"Habemus
papam!"

("Vi har en Pave")
lød beskeden, da konklaven
sent tirsdag eftermiddag
den 19. april 2005 valgte
Joseph Ratzinger
som pave nummer 265 i
den katolske kirke.
Den hvide røg steg op fra kaminen i det Sixtinske Kapel
klokken 17.49.
Pavevalget foregik, som reglerne
og traditionerne foreskriver, i det Sixtinske Kapel i Vatikanet

Om
det Sixtinske Kapel og Vatikan Museerne >>
"Guds rottweiler", "Kirkens vagthund",
Schæferhunden (Pastore Tedesco - tysk hyrdehund!) og
"Kampvogns-kardinalen"
er to af Ratzingers øgenavne
|
"Kirkens
politimand" valgt som GP2´efterfølger
- efter
en konklave
>>, der blot varede
24 timer og fire afstemninger
- og efter en efter kirkens traditioner usædvanlig valgkamp.
Artikel fra den
20. april 2005
- Kære brødre og søstre, efter den store pave Johannes Paul
II, har kardinalerne valgt mig til enkel og ydmyg
tjener i Herrens vingård.
Sådan lød Pave Benedetto den 16.´s
beskrivelse af sig selv i sin indsættelsestale tirsdag
den 19. april 2005.
Benedikt
(Benedetto på italiensk betyder "den velsignede")
den 16. - bag hvem der gemmer sig det borgerlige bayerske
navn Joseph Ratzinger - er dog alt andet end en simpel
og ydmyg arbejder.
78-årige Ratzinger stammer fra en ikke specielt velhavende
familie i Bayern i Sydtyskland.
Faderen var landbetjent ved Gendarmeriet, men hele familien
var indstillet på at give drengen Joseph den bedste
uddannelse.
En sort plet i Ratzingers biografi er han indmeldelse som
14-årig i den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend.
Ratzinger bliver præsteviet den 29. juni 1951, men
han er mere teoretiker end praktisk præst.
Undervisning og studier tager mere af hans tid og engagement
end præstegerningen.
Under det vigtige "Andet Vatikan Koncil" fra 1962
til 1965 er han teologisk rådgiver, og i 1969 opnår
han titlen som teologisk professor.
I 1997 udnæver Pave Paul de Sjette ham til ærkebiskop
af Munchen, og siden stiger han stødt i graderne
og bliver fast inventar i de højere lag af Vatikanets
magtsfære.
Han er med andre ord end af de få kardinaler i den
ovenfor netop overståede konklave, der IKKE er udnævnt
af Johannes Paul den Anden.
Men den linje, Ratzinger formodes at følge, ligger
absolut i forlængelse af GP2´s ideer.
Konservativ
Den nye Pave Benedetto den 16. regnes på grund af
alderen allerede for en "transitions-pave" - en
"overgangspave" - der ikke holder alt for længe.
Men valget af ham er samtidig også et udtryk for, at
den katolske kirke har valgt at fortsætte den linje,
som kendetegnede de næsten 27 år med Johannes
Paul den Anden som Pave:
Nej til abort, nej til prævention, nej til skilsmisser,
nej til gifte præster, et stort nej til kvindelige præster
og et lige så stort ja til den rene tro, som Vatikanet
og kun Vatikanet fortolker den.
Netop Ratzinger blev af "GP2" i 1981 udnævnt
som leder af "Troskongregationen" i Vatikanet -
"Prefetto della Congregazione per la dottrina della fede"
- den "afdeling" af kirken, der tidligere bestyrede
inkvistitionen.
Med andre ord var Ratzinger i over 23 år været
"den rette tros" øverste politimand.
Ind som pave - og ud som pave
Normalt siger man, at "top-kandidaterne" i "pave-lotteriet
>>" går ind i "konklavet som pave,
men kommer ud som kardinal" - med andre ord, at spidskandidaterne
sjældent bliver valgt.
Det modsatte er sket med Ratzinger, der i flere år
har været med i toppen af dette specielle lotteri.
I teorien er det forbudt at føre valgkamp for sig
selv eller andre kardinaler op til konklavet-pavevalget.
Men Ratzingers kandidatur til chef-stolen har nydt godt af
både hans position indenfor Vatikanet (og her må
ikke glemmes, at magten i den katolske kirke under GP2 langsomt
men stødt er blevet trukket bort fra de enkeltes landes
kirkeledere og "hjem" til Rom - kirkens ledelse
er blevet centraliseret, red.) - og af hans position i
forbindelse med "GP2´s" død og begravelse.
De 115 kardinaler i konklavet kender ikke alle sammen hinanden,
og de 16 dage mellem Pavens død og konklavens begyndelse
er blevet brugt til at kardinaler har lært hinanden
- og hinandens ideer og ideologier! - at kende.
Ratzinger derimod var på grund af sin position som "troens
politimand" kendt af alle.
Derudover forestod han messerne både ved Pavens begravelse
og ved konklavets begyndelse.
Allerede der blev hans prædikener af mange opfattet
som programerklæringer om, hvordan han havde til hensigt
at lede den katolske kirke.
Ratzingers
kvindesyn
Den
31.7.2004 udsendte Vatikanet et brev til alle biskopper redigeret
af Joseph Ratzinger.
Brevet handlede om "samarbejdet mellem mænd
og kvinder".
Man sidder - i hvert tilfælde som kvinde - tilbage
med åben mund, når man læser en sætning
som denne om kvindes rolle:
"som vidne om de værdier, der får menneskene
(mændene??? red.) til at forstå, at menneskeheden
ikke kan være nok i sig selv, og ikke skal drømme
om magt og voldens dramaer......".
Ratzingers brev høstede uventet ros fra gamle kvindesagsforkæmpere
- for hans kendskab til de seneste årtiers feminisme
- men samtidig også kritik af overhovedet ikke at
nævne, hvori ligeværdigheden med mændene
egnetlig består.
I avisen "La Repubblica" sprugte den mandlige kommentator
Francesco Merlo sig selv om, hvorfor i alverden en ungkarl,
der har tilbragt sit liv udelukkende i selskab med mænd
i Vatikanet, overhovedet mener sig i stand til at udtale sig
om kvinder og deres vilkår.
Naturligvis nævnes ordene "kvindelige præster",
"samliv før ægteskab", "prævention"
og "homoskesualitet" (for den katolske kirke
eksisterer lesbiske for eksempel slet ikke....) ikke i Ratzingers
brev til biskopperne.
Dér stopper enhver snak om ligeværdighed - og
modernisering af kirken.
De smukt formulerede sætninger om kvinders særlige
evne til at "tage sig af andre" beskyldes også
af den katolske feminist Lidia Menapace for blot at
være en opfordring til kvinderne om at komme væk
fra arbejdsmarkedet, og hjem til børnene, kødgryderne.
Og til det frivillige - gratis naturligvis, lønnen
kommer efter døden - arbejde i sognekirkerne.
Den tidligere EU-Miljøkommisær Emma Bonino sagde
i august 2004 rent ud, at "brevet lige så godt
kunne være skrevet af imam´en fra moskéen
i Al Azar."
Marts 2013
Selv efter, at Benedikt 16. i februar 2013 havde meddelt,
at han trådte tilbage som pave, var hans forgænger
Johannes Paul II. stadig den mest populære i souvenirbutikkerne
på Via della Concilliazione på vejen op til Peterskirken.
-syl
|