OPMÆRKSOM
CHAUFFØR
ER PÅKRÆVET!
...jeg er vant til Milanos meget voldsomme trafik,
og små bjergveje er efter ti års ferie ved Ledro-søen
>> ikke noget problem, men turen i marmorbjergene
satte dog mit blodtryk ret voldsomt i vejret...
Lastbilerne med marmor-blokkene kender selvfølgelig de nogle
gange meget smalle veje som deres egen lomme, og de suser op
og ned ad bjergene i voldsom fart og uden meget hensyn til små
personbiler.
Næste gang skal turen foregå en søndag,
hvor man må formode, at ingen lastbil-chauffører prøver
at slå rekorden for hvor mange gange, de kan køre turen...
Vi er i området lige bag byerne Massa
og Pietrasanta
>>
7 hovedtyper
af Carrara-marmor
Selv om de fleste spontant kun tænker på den mælkehvide
marmor, brydes der utallige typer marmor i Carrar-bjergene.
De syv typer, der alle findes i mange varianter er Bianco, Statuario,
Venato, Arabescato, Calacata, Bardiglio og Cipollino Zerbino.
Bianco er den klassiske helt hvide marmor med meget få
urenheder.
Statuario er den fineste type elfenbensfarvede
marmor, der siden romertiden er blevet brugt til netop at fabrikere
statuer.
Venato er en af de mest brudte marmortyper - den er hvis med
grålige årer.
Arabescato har bredere grå vener med mønstre

Calacata har gullige vener på den hvide baggrund

Bardiglio er mørkere

Cipollino har går-grønlige årer. Den type
er meget sjælden i Carrara-området, men ellers udbredt
i den del af Appeniner-bjergene, der kaldes for Alpe Apuane.
|
Der er det ene fantastiske panorama efter det andet på
turen i marmorbjergene ved Carrara.
Der er 190 marmorbrud i Carrara-området og omkring 100
er aktive

Man slipper for at køre selv, hvis man tager på
en organiseret tur.
Fx. Marmortour.com
>> -
fra april til oktober fra 11 til 17/18.30.
Pris 2012 € 9 for voksne og € 4 for børn op
til 12 år.
Mødested Piazzale Fantiscritti, 84 - Miseglia, Carrara.

Marmor-udvindingens historie
Man hører om marmor fra Carrara fra første århundrede
før vor tidsregning. Dengang hed det "Marmor Lunese",
opkaldt efter den store romerske by Luni i nærheden.
Efter Romerigets fald hører man ikke meget til det
hvide marmor indtil slutningen af 1200-tallet.
Man genbruger romertidens teknikker indtil man 1700-tallet begynder
at bruge krudt og andre eksplosive materialer.
Med håndkraft hakkede med en revne, som man udvidede med
syre, og fik på den måde store marmorstykker til
at løsrive sig fra bjergsiderne.
Mellem 1876 og 1890 byggede man en jernbane, der skulle lette
transporten af marmorblokkene.
Banen var 22 km lang og havde en højdeforskel på
450 meter.
Marmor-jernbanen indstillede driften i 1964, da moderne lastbiler
var blevet mere effektive transportmidler.
I dag kan man stadig se broen ved Ponti di Vara, der
i sin tid var et jernbane-knudepunkt. I dag må jernbane-tunnellen
kun befærdes af marmor-lastbiler, der på den måde
kan spare nogle kilometer på de snoede og smalle veje
i området.
I dag er standardstørrelsen på en marmorblok, når
den transporteres ned til Carrara cirka 1,8 x 2,0 x 2,8 meter.
Der brydes både marmor under åben himmel og i underjordiske
miner.
Der findes flere museer langs marmor-vejene, hvor man kan
se modeller af marmorbruddene, gamle maskiner og værktøj
- og købe suovenir...
Her et tog, der bragte marmor ned til lavlandet via den nu nedlagte
jernbane...



Der findes mange mindesmærker i området, der beskriver
og hylder det hårde arbejde i marmor-bruddene.
|
|