Artikel fra april 2005

Allerede 2 uger før valget kom det første telefonopkald.

Min revisor ville huske mig på at han genopstillede til kommunevalget, og om jeg ville være så venlig at komme ned på hans kontor, så ville han informere mig om hvordan jeg skulle stemme...
- For som han sagde, selv det at stemme var svært i Italien.

Så svært er det nu heller ikke at sætte sit kryds, men jeg ville selvfølgelig gerne høre hans argumenter, demokrat som jeg er.



Men tiden gik og valget nærmede sig.

I dag ringede han igen, om jeg dog ikke kunne finde tid. OK, jeg styrtede ned til ham, ikke for at høre på hans argumenter viste det sig, men for at få udleveret en kopi af en stemmeseddel, en såkaldt fac-simile, hvor krydset var sat (Forza Italia - Berlusconi, selvfølgelig!!!) og tilføjet hans navn + en anden til min mand, som han håbede jeg ville gøre alt for at overbevise om at sætte sit kryds lige der, hvor han havde indikeret.

TROR HAN JEG ER IDIOT!!!!

Jeg betaler ham i dyre domme for at lave en selvangivelse, skal han blande et politisk valg ind i det???
Hvor fanden er vi henne???
Dette er jo ikke et parlementsvalg, forklarede han, men et spørgsmål om nærhed, om folk man kender.

Min læge sidder ved Gud også i det afgående byråd, men han har dog ikke ringet mig op, og i hans konsultation er der ikke skyggen af valgmateriale.
Gudskelov.
Det viser sig at han ikke stiller op for Forza Italia, men for Kristendemokraterne.
Der er altså lidt forskel, også på højrefløjen.

Jeg gik direkte fra revisoren hen til ham, der stiller som borgmesterkandidat for venstrefløjen.
Han holdt møde for kunstnerne i byen.
Han sagde undervejs at han havde dyb respekt for det enkelte individs mening, også for sin politiske fjendes mening.

Det kan man i hvert fald ikke beskylde hans politiske fjende for at have.
Også to af byens apoteker er politiske fjender, på det ene ligger en printet seddel ved kassen der sviner venstrefløjen til, på det andet ligger diskret en tryksag med venstrefløjens idéer.

Mens jeg hørte på borgmesterkandidaten modtog min mand 3 opringninger fra automatiske telefonsvarere, som fortalte ham hvordan han skulle stemme.

Skal man sige det kort, er der en form for DIKTAT fra den ene fløj og et forsøg på argumentation fra den anden.

Hvad der vinder, aner jeg ikke.

Jeg er ikke optimist, og er bange for at de fleste kun forstår diktatets, vennetjenesternes og truslernes sprog.

STAKKELS ITALIEN.

Rie Boberg
31-03.2005