?

Alt i alt omkring 3 måneder.

Mest på grund af ventetiden på vores EU dokumenter fra Filipinerne!

Hvor mange ture tog det?

3 ture til Massa, 2 ture til Carrara, 3 ture til Aulla, og så 2-3 fodture i vores lille landsby.

Hvad lærte vi?

Først, at man ikke skal vente nogen resultater overhovedet ved det første besøg på et officielt kontor.

Første besøg går med at blive forklaret hvordan "systemet" virker, få udleveret de nødvendige dokumenter.

Dernæst går der tid med at fremskaffe den krævede documentation (pas, dåbsattest, EU-dokumenter osv samt pasbilleder i massevis og fotokopier i same antal).

Næste besøg går med at blive forklaret hvar der nu mangler, og ved det tredie besøg er der chance for at man opnår det ønskede resultat (oftest en "billet" til det næste kontor).

En anden ting vi oplevede var, at de offentlige kontorer er befolket med venlige og hjælpsomme mennesker (det er sandt!).

På alle kontorer blev vi mødt med hjælpsomhed og villighed til at forklare, hvordan systemet virker og også drøfte løsningsmuligheder.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at som udlænding repræsenterer man en undtagelses-situation i forhold til, hvad de forskellige kontorer "normalt" tager sig af.

Det er også vigtigt, at man lytter til den vejledning og de råd, man bliver givet.

Det er frem for alt vigtigt, at man IKKE fører sig frem som EU borger med ret til dette og hint, på trods af de italienske love og bestemmelser.

Vi overværede en engelsk herre på Questura'et i Massa, som på engelsk søgte at forklare vores "dame carabiniera" at i Tyskland, hvor han tidligere havde boet, var det hele meget nemmere, og man behøvede ikke alle de dokumenter.

Han er der formentlig endnu!

Det hjælper også gevaldigt, hvis man kan tale italiensk!

Der er kun begrænsede muligheder for at komme frem med Engelsk for slet ikke at tale om dansk.

Men først og fremmest lærte vi at være tålmodige (Pazienza!!) og at der ikke er grund til panik eller frustration.

For, som vi italienere siger: Vi spiser jo hver dag, så hvad er problemet?

Ole Skjodstrup