Af
Hans Bredahl
En Cantina Sociale er
en sammenslutning af vinbønder og ligner ofte en vinfabrik.

Cantina Gambellara
ligger ved Vicenza i Veneto >> 
Et glas
Custoza - en sand fornøjelse, så pyt med byens grimme
tårn...
|
Artikel fra 2004
Den
gamle folkevogns skygge var kravlet i ly under vognen og gjorde sit bedste for
ikke at blive set. Varmen fik landskabet til at dirre, og inde i bilen
skulle den brændende fartvind udgøre en slags køling på turen ned over den italienske
hæl. Rejsen gik mellem Locorotondo og Taranto med kurs mod Gallipoli.
Midt i varmedisen dukkede en Cantina Sociale op, og den gamle VW blev
nedbremset så kraftigt, at skyggen var godt og vel ved at slippe grebet i undervognen
og rasle ud i den brændende sol. Vinfabrik med stalddørssalg
Der, uden en vindrue så langt øjet rakte, stod en vinfabrik med stalddørssalg.
For første gang oplever vi disse store, kølige salgslokaler, hvor et lille kontor
i det ene hjørne udgør ekspeditionen. I den anden ende af lokalet er en lokal
restauratør ved at fylde en 25 liters beholder op med vin fra “tankstationen”,
tre “benzinstandere” med to slags rødvin og hvidvin. Price
og Lorre
Der blev budt på smagsprøver og nu var det bare lige med
at huske, hvad man havde set vinsmagere gøre for ikke at falde helt igennem.
Jeg kom til at tænke på en film med Peter Lorre og Vincent Price hvor Lorre
var proletaren, der bare hældte vinen ned, medens Price var kenderen, der foragtede
sin vinskvulpende modpart. Jeg forsøgte at vælge rollen som Price, men
sluttede med rollen som Lorre. Vi drog derfra med et par gode kasser
vin og fortsatte vores rejse ned mod Gallipoli og senere op over Matera over til
Pæstum >>. Turiststederne
ved stranden var fyldt op i betænkelig grad, men et skilt, der viste vej til
Fulgor Camping ad en ganske smal vej mod havet, viste hen til en pinjedækket
plads med blot to turister. Campingpladsejer Fulvio fortalte i et rablende
kaudervælsk hvordan vi skulle komme ud og ind fra pladsen om aftenen og morgenen
her uden for sæsonen, hvor temperaturen kun var godt og vel over 30 grader.
Efter et besøg hos købmanden og indkøb af vin fra San Lorenzo lokkede vi Fulvio
med et glas vin. Han gjorde ophævelser. Havde meget “lavoro”, eller
“arbeit” som var det tyske ord han kunne, men overgav sig.
I løbet af en hyggelig aften fik han forklaret hvor vi kunne
finde denne Cantina San Lorenzo. For vinen var jo hamrende god!.
For sent - heldigvis
Dagen efter gik turen så op i bjerget
bag Pæstum op forbi Capaccio mod Castel San Lorenzo, hvor vi kunne finde vinhuset.
Vi ankom -til vores store held- lige efter middagslukketid, hvilket betød,
at vi kunne tilbringe tiden med en vidunderlig frokost i den nærliggende restaurant,
hvor turister var så godt som ukendte, og priserne lagt an efter de lokale indkomster.
Ved åbningstid genopførte vi det skuespil, vi havde optrådt med i nærheden
af Locarotondo. Det blev til lidt mere end et par kasser vin, som i triumf
blev bragt ud i den gamle transporter, der stod og stønnede i varmen. Fra
Pæstum gik turen nordover mod Bolsena-søen. Her opdagede vi at man lokalt
gjorde en del ud af hvidvinen Est Est Est, som skulle være særligt god.
Altså måtte vi afsted igen. Lidt mere rutinerede. Lidt mere kritiske.
Ikke så meget Est-Est, men lidt mere af den bedre rødvin. Vi gjorde nu
rovet op, og sagde til hinanden, at nu, hvor vi havde nået et halvt hundrede flasker,
måtte det have en ende. Efter dejlige dage ved søen fortsatte turen nordpå
mod Villafranca og Sommacampagna, og så pludselig dukkede et skilt op. “Custoza”
stod der. Vi huskede begge en hvidvin “Bianco di Custoza”, som havde
været lidt som at ligge med nakken dybt begravet i en blomstereng på en frisk
forårsdag. Derfor svingede vi ned mod byen fast besluttede på ikke at købe
noget -eller ikke ret meget i hvert fald!
Fru Fiona Custoza ligger
på det første bjerg efter Po-sletten, hvis man altså kommer sydfra. Der
er vinmarker så langt øjet rækker. Selve byen består af bjergtoppen - den
gamle del prydet med et højt og ualmindeligt grimt monument, og en nyere bydel,
der mest er et kedeligt villakvarter. På vejen op af bjerget mødte vi
det første skilt med “Vendita Vino” ud for noget, som vi opfattede som en garage.
Det var ikke nogen garage. Det var en vinkælder, som strakte
sig ganske langt ind i bjerget. Og lidt efter mødte vi fru Fiona der sammen
med sine “figli” drev denne lille cantina. Fru Fiona var krum som
en salatagurk, ikke en dag under 80 og skarp som en ragekniv. Her
kunne vi få Bianco di Custoza, og deres rødvin, som de kaldte “Infernale”.
Og vi kunne lide det. Så det forøgede lige samlingen med 24 flasker.
På vej videre nordpå var vi nødt til at stoppe op et par gange, og det viste
sig, da vi kom hjem, at vi havde etableret en vinsamling på 100 flasker.
Bolla og Masi
Og det var bare begyndelsen.
Ikke på samlingen, som vi hen ad vejen kom til at drikke. Nej det blev
begyndelsen på at gøre det til en del af rejsen at finde nye vinhuse her og der,
og hjembringe seks eller tolv flasker, alt efter om vinen nu var god eller meget
god.
Og Custoza viste sig at været et godt udgangspunkt. Her begynder
nemlig endnu en af Italiens utallige “Strada del Vino’er”, og der har vi
fundet mangen en god flaske, ofte på gårde hvor man ikke havde indrettet sig på
turistbesøg.
En anden Strada del Vino ligger langs
Gardasøens østbred >> - en etage oppe, hvor man finder bl.a. vinhuset
Costa d’Oro og mange andre, hvor smag og behag må afgøre, hvad der er værd at
tage med hjem. Vi kan godt lide “Guldkystens vin”, og køber altid et par
kasser. På den seneste rejse gik det ud over Valpolicella-området, hvor det
mildt sagt vrimler med store og små vinproducenter, og hvor vi brugte restaurationernes
vinkort som vejviser.
En slags centrum er Pedemonte, hvor bl. a. en af
de meget store vinproducenter “Bolla” holder til, men hvor et utal andre kan findes.
Ad vejen mod vest finde man yderligere f.eks. huset Masi, som de fleste kender
fra Nettos hylder, og hvor man nok tør sige, at de kan noget med vin.
Vendita Vini
Men vi gik efter en anden producent.
Fandt huset og en lukket port. Ventede en time uden at der var tegn
på ringeste aktivitet på gårdspladsen eller i huset. Endelig valgte vi at
benytte os af en trykknap ved porten - og op gled den.
Da vi kørte ind
på gårdspladsen blev et vindue smækket op og en yngre kvinde råbte forundret,
hvad vi dog ville? “Vendita vini?” svarede vi spørgende, og efter et bekræftende
svar kom hun og hendes søster ned på pladsen. Om vi lige kunne få lov til
at smage? “Naturalmente” og ind gik det til et smukt højloftet lokale, hvor
proppen blev revet af et par flasker, glas skyllet i vin, vinen prøvesmagt og
endelig serveret. En herlig frisk Classico og en helt fantastisk “Ripasso”.
Og priserne?
Jamen det vil vi slet ikke
nævne, og endnu mindre navnet.
Det vil vi have for os selv. De
fleste spørger: Jamen, kan vinen holde til at blive kørt den lange vej hjem i
en gammel VW-transporter. Svaret er, at det kunne det meste.
Men
til vores store ærgrelse måtte vi undvære Infernalen sidste år. Fru Fionas
vin kunne pludselig ikke mere klare turen nordpå. Men vi kikker indenfor
næste gang. det kan jo være, at det bliver bedre!
- Af Hans Bredahl
|
Retur til Vin >> Artikler
Hans Bredahl har set Italien gennem
en bilrude >> Hans Bredahl
gennem Europa til Paestum >> Hans Bredahl
på sprogkursus i Marche >> Links Custoza-vinvejen
>>  180
vingårde og "cantina´er" i Puglia >>
Vingårde,
der producerer Est! Est! Est! >>  Cantine
Aperte - Åbne Vingårde Klik en region >> 
|