Maleri af
Jørgen Boberg

Rie Boberg bor i Solaio i Toscana samme med sin mand og sin søn.
Hun er olivenbonde, skribent, forfatter og ekspert i at købe italienske huse.

Artikel fra januar 2004

Det er en lidt svær historie at fortælle, men det skal gøres.

Et af de få kritiske tv-programmer der er tilbage i Italien hedder "Striscia la Notizia" og det bliver sendt hver dag på den bedste sendetid på Berlusconis egen kanal 5.

At det har fået lov til at overleve så længe skyldes nok, at programmet har haft det største seertal af alle kanaler indtil for ganske nylig.

Her blev det omsider slået af et program på RAI 1, ledet af en hr. Paulo Bonolis, hvad der i virkelig intet har med historien at gøre og dog alligevel.



Bonolis udtaler nemlig i et interview i l'Espresso at han mener at der er regime i Italien, hvilket jeg, for ikke at overfortolke, ville oversætte med manglende ytringsfrihedfrihed, og at han mærker det i sit arbejde på fjernsynet.
Han tilføjes desuden, at han ikke næste gang vil stemme på Berlusconi.

Næste dag bliver udtalelsen trukket tilbage, men Striscia la Notizia låner lydbåndet fra l'Espresso og afspiller det for åben skærm.

De opsøger Bonolis, som smilende indrømmer at han nok har sagt det og gentager, at han ikke næste gang vil stemme på Berlusconi.

Striscia la Notizia fortsætter deres undersøgelse, og det er her historien kommer.
De opsøger direktøren for RAI 1 foran en restaurant, hvor han smilende kommer dem i møde.
Striscia la Notizia vil gerne have direktørens kommentar til, at Bonolis mener, at der er regime i Italien og at han ikke vil stemme på Berlusconi ved næste valg.

Stjæler mikrofonen

Smilet forlader direktørens ansigt, han forsøger at undvige reporterens spørgsmål ved at bagatellisere det, men reporteren ønsker et klarere svar, og for at undgå reporteren, trækker direktøren sig ind i restauranten.
Men direktøren har i mellemtiden nuppet reporterens mikrofon, hvorfor reporteren forfølger ham, og siger han har stjålet hans mikrofon, og at han vil have den tilbage.

Tjenerne står målløse og følger optrinnet af, hvordan direktøren for landet største statslige tv-kanal først dypper mikrofonen ned i en champagneskål fuld af vand, og derefter forsætter sin flugt indtil han atter dypper mikrofonen i en anden skål, hvorpå han vender sig om og for åben skærm smadrer mikrofonen ind i hovedet på reporteren med en sådan kraft at næsen brækker og to tænder slås løs.

På skadestuen siger de, at han er uarbejdsdygtig i 7 dage.
Pointen er, at direktøren er stadig direktør, ingen har løftet et øjenbryn, ingen vil kommentere episoden - episoden eksisterer ikke andet end inde i hovedet på de, der så det, og som i kor bare nikker: det er kun i Italien sådan noget kan foregå uden konsekvenser.