Artikel fra januar 2005

Den 1. januar 2005 faldt handelsbarrierene mellem Unionen og Kina, og for Italien betyder det, at en i forvejen trængt tekstil, møbel og skoindustri >> nu kan se frem til endnu større konkurrence fra den fremadstormende kinesiske økonomi og produktion.

Den italienske tekstilbranche taler allerede i dag om et fald i både produktion og beskæftigelse på 5 % i 2005.



I silkebyen Como >> og textil-zonen i Carpi i Emilia-Romagna har man i mange år kæmpet mod de kinesiske og østlige produkter - og har indtil videre også overlevet ved primært at satse på kvalitet fremfor kvantitet.

Sko made in China

Sko-branchen har i reklamekampagner op til handelsbarrierernes fald den 1. januar advaret mod den forestående "China-Day" - og det er tydeligt, at de ikke kan de noget positivt i handelsåbningerne mod øst.

«Den første januar 2005 falder de sidste kvoteordninger for den europæiske import af skindsko fra Kina, og fra det øjeblik er den italienskek skoindustri udsat for en katastrofe» lød den dramatiske tekst i Skoindustriens halvsides annoncer op til nytår i de største italiensek dagblade.

- Men tænk lige engang, hvis folk overalt i Østen begynder af gå med sko - det er jo et helt enormt marked, sagde ejeren af sko-fabrikken Valleverde >>, da jeg i 2003 besøgte hans fabrik ved Rimini - og hans entusiasme deles også af andre, selv om det lige nu er truslen, der falder mest i øjnene.

Flåede tomater fra Kina

Men hvordan producenterne af Travetiner-sten nordøst fra Rom skal konkurrere er endnu uvist.

Og med de første kinesiske - superbillige - dåser med flåede tomater på hylderne i italienske supermardker i efteråret 2004, ryster producenterne i Campania og Puglia rent ud sagt i bukserne.

De kan allerede i dag kun konkurrere ved at anvende billig - og ofte sort - arbejdskraft fra mere eller mindre legale indvandrere fra den tredje verden til at plukke deres tomater.

En positiv udfordring for italienske industri

I stoleproducenternes blad "Chair" skriver Paola Govoni om Kina.

Hendes udgangspunkt er, at Kina ikke blot er en trussel, men også - og måske netop - en udfordring for italiensk industri.

Hun fortæller blandt andet, at den italienske arkitekt Paolo Caputo er ved at lave en "Italian Village" ved havnebyen Tianjin ved Beijing.

En italiensk by, der skal præsentere det bedste indenfor italiensk mad, træindustri (møbler), mad, skibsbyggeri, og elektriske komponenter, hvor Italien også internationalt er blandt de førende.
Byen er sponsoreret af det Kinesisk-Italienske Handelskammer og af Regionen Lombardiet.

Italienerne er også indvolveret i Olympiaden 2008 og i verdensudstillingen i Shanghai i 2010, hvor man er med til udvide metroen fra 50 til 500 stationer.
Og bag det kinesiske byggeboom gemmer der sig også mange italienske firmaer.

Eftertragtede italienske produkter

Italienerne er altså med i det økonomiske mirakel, og fra november 2004 blev det også nemmere for udenlandske firmaer at lave firmaer og egen produktion i Kina.

Paola Govoni minder også de nervøse italienere om, at med den økonomiske vækst stiger også kinesernes købelyst.
Og hvorfor skulle de ikke foretrække italienske varer - også dem, der er produceret i Kina, spørger hun.

- Og husk på, skriver Paola Govoni, at der i dag også i Kina er en gruppe velhavende mennesker - i dag omkring 10% af ca. 1,3 mia. kinesere - en gruppe, der stiger støt - og som gerne vil betale for at købe italienske møbler.

Italienske fliser i Kina

Den tanke har nogle italienske industrifolk allerede taget til sig for længe siden.

Jeg husker en flisefabrikant, jeg besøgte i 1999 i "Flise-dalen" ved Sassoulo i Emilia-Romanga, hvor man dengang producerede 40% af verden keramiske fliser.

- Kineserne vil jo også have fliser på deres badeværelser og i deres køkkener om ikke så længe, sagde fabrikanten med store julelys i øjnene.

- Og vi har jo teknologien til at producere de bedste, så hvorfor skulle vi ikke kunne sende vores maskiner til Kina eller lave være fabrikker derovre....

-syl