Wroouumm...


April 2015

Veteranbiler & motorcykler - træf og begivenheder i Italien >>

Formel 1 pilot for en dag (Artikel fra 2000)

Italieneren Max Biaggi er flere gange motorcykel-verdensmester, men selv om han er vant til hestekræfter og motorbrøl, fik han røde kinder og strålende øjne som en lille dreng, da han i januar fik en prøvetur i Ferrari's Formel 1.

Der er altså ikke noget at sige til, at Rejsegalleriets medarbejder Niels Hjørting er mere end vildt begejstret for at fortælle om en gruppe danskeres besøg på Formel 1-centeret "Circuit Du Luc-En-Provence" nordøst for Cannes i Sydfrankrig. Centeret er bygget op omkring et tidligere Formel 1-team, og tilbyder helt almindelige bilister mulighed for at prøve en dag som Formel 1-pilot.
En ting er nemlig at se Formel 1 på tv.
Noget helt andet er suset ved at være tilskuer på banen til et løb.
Men intet kan sammenlignes med selv at sidde bag det rattet i en vaskeægte Formel 1-racer.
- Formel 1 er bedre end Viagra-piller, griner Niels, men skynder sig at tilføje, at en dag på banen faktisk er en alvorlig sag.

IKKE FOR SJOV
Dagen begynder i bussen på vej op til centeret.
Her er ingen af deltagerne i tvivl om, at de nok skal vise de andre, hvem der går rundt med en ny Schumacher eller Villeneuve i maven.
Stemningen bliver ikke mindre løssluppen i omklædningsrummet, hvor hjelme, overtrækshuer, køredragter og køresko er parat til hver enkelt.

Men Formel 1 er ikke noget, man spøger med, og efter en hurtig morgenkaffe begynder de første teori-lektioner.
Her går det op for deltagerne, at der skal høres godt efter. Instruktionen foregår på engelsk - med stærk fransk accent - men det skal der ikke grines af, for finder man ikke ud af, at "clutch" betyder kobling, risikerer man at blive "lost".

Der skal heller ikke grines af instruktøren Arnauds motorlyde. Lydene skal i stedet huskes, så man lærer at genkende det nøjagtige punkt for et korrekt gearskifte.

DYRT LEGETØJ
Dem, der troede, de bare kunne hoppe ned i raceren, og så derudaf med 150 - mindst - i timen, må tro om.
Det fremgår af instruktørens bemærkninger, at bilerne - ikke i første omgang deltagere - trods forsikringer er så dyrt legetøj, at der skal instrueres mere end grundigt før start.
Den 2,2 kilometer lange bane skal også læres udenad, så kurverne ikke kommer som en overraskelse.
Efter teorien går turen i minibus ud til banen, og til formiddagens kørsel med Formel-3-racere.

Her venter de resterende af det 12 mand store team, der styrer banen, og foran raceren forstår man pludselig, at deltagerne ikke må være over 1 meter og 95 centimeter høje eller veje mere end 100 kilo.
Der er simpelthen ikke plads til personer af den støbning nede i racerne.

Fornemmelsen af motor-løb bliver helt konkret, når rattet "klikkes" af og på, for at man kan komme ned og blive spændt fast i sædet.
Og så er det ud på de første prøveomgange.

PEDALERNE SIDDER TÆT
Tider og topfart er pludselig fuldstændig ligegyldige, for nede i raceren har man nok at gøre med IKKE at trykke på speeder, kobling og bremse på samme tid.
Et lille vrik med med foden eller benet er nok til at aktivere flere pedaler på samme tid, og man skal også vænne sig til at køre med næsten strakte arme.
Fem oprivende prøveomgange, hvor man først tror, man har glemt alt, hvad instruktøren sagde i teori-lokalet.
Og en enkelt af deltagerne må da også ud og dreje ufrivilligt rundt på græsset et par gange.

Men efter et par omgange kommer man i tanke om mange detaljer, og til sidste forventer man faktisk at blive rost for sin kørsel.
Det bliver man så også - i cirka tre sekunder. Og derefter følger en gennemgang af ALT det, man gjorde forkert.
I alt 25 omgange, og på de sidste runder inden frokost lykkes det alle at få nogenlunde fod og styr på Formel 3-racerne.

SÅ ER DET ALVOR!
Efter en sportslig frokost med masser af kulhydrater, og naturligvis kun mineralvand på bordet, er det retur i teorilokalet, og nu er der ingen, der trækker på smilebåndet af Arnauds motorlyde.
Derefter banen rundt tre gange i minibussen, akkompagneret af Arnaud og lyden af bussen, der smides rundt i kurverne, som om den deltog i et motorløb, og med opvarmningslarmen fra den ægte Formel 1-racer i baggrunden.

Sat af foran pit'en venter alle på at komme i gang.
Og uden varsel brøler mekanikeren pludselig forbi os i Formel 1: 500 kilo bil kombineret med 650 hestekræfter.

Det går pludselig op for os, at hvis Formel 3 er et spring fra en et-metervippe, så er der tårnudspring på programmet nu.
Der er også kommet et ekstra hold ambulancefolk og brandmænd til for en sikkerheds skyld, og pudsigt nok skal alle lige en tur omkring toilettet, inden det bliver deres tur.

Gennem motorlarmen brøler instruktøren de sidste 300 gode råd, mens man venter på "go"-tegnet og er klar til at finde det rigtige koblingspunkt, og så er det ellers afsted som fører af det ultimative køretøj indenfor motorsporten.

MOTORLARM RINGES HJEM
En ad gangen prøver alle deres ture rundt på banen, og de ventende bruger flittigt mobiltelefonen til at ringe motorlarmen hjem - og måske også til at styrke modet ved at fortælle, at "om lidt er det mig, der kører Formel 1".

Det er ubeskriveligt, og så alligevel: Udsynet indskrænker sig til forhjulene og et stykke af pisten, overkroppen er spændt fast, armene næsten sat i spænd, og husk nu, at det er nok at vride håndflader, fødder eller ben en anelse til den ene eller den anden side for at få bilen til at lystre.
Ups! Pisten for pokker - kurver, langsider, op på chikanen, så du kører i rette linjer, og husk de optimale bremse- og nedgearingstidspunkter.

Hold nu hovedet stille, det slingrer jo fra side til side som om det var sat på med kuglelejer, og var det ikke den her kurve, der var farlig...
- Og det er bare så fedt...

UDEN MODSTANDERE
Alle kommer afsted, og alle er glade for, at der køres uden modstandere, og uden et helt pit-hold, der råber ned i en øre-snegl, sådan som Schumacher og Villeneuve har det, når de ræser afsted.

Respekten for de mænd, der lever af at sno sig ned i de hurtige racere har fået et stort hak opad.

Der er ikke noget at sige til, at de fleste racerkørere har brug for en solid tyrenakke for overhovedet at kunne holde hovedet på rette plads, og ingen har lyst til at "trække finger" med en racerkører.
De må være i stand til at hive armen af dig.
Efter omklædning er der uddeling af diplomer, og skål i champagne, og så er det retur til hotellet.

Og retur til den normale verden.
Trætte, møre, men også stolte af os selv.
Det er altså ikke enhver, der kan berette om, hvordan det er at være en ægte Formel 1-pilot.

-syl (1999)