Artikel fra maj 2004
Bagefter bliver man nødt til at spørge sig selv, om det nu var så godt alt sammen.
Kunne maden ikke godt have været lidt bedre?
Var vinen nu helt i orden?



Var det en betjening, man ville finde sig i derhjemme?

Svaret er da nok selvfølgelig nej!

Men hvorfor havde vi så så svært ved at tørre grinet af ansigtet, da måltidet omsider, efter små tre timer, var færdigt?

Jo, det skal jeg såmænd sige dig.

Det var fordi det havde alle de kvaliteter, som gør Italien til et rejseland, man altid forlader med vemod.

Det hele begyndte da vejret i den lille bjergby Cori godt 50 km. syd for Rom viste tegn på tiltagende fugt.

Hvad kunne være bedre end at køre en tur rundt i landskabet, måske opsøge nogle af de nærmeste byer, se nærmere på Albanerbjergene eller hvor bilen nu ville bringe os.

Jagten

Efter en herlig udflugt nærmede tiden sig for dagens næste store æventyr, jagten på en frokost.

Meget tydede denne dag på, at det ikke ville lykkes.
Frokostjagten går ud på nøje at observere parkeringspladserne rundt om cafeer og restauranter.

Når vi finder et sted, hvor mange lastbiler er parkeret, tror vi på, at vi har fundet en frokost.

På sådanne opdagelsesrejser har vi oplevet mirakler og kun en enkelt eller to katastrofer.

Jagten på frokosten gik ind mellem Artena og Colleferro, to små byer syd for Velletri.

Klokken nærmede sig 13,30 og vi var helt ærligt så småt ved at opgive.

Sådan er det jo med jagt.
Sommetider kommer man tomhændet hjem.
Men netop som vi var ved at konkludere på den måde, dukkede en restaurant op, som var belejret af biler på alle sider.

Kaos

Vi fandt en plads til bilen bag bygningen, der lå imellem en hob huse, som bestemt ikke skulle regnes med, hvis man skulle opgøre kvaliteten af ældre italiensk arkitektur, og selve restauranten var som vanligt med det oprindelige hus som kerne, og omkring det store tilbygninger, som var vokset frem i takt med successen.

Indenfor fandt vi kaos.

Uden at have talt tør jeg påstå, at der var over hundrede gæster.
Tjenerne talte jeg.
Der var fire.

En af dem fik vi i forbifarten spurgt, om vi kunne sætte os, og det accepterede han.

Der sad vi så blandt italienere af alle afskygninger.
Bag os til højre var en større selskab igang med første ret.
Til venstre blev en omkring 6-årig dreng madet af sine halvgamle forældre.

Skråt foran en familie med en dreng, hvis iskolde øjne og udseende fik en til at fryse, og længere fremme den smarte, lidt for gamle mand med solbriller, pomadiseret hår, lidt for stram skorte og en Guccilivrem, der var snøret så tilpas stramt til, at den dels afslørede tiltagende overvægt, dels placeringen af hans genitalier i de lidt for stramme mørkeblå bukser med knivskarpe pressefolder, selvfølgelig sammen med to donnaer, begge majet ud efter alle kunstens udførlige regler.

Alle var der selvom skilte på væggene forkyndte, at vi bare havde at finde os i betjeningen.

God tid

Vi fik god tid til at studere de andre gæster og arbejdet ved den store centrale grill.

Masser af tid.

Så meget at en gennemsnitsdansker forlængst fnysende ville have forladt værtshuset.

Men vi blev siddende.

Det gør vi altid, og det betaler sig næsten altid.

Da vi i en halv time havde kikket på resterne fra de tidligere gæster ved vores bord, blev det pludselig ryddet, og få sekunder senere stod der en halv liter rødvin og en liter mineralvand og promenerede på bordet.

Ikke fordi vi havde bestilt det: Det havde vi ikke..

Og nu glædede vi os så til at få gang i bestillingen af mad.

Vi vidste jo, at der sandsynligvis ikke var noget spisekort, og at det bare var om at hænge på, når menuen blev remset op.

Men sådan gik det nu ikke.

Nogle minutter senere blev der klasket et par tallerkner på bordet med en lille portion Tagliatelle al pomodori, og det gav vi os, lidt overraskede, i kast med.

Primi

Fra min plads kunne jeg se, at store pander med pasta blev bragt ind til et par serveringsborde, hvor overtjeneren kylede skefulde op i tallerkner i stakkevis, som lynhurtigt blev bragt ud til bordene.

Bag ham stod en tilsvarende vogn med et bjerg af råt kød.

Der var med andre ord ikke tvivl om, hvad der blev serveret som "Primi".

Da vi efter kort tid havde tømt vore tallerkner, fik vi den næste overraskelse.

Med en jonglørs elegance kastede tjeneren endnu to tallerkner pasta på vort bord.

Og nu lagde jeg mærke til, at andre gæster, som endnu ikke havde fået stillet hungeren, gik op til overtjeneren og fik sig en skefuld mere.

Nå, men jeg spiste videre, og da jeg var færdig kom overraskelse nr. tre.

To svingende portioner Tagliatelle al pomodori blev igen kastet på bordet, og da vi denne gang spagt protestererede, sagde tjeneren hurtigt "Piano, piano" og forsvandt hurtigt.

Ok!

Vi pianerede en kort stund, og så blev de to portioner fjernet.

Selvbetjening

Det blev iagttaget af en anden gæst, der minutterne forinden havde ryddet et bord til sig selv.

Lagt ren dug og bestik på, og var klar til første ret.
Han susede efter tagliatellen ud i køkkenet, bragte triumferende en fyldt tallerken med ind.

Greb i forbifarten en halv karaffel vin, som var efterladt af tidligere gæster, og satte sig til at spise.

Og så ventede vi på at få lov til at bestille en "secondi".

Men der skulle ikke bestilles.

Der kom to tallerkner med grillkød nok til at fodre en mindre siciliansk landsby.

Dertil salat og brød.

Og det fik vi forresten alle sammen.

Nu ville vi gerne have lov til at slutte med to kaffe (espresso), men vi vidste ikke rigtigt om vi selv skulle hente det.

Det ville de imidlertid gerne have lov til at servere, og det var en dejlig kaffe.

Betaling

Tilfredse med både maden og underholdningen, bad vi nu om at få lov til at betale, og blev afkrævet den fyrstelige sum af 20 Euro, altså 150 kr. for et måltid bestående af to gange to retter, to halve flaske rødvin (blev det til), mineralvand og to kaffe.

Og vi var slet ikke færdige, for da vi belavede os på at gå, blev vi standset af overtjeneren, der lige havde bragt en kage ind til det større selskab, der havde siddet bag os.

" I kan da ikke gå, før I har smagt kagen!", og vi kunne da ikke spise kage uden et glas dessertvin til.

Ved det store bord besluttede de så, at så kunne vi da lige så godt få en halv flaske af den gode dessertvin, og sådan gik en god del af den dag.

Nej, vi skulle selvfølgelig ikke betale for hverken kage eller vin! Vi indrømmer gerne, at vi var en smule opstemte på vejen hjem til Cori, hvor vi havde lejet en aldeles pragtfuld lejlighed >>.

Den dag turde jeg undersøge, om det kunne lade sig gøre at køre folkevognen igennnem byens afsindigt smalle gyder hjem til lejligheden.

Det kunne det.

Der var 1,5 centimeter tilbage at give af i begge sider, og det er som bekendt rigeligt, når der ikke er modkørende færdsel.


Særlig oplevelse

Dette med at leje en lejlighed og bo samme sted i fjorten dage er iøvrigt en ganske særlig oplevelse.

Lejligheden i Cori lejes ud af et dansk ægtepar, som har lagt en imponerende indsats i at gøre selve lejligheden til en oplevelse.

Men mest fantastisk er, at lejligheden oppe i den lille bjergby har næsten frit udsyn helt ud til det Tyrrenske hav.

Man kikker faktisk ud mod invasionskysten ved Anzio, hvor nogle af 2. verdenskrigs blodigste slag stod.

Det gik også ud over Cori, der måtte tage nogle svære bombardementer.

Som næsten alle italienske byer, har Cori også sin særlige historie.

Byen er ældre en Rom, og en kampestensmur er en af byens seværdigheder.

Når man gennem mange rejser gennem Italien har spekuleret på, hvordan livet former sig i det små byer, som klynger sig til bjergtoppene rundt omkring i landet, giver sådan et længere ophold en ganske god fornemmelse af den særlige italiensk logik.

I Coris gamle by er gaderne så smalle, at store biler er en umulighed.

At jeg fik bugseret folkevognen igennem kan alene skyldes, at rødvinen der på egnen har nogle ganske særlige egenskaber.

Men beboerne i en sådan bjergby skal jo også kunne færdes, og derfor støder man kun sjældent på trafikrestriktioner.

Til gengæld udvikler de lokale bilejeren en parkeringsekvilibrisme som næppe ses mage til mange steder.

De har også udviklet en tålmodighed, som ville tage livet af en københavnsk gennemsnitscyklist.

Ting tager den tid ting tager!

Basta!

Jeg skylder at nævne, nu jeg har oplyst at en hel midddag med to retter,vin, kaffe og kage koster 10 Euro, at jeg købte en øl på færgen fra Puttgarden på vejen hjem.

Den kostede næsten fem Euro.

Hans Bredahl