Artikel fra juli 2004
Glemte kufferter i rutebilen...
Vi havde så travlt med at se, hvor vi var, og hvor vi kunne købe busbilletterne at vi glemte vores to kufferter bag i den gamle rutebil.

Vi havde rejst fra morgenstunden i mange timer, og var trætte, og gik ind på stationen for at finde et billethul.



Efter at have været sendt frem og tilbage en del gange mellem forskellige billetluger og afdelinger på den store banegård, fandt vi endelig et sted, vi kunne købe vores busbillet, og så skyndte vi os, for der var kort tid til toget skulle gå, og vi skulle ud af banegården, og over på et andet spor lidt længere væk, før vi kunne komme på lokaltoget.

Fortvivlet chauffør
Endnu havde vi ikke opdaget, at vi manglede vores bagage??

Men da vi kommer ud fra banegården, ser vi buschaufføren løbe svedig og fortvivlet rundt.

Han havde simpelthen spurgt efter de to hvide tåbelige turister overalt, og fundet os.

Vi fik vores bagage, og chaufføren nogle penge og en million tak for hjælpen.

Ser I, hvis han bare var kørt videre /eller havde været uærlig og taget vores kufferter, hvilken ferie havde vi så fået??

I kufferterne var fotoapparater, tøj ja alt hvad vi skulle bruge til vores ferie..

Vi var taknemmelige og lykkelige, og lo overgivent.

Den ferie tegnede godt.

Endelig på vej i lokaltoget, var vi offer for nysgerrige blikke. Toget var fyldt at nedslidte italienere på vej hjem fra arbejde, de stod af på nogle af de mange små stationer, vi passerede med bumletoget.

Endelig nåede vi vores lille by.

Alberobello: Der betyder ”Det smukke træ”.

Den lille søde station, som i min barndom med stationsforstander med kasket og slikkepind og fløjte.

De havde god tid, fik en sludder med togføreren, og han fik endda bragt en madpakke af en eller anden.

Vi stod af sammen med nogle få lokale. Og fik hevet kortet frem og fik mod centrum.

Vi skulle bo på et lille bitte hotel.

Da vi nåede hotellet efter ¼ time, blev vi mødt af en helt forskrækket vært. Jeg havde skrevet til ham, og fortalt, hvornår vi ville være fremme på hotellet.

Varm modtagelse på hotellet
Han fortalte med arme og ben, at vi skulle have ringet til ham, vi skulle have været hentet, vi skulle ikke slæbe de tunge kufferter, osv.

Han tog straks begge to, og slæbte dem et par etager op ad en smal trappe.

Her er værelset, sagde han, I har fået det bedste jeg har.
Tænk at I har rejst så langt og alene, for at komme til mit Hotel.

Vi fik jordens skønneste værelse, med udsigt til 400 trulli, og solnedgang, med en stor terrasse med store kummer fyldt med duftende blomster, og når vi havde pakket ud skulle vi komme ned og spise.

Han havde lavet et overdådigt måltid, der var til mindst 8 personer, vi kunne slet ikke spise op.

Til tæt kirkekoncert
Dagen efter gik vi til den lokale kirke og til koncert og sang af byens unge mennesker.

Vi satte os forsigtigt lidt tilbage, og det forunderlige skete, i løbet af et øjeblik sat vi tæt, tæt skulder ved skulder med italienerne.

På min side satte en ældre dame sig, og hun tog min hånd, spurgte om hvor vi kom fra, hvor længe vi skulle være der, om vi var katolikker osv.

Hun beholdt min hånd længe i sin, og forklarede mig, at når der sad fremmede i kirken, så sluttede man helt op om disse.

Man satte sig så tæt man kunne, således at de ikke kunne undgå, at mærke, at de var en del af fællesskabet.

Dagene herefter hilste alle på os, aldrig har så mange sat godmorgen, og godnat og god dag – aldrig har vi fået så mange varme smil, alle vidste hvem vi var, hvor vi boede, hvor vi ville gå hen, den pågældende dag.

Om aftenen gik de unge mennesker hen på Torvet.
Forældrene gik også derhen, og bedsteforældrene.
Alle stod og talte sammen, der var børn i alle aldre.
De, der var under 14-15 år var sammen med forældrene, og de der var over, stod for sig selv.
Ingen af disse unge mennesker drak spiritus eller øl, men deres latter og smil kunne ses og høres, de morede sig, de fortalte historier, de diskuterede, imens forældre og bedsteforældre fik talt om deres ting.
Vi sad ofte på en bænk om aftenen på torvet, og NØD det.

Så familierne komme ud af husene, så de unge og deres ungdom og skønhed, deres forventninger, men de rørte ikke hinanden, de var ikke kærester med nogen.

Når jeg ser vores egne unge stå og hænge i vores by, halv- eller helfulde og meget meget unge- nærmest børn, og så hvordan disse unge kunne more sig i banale lege uden en eneste dråbe.

Det var bare dejligt.

Byen havde ingen spilleautomater, ingen unge sad på internetcafeer, de var ingen biograf, osv.

Men man kunne have det sjovt alligevel.

Livsglæde trods arbejdsløshed
Der er 50 % arbejdsløshed blandt mændene, mange har nemlig ikke arbejde om vinteren, der er lidt turisme (italienere, der kommer for at se trullibyen) – og der er lidt vinavl, mandel og figner, ellers ikke noget.

Kvinderne har ikke arbejde, for der er ikke arbejde at få.

Alligevel er de så glade og tilfredse, og tager livet helt som det kommer, en dag af gangen, uden at planlægge ret meget.

Jeg synes det er forstemmende at se og høre vores rige land, hvor mange sindssyge, ensomme og hjemløse der er, og så se, hvordan alle her i denne lille by hjælper hinanden, bære over med hinanden, og hvordan præsten er et naturligt samlingspunkt, én som man kan gå til med store og små ting, glæder og sorger.

Jeg har måske aldrig siden min barndom, oplevet et sted, med sådan en kærlighed til medmennesket og sådan en ro.

Det var som om års tunge åg blev løftet af skuldrene, at være gæst i Alberobello.

Gåture og drypstenshuler
Vores vært spurgte hver dag, hvor vi skulle hen, hvad vi skulle se, og om aftenen, hvad vi havde oplevet.
Vi gik enten 10 km ud af landevejen, ud på landet, hvor jorden er mørkerød af jern, og trulli-gårdene ligger spredt.
Folk vinkede til os, spurgte hvor vi kom fra, hvorfor vi gik tur?? Osv. Andre gange tog vi lokaltoget til en naboby for at se nogle andre kirker og et par kunstudstillinger og Europas største drypstenshule.

Faste gæster på stationen
På stationen var der 4 ansatte.

Èn solgte billetter, én passede telefonen, én så det ud til underholdte de andre og én var stationsforstander.

Også de havde stor fornøjelse af at finde ud af, hvor de underlige fra Nord skulle hen i dag, og alle undrede sig over, hvordan vi dog kunne få noget ud af at bo i den lille by.

Vi fortalte dem, at vi havde set Venedig, været i Rom, i opera i Verona, gået på vulkanen Etna og på Vesuv, men at vi aldrig have været et sted, hvor vi have mødt så megen venlighed og varme, og at vi havde tabt vores hjerte til Alberobello.

Så var det lige før de kneb en tåre, og vi blev krammet og kysset på kinderne.

En aften kom der en italiensk familie med far, mor og børn og bedsteforældre, de skulle alle bo som vores naboer i det same størrelse værelse som vi var to om.

De gik ud på deres terrasse og dækkede op med mad.

Da de fik øje på os, blev vi straks inviteret til hjemmebagt brød og mad, og de talte rivende italiensk, selvom den ene søn prøvede at forklare dem, at vi jo nok ikke forstod så meget.

Men varmen, venligheden den skal der ikke noget fælles sprog til.

Vores vært stod op midt om natten, da vi skulle rejse, selvom vi havde afregnet aftenen før.

Han havde dækket et fint morgenbord, lavet kaffe og der var varme boller og masser af mad, vi skulle jo rejse langt.

Han bedste ven kørte os til lufthavnen, der var 60 km, for der var ingen tog så tidligt om morgenen, og det havde værten arrangeret.

Det var på alle måder en helt vidunderlig varm ferie.
-Kirsten