Liste over de italienske præsidenter

Enrico De Nicola 1948

Luigi Einaudi 1948-1955

Giovanni Gronchi 1955-1962

Antonio Segni 1962-1964

Giuseppe Saragat 1964-1971

Giovanni Leone 1971-1978

Sandro Pertini 1978-1985

Francesco Cossiga
1985-1992 >>

Oscar L. Scalfaro 1992-1999

Carlo A. Ciampi 1999-2006

Giorgio Napolitano 2006-2015 >>
(Napolitano blev i april 2013 som den første præsident nogensinde genvalgt til en nummer to valgperiode)





Ciampi ved nytårstalen
i tv 2002

Carlo Azeglio Ciampi blev valgt som Italiens præsident i maj 1999.

Han er jurist - og litteratur-magister - af uddannelse, og tilbragte sin erhvervskarriere i den Italienske Nationalbank, som han var direktør for i perioden 1979-93.

Fra april 1993 til maj 1994 var han premierminister i en teknokratregering, der skulle samle stumperne efter opløsningen af partiet De Kristlige Demokrater i kølvandet på korruptionsskandalen Rene Hænder >>.

Fra april 1996 til maj 1999 var han finans- og skatteminister i centrum-venstre regeringen.

Ligesom Dronning Margrethe er den italienske præsident statens formelle overhovede, uden at der altså ligger ret meget andet end formaliteter og repræsentation i hans rolle.

Modsat Dronningen er den italienske præsident dog valgt til sit job og kun for en periode på 7 år.

Præsidenten vælges af deputeretkammeret og senatet, samt af indkaldte repræsentanter fra de 20 italienske regioner (tre fra hver region).

Det er svært nok for denne gruppe af personer at blive enige om, hvem der skal være republikkens kransekagefigur, og den uenighed er forudset i forfatningen.
Hvis en kandidat ikke opnår to tredjedeles flertal i tre efterfølgende afstemninger, kan præsidenten vælges med simpelt flertal.




Artikel fra 2005:
Forslag på vej om mere magt

Den nuværende centrum-højreregering i Italien arbejder med en forfatnings-reform, der skal ændre den præsidentens rolle.
(¤En reform, der dog endnu ikke er blevet til noget i september 2005, red.)
De ønsker en folkevalgt præsident, der har flere reelle magtbeføjelser.

Diskussionen bølger mellem tilhængere af et amerikansk, et fransk og et tysk "præsident-system".

I samme reform-tanker findes ideerne om et reelt regionalt selvstyre, som især regeringspartiet Lega Nord presser på for at gennemføre.

På den anden fløj i regeringen finde eks-fascisterne i National Alliancen, der traditionelt er et centralistisk parti, der ser magten samlet på så få hænder som muligt.

Ovenover disse partier sidder den nuværende regeringsleder Silvio Berlusconi, som synes, det er ret besværligt, at han er nødt til at lytte til de andre, når han nu er bedst til at bestemme.

Berlusconi har også allerede meddelt, at han godt kunne tænke sig at blive landets næste præsident, når Ciampis mandat udløber i 2006 - men kun, hvis præsidenten rolle til den tid er forandret!

Ciampi tager på besøg og deler medaljer ud

Berlusconi har ingen interesse i at blive præsident på samme måde, som Ciampi og hans forgængere har været det.

De italienske præsidenter har indtil i dag brugt mest tid på at rejse rundt i landet til officielle begivenheder - eller til naturkatasrofer.

Og så er det præsidenten, der uddeler medaljer til landets spidser, samt modtager og bespiser udenlandske statsoverhoveder i præsidentpaladset Quirinale i Rom.
Ciampis roller er derudover at underskrive de love, som parlamentet vedtager, og hans eneste protest-mulighed er at sende en lov tilbage til afstemning i parlamentet en ekstra gang.

Med en motivering om, hvorfor han ikke i første omgang har underskrevet loven. (Forfatningens Artikel 73).
Præsidenten kan derudover også benåde dømte og indsatte fanger.

Tendens til at blande sig
I de seneste år har der dog både under Ciampi og hans forgænger - Scalfaro - været en tendens til, at den italienske præsident blander sig mere direkte i den politiske debat.

Men hans rolle er i følge forfatningen i dag blot at se til og kontollere at forfatningen overholdes.

Derudover bekendtgør præsidenten parlamentsvalgene, der skal afholdes mindst hvert femte år - og faktisk også i Italien kun afholdes hvert femte år. Han må dog ikke udskrive valg i de sidste seks måneder af sin "regeringstid".

Regeringerne har dog indtil i dag haft en tendes til at skifte imellem valgene, og her træder præsidenten til som mægler i regeringsforhandlingerne, og han udnævner den nye regeringsleder og ministrene.

Derudover er præsidenten - igen mest af navn - øverstbefalende for landest væbnede styrker og præsident for det Øverste Dommerråd, der skal sikre domstolenes uafhængighed.

Man skal i øvrigt være fyldt 50 år for at kunne blive valgt til præsident i Italien, og så er det i dag forbudt at have andre aktiviteter og tillidshverv ved siden af præsident-jobbet.

-syl