"Habemus papam!"


("Vi har en Pave")
lød beskeden, da konklaven
sent tirsdag eftermiddag
den 19. april 2005 valgte
Joseph Ratzinger
som pave nummer 265 i
den katolske kirke.



Den hvide røg steg op fra kaminen i det Sixtinske Kapel klokken 17.49.

Pavevalget foregik, som reglerne og traditionerne foreskriver, i det Sixtinske Kapel i Vatikanet



Om det Sixtinske Kapel og Vatikan Museerne >>

"Guds rottweiler", "Kirkens vagthund", Schæferhunden (Pastore Tedesco - tysk hyrdehund!) og
"Kampvogns-kardinalen"
er to af Ratzingers øgenavne

"Kirkens politimand" valgt som GP2´efterfølger
- efter en konklave >>, der blot varede 24 timer og fire afstemninger - og efter en efter kirkens traditioner usædvanlig valgkamp.

Artikel fra den 20. april 2005
- Kære brødre og søstre, efter den store pave Johannes Paul II, har kardinalerne valgt mig til enkel og ydmyg
tjener i Herrens vingård.

Sådan lød Pave Benedetto den 16.´s beskrivelse af sig selv i sin indsættelsestale tirsdag den 19. april 2005.



Benedikt (Benedetto på italiensk betyder "den velsignede") den 16. - bag hvem der gemmer sig det borgerlige bayerske navn Joseph Ratzinger - er dog alt andet end en simpel og ydmyg arbejder.

78-årige Ratzinger stammer fra en ikke specielt velhavende familie i Bayern i Sydtyskland.

Faderen var landbetjent ved Gendarmeriet, men hele familien var indstillet på at give drengen Joseph den bedste uddannelse.

En sort plet i Ratzingers biografi er han indmeldelse som 14-årig i den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend.

Ratzinger bliver præsteviet den 29. juni 1951, men han er mere teoretiker end praktisk præst.

Undervisning og studier tager mere af hans tid og engagement end præstegerningen.

Under det vigtige "Andet Vatikan Koncil" fra 1962 til 1965 er han teologisk rådgiver, og i 1969 opnår han titlen som teologisk professor.

I 1997 udnæver Pave Paul de Sjette ham til ærkebiskop af Munchen, og siden stiger han stødt i graderne og bliver fast inventar i de højere lag af Vatikanets magtsfære.

Han er med andre ord end af de få kardinaler i den ovenfor netop overståede konklave, der IKKE er udnævnt af Johannes Paul den Anden.

Men den linje, Ratzinger formodes at følge, ligger absolut i forlængelse af GP2´s ideer.

Konservativ
Den nye Pave Benedetto den 16. regnes på grund af alderen allerede for en "transitions-pave" - en "overgangspave" - der ikke holder alt for længe.

Men valget af ham er samtidig også et udtryk for, at den katolske kirke har valgt at fortsætte den linje, som kendetegnede de næsten 27 år med Johannes Paul den Anden som Pave:

Nej til abort, nej til prævention, nej til skilsmisser, nej til gifte præster, et stort nej til kvindelige præster og et lige så stort ja til den rene tro, som Vatikanet og kun Vatikanet fortolker den.

Netop Ratzinger blev af "GP2" i 1981 udnævnt som leder af "Troskongregationen" i Vatikanet - "Prefetto della Congregazione per la dottrina della fede" - den "afdeling" af kirken, der tidligere bestyrede inkvistitionen.

Med andre ord var Ratzinger i over 23 år været "den rette tros" øverste politimand.

Ind som pave - og ud som pave
Normalt siger man, at "top-kandidaterne" i "pave-lotteriet >>" går ind i "konklavet som pave, men kommer ud som kardinal" - med andre ord, at spidskandidaterne sjældent bliver valgt.

Det modsatte er sket med Ratzinger, der i flere år har været med i toppen af dette specielle lotteri.

I teorien er det forbudt at føre valgkamp for sig selv eller andre kardinaler op til konklavet-pavevalget.

Men Ratzingers kandidatur til chef-stolen har nydt godt af både hans position indenfor Vatikanet (og her må ikke glemmes, at magten i den katolske kirke under GP2 langsomt men stødt er blevet trukket bort fra de enkeltes landes kirkeledere og "hjem" til Rom - kirkens ledelse er blevet centraliseret, red.) - og af hans position i forbindelse med "GP2´s" død og begravelse.

De 115 kardinaler i konklavet kender ikke alle sammen hinanden, og de 16 dage mellem Pavens død og konklavens begyndelse er blevet brugt til at kardinaler har lært hinanden - og hinandens ideer og ideologier! - at kende.

Ratzinger derimod var på grund af sin position som "troens politimand" kendt af alle.

Derudover forestod han messerne både ved Pavens begravelse og ved konklavets begyndelse.
Allerede der blev hans prædikener af mange opfattet som programerklæringer om, hvordan han havde til hensigt at lede den katolske kirke.

Ratzingers kvindesyn
Den 31.7.2004 udsendte Vatikanet et brev til alle biskopper redigeret af Joseph Ratzinger.

Brevet handlede om "samarbejdet mellem mænd og kvinder".

Man sidder - i hvert tilfælde som kvinde - tilbage med åben mund, når man læser en sætning som denne om kvindes rolle:
"som vidne om de værdier, der får menneskene (mændene??? red.) til at forstå, at menneskeheden ikke kan være nok i sig selv, og ikke skal drømme om magt og voldens dramaer......".

Ratzingers brev høstede uventet ros fra gamle kvindesagsforkæmpere - for hans kendskab til de seneste årtiers feminisme - men samtidig også kritik af overhovedet ikke at nævne, hvori ligeværdigheden med mændene egnetlig består.

I avisen "La Repubblica" sprugte den mandlige kommentator Francesco Merlo sig selv om, hvorfor i alverden en ungkarl, der har tilbragt sit liv udelukkende i selskab med mænd i Vatikanet, overhovedet mener sig i stand til at udtale sig om kvinder og deres vilkår.

Naturligvis nævnes ordene "kvindelige præster", "samliv før ægteskab", "prævention" og "homoskesualitet" (for den katolske kirke eksisterer lesbiske for eksempel slet ikke....) ikke i Ratzingers brev til biskopperne.
Dér stopper enhver snak om ligeværdighed - og modernisering af kirken.

De smukt formulerede sætninger om kvinders særlige evne til at "tage sig af andre" beskyldes også af den katolske feminist Lidia Menapace for blot at være en opfordring til kvinderne om at komme væk fra arbejdsmarkedet, og hjem til børnene, kødgryderne.
Og til det frivillige - gratis naturligvis, lønnen kommer efter døden - arbejde i sognekirkerne.

Den tidligere EU-Miljøkommisær Emma Bonino sagde i august 2004 rent ud, at "brevet lige så godt kunne være skrevet af imam´en fra moskéen i Al Azar."


Marts 2013

Selv efter, at Benedikt 16. i februar 2013 havde meddelt, at han trådte tilbage som pave, var hans forgænger Johannes Paul II. stadig den mest populære i souvenirbutikkerne på Via della Concilliazione på vejen op til Peterskirken.


-syl