Af
Hans Bredahl
Private
danske ferieboliger i Cori >>
|
Artikel fra maj 2004
Bagefter bliver man nødt til at spørge sig selv, om det nu var
så godt alt sammen.
Kunne maden ikke godt have været lidt bedre? Var vinen nu helt i orden?
Var det en betjening, man ville finde sig i derhjemme?
Svaret er da nok selvfølgelig nej!
Men hvorfor havde vi så så svært ved at tørre grinet af ansigtet, da måltidet
omsider, efter små tre timer, var færdigt? Jo, det skal jeg såmænd sige
dig. Det var fordi det havde alle de kvaliteter, som gør Italien til et
rejseland, man altid forlader med vemod. Det hele begyndte da vejret
i den lille bjergby Cori godt 50 km. syd for Rom viste tegn på tiltagende fugt.
Hvad kunne være bedre end at køre en tur rundt i landskabet, måske opsøge
nogle af de nærmeste byer, se nærmere på Albanerbjergene eller hvor bilen nu ville
bringe os. Jagten Efter en herlig udflugt
nærmede tiden sig for dagens næste store æventyr, jagten på en frokost.
Meget tydede denne dag på, at det ikke ville lykkes. Frokostjagten går ud
på nøje at observere parkeringspladserne rundt om cafeer og restauranter.
Når vi finder et sted, hvor mange lastbiler er parkeret, tror vi på, at vi
har fundet en frokost. På sådanne opdagelsesrejser har vi oplevet mirakler
og kun en enkelt eller to katastrofer. Jagten på frokosten gik ind mellem
Artena og Colleferro, to små byer syd for Velletri. Klokken nærmede sig
13,30 og vi var helt ærligt så småt ved at opgive. Sådan er det jo med
jagt. Sommetider kommer man tomhændet hjem. Men netop som vi var ved
at konkludere på den måde, dukkede en restaurant op, som var belejret af biler
på alle sider. Kaos
Vi fandt en plads til
bilen bag bygningen, der lå imellem en hob huse, som bestemt ikke skulle regnes
med, hvis man skulle opgøre kvaliteten af ældre italiensk arkitektur, og selve
restauranten var som vanligt med det oprindelige hus som kerne, og omkring det
store tilbygninger, som var vokset frem i takt med successen.
Indenfor
fandt vi kaos.
Uden at have talt tør jeg påstå, at der var over hundrede
gæster. Tjenerne talte jeg. Der var fire. En af dem fik vi i
forbifarten spurgt, om vi kunne sætte os, og det accepterede han. Der
sad vi så blandt italienere af alle afskygninger. Bag os til højre var en
større selskab igang med første ret. Til venstre blev en omkring 6-årig dreng
madet af sine halvgamle forældre. Skråt foran en familie med en dreng,
hvis iskolde øjne og udseende fik en til at fryse, og længere fremme den smarte,
lidt for gamle mand med solbriller, pomadiseret hår, lidt for stram skorte og
en Guccilivrem, der var snøret så tilpas stramt til, at den dels afslørede tiltagende
overvægt, dels placeringen af hans genitalier i de lidt for stramme mørkeblå bukser
med knivskarpe pressefolder, selvfølgelig sammen med to donnaer, begge majet ud
efter alle kunstens udførlige regler. Alle var der selvom skilte på væggene
forkyndte, at vi bare havde at finde os i betjeningen. God
tid Vi fik god tid til at studere de andre gæster og arbejdet ved
den store centrale grill. Masser af tid. Så meget at en gennemsnitsdansker
forlængst fnysende ville have forladt værtshuset. Men vi blev siddende.
Det gør vi altid, og det betaler sig næsten altid. Da vi i en
halv time havde kikket på resterne fra de tidligere gæster ved vores bord, blev
det pludselig ryddet, og få sekunder senere stod der en halv liter rødvin og en
liter mineralvand og promenerede på bordet. Ikke fordi vi havde bestilt
det: Det havde vi ikke.. Og nu glædede vi os så til at få gang i bestillingen
af mad. Vi vidste jo, at der sandsynligvis ikke var noget spisekort,
og at det bare var om at hænge på, når menuen blev remset op. Men sådan
gik det nu ikke. Nogle minutter senere blev der klasket et par tallerkner
på bordet med en lille portion Tagliatelle al pomodori, og det gav vi os, lidt
overraskede, i kast med. Primi Fra min plads
kunne jeg se, at store pander med pasta blev bragt ind til et par serveringsborde,
hvor overtjeneren kylede skefulde op i tallerkner i stakkevis, som lynhurtigt
blev bragt ud til bordene. Bag ham stod en tilsvarende vogn med et bjerg
af råt kød. Der var med andre ord ikke tvivl om, hvad der blev serveret
som "Primi". Da vi efter kort tid havde tømt vore tallerkner, fik vi
den næste overraskelse. Med en jonglørs elegance kastede tjeneren endnu
to tallerkner pasta på vort bord. Og nu lagde jeg mærke til, at andre
gæster, som endnu ikke havde fået stillet hungeren, gik op til overtjeneren og
fik sig en skefuld mere. Nå, men jeg spiste videre, og da jeg var færdig
kom overraskelse nr. tre. To svingende portioner Tagliatelle al pomodori
blev igen kastet på bordet, og da vi denne gang spagt protestererede, sagde tjeneren
hurtigt "Piano, piano" og forsvandt hurtigt. Ok! Vi pianerede
en kort stund, og så blev de to portioner fjernet. Selvbetjening
Det blev iagttaget af en anden gæst, der minutterne forinden havde ryddet
et bord til sig selv. Lagt ren dug og bestik på, og var klar til første
ret. Han susede efter tagliatellen ud i køkkenet, bragte triumferende en fyldt
tallerken med ind. Greb i forbifarten en halv karaffel vin, som var efterladt
af tidligere gæster, og satte sig til at spise. Og så ventede vi på at
få lov til at bestille en "secondi". Men der skulle ikke bestilles.
Der kom to tallerkner med grillkød nok til at fodre en mindre siciliansk landsby.
Dertil salat og brød. Og det fik vi forresten alle sammen. Nu
ville vi gerne have lov til at slutte med to kaffe (espresso), men vi vidste ikke
rigtigt om vi selv skulle hente det. Det ville de imidlertid gerne have
lov til at servere, og det var en dejlig kaffe. Betaling
Tilfredse med både maden og underholdningen, bad vi nu om at få lov til
at betale, og blev afkrævet den fyrstelige sum af 20 Euro, altså 150 kr. for et
måltid bestående af to gange to retter, to halve flaske rødvin (blev det til),
mineralvand og to kaffe. Og vi var slet ikke færdige, for da vi belavede
os på at gå, blev vi standset af overtjeneren, der lige havde bragt en kage ind
til det større selskab, der havde siddet bag os. " I kan da ikke gå,
før I har smagt kagen!", og vi kunne da ikke spise kage uden et glas dessertvin
til. Ved det store bord besluttede de så, at så kunne vi da lige så godt
få en halv flaske af den gode dessertvin, og sådan gik en god del af den dag.
Nej, vi skulle selvfølgelig ikke betale for hverken kage eller vin! Vi
indrømmer gerne, at vi var en smule opstemte på vejen hjem til Cori,
hvor vi havde lejet en aldeles pragtfuld lejlighed >>. Den dag
turde jeg undersøge, om det kunne lade sig gøre at køre folkevognen igennnem byens
afsindigt smalle gyder hjem til lejligheden.
Det kunne det. Der
var 1,5 centimeter tilbage at give af i begge sider, og det er som bekendt rigeligt,
når der ikke er modkørende færdsel. Særlig
oplevelse Dette med at leje en lejlighed og bo samme sted
i fjorten dage er iøvrigt en ganske særlig oplevelse. Lejligheden i Cori
lejes ud af et dansk ægtepar, som har lagt en imponerende indsats i at gøre selve
lejligheden til en oplevelse. Men mest fantastisk er, at lejligheden oppe
i den lille bjergby har næsten frit udsyn helt ud til det Tyrrenske hav. Man
kikker faktisk ud mod invasionskysten ved Anzio, hvor nogle af 2. verdenskrigs
blodigste slag stod. Det gik også ud over Cori, der måtte tage nogle
svære bombardementer. Som næsten alle italienske byer, har Cori også
sin særlige historie.
Byen er ældre en Rom, og en kampestensmur er en
af byens seværdigheder. Når man gennem mange rejser gennem Italien har
spekuleret på, hvordan livet former sig i det små byer, som klynger sig til bjergtoppene
rundt omkring i landet, giver sådan et længere ophold en ganske god fornemmelse
af den særlige italiensk logik. I Coris gamle by er gaderne så smalle,
at store biler er en umulighed. At jeg fik bugseret folkevognen igennem
kan alene skyldes, at rødvinen der på egnen har nogle ganske særlige egenskaber.
Men beboerne i en sådan bjergby skal jo også kunne færdes, og derfor
støder man kun sjældent på trafikrestriktioner. Til gengæld udvikler
de lokale bilejeren en parkeringsekvilibrisme som næppe ses mage til mange steder.
De har også udviklet en tålmodighed, som ville tage livet af en københavnsk
gennemsnitscyklist. Ting tager den tid ting tager! Basta!
Jeg skylder at nævne, nu jeg har oplyst at en hel midddag med to retter,vin,
kaffe og kage koster 10 Euro, at jeg købte en øl på færgen fra Puttgarden på vejen
hjem. Den kostede næsten fem Euro. Hans Bredahl |
Retur
til Mad <<
Lazio regionen >>
Artikler
Hans Bredahl gennem
Europa til Paestum >>
Hans Bredahl
på sprogkursus i Marche >>
Hans Bredahl
Italien set
gennem en bilrude >>
Ordbog til spisekortet
>>
op /\
op /\
op /\
op /\
op /\
|