Fordrag om italiensk politik

December 2010
Bookmark and Share
Italiensk politik fra 1948 til 2009

( Et forsøg på at forklare en meget lang og kompliceret historie
relativt kort (7 A4-sider!) og så klart som muligt - fra marts 2009)

Foredrag holdt den 10.3.2009 for Odense Katedralskole

VALGSYSTEM & POLITIK I ITALIEN

1 HISTORIE:
1A 1948 - 1992
1B 1992 - 2009

2VALGSYSTEMET I DAG

3 PARLAMENTETS SAMMENSÆTNING
OG DEN POLITISKE SITUATION I DAG

VALGSYSTEM & POLITIK I ITALIEN

1A: HISTORIE 1948 - 1992

Moderne italiensk demokrati begynder i 1948:
- Italien bliver i 1946 ved en folkeafstemning - der måske var manipuleret! - en republik…
- kvinder får stemmeret…
- og landet får en forfatning, der i store træk ligner de andre vesteuropæiske landes forfatninger.


Valgkampen i 1948 står mellem De Kristelige Demokrater (DC) og Kommunisterne (PCI).
Kommunisterne stod stærkt - også fordi det var dem, der i hovedsagen og i offentligheden siden Mussolinis fald i september 1943 havde tegnet modstandskampen i de uroligheder, der i dag defineres om en borgerkrig mellem partisaner og fascister.
Vi ved i dag, at Sovjet-Rusland sponsorerede "de røde", og at USA sponsorerede "den hvide hval", som var DC´s øgenavn.

Det var en usædvanlig hård og beskidt valgkamp, hvor DC fx brugte som argument, at "Gud kan se dig i stemmeboksen, det kan Stalin ikke".


De Kristelige vandt valget i 1948, og siden har Italien haft stort set en regeringer om året - men man skal ikke altid lade sig narre af fakta:

ITALIEN VAR FRA 1948 til cirka 1992 EUROPAS MEST STABILE LAND I POLITISK FORSTAND!!!

Det lyder måske skørt - men det var ALTID de Kristelige (Democrazia Cristiana - DC), der sad tungt på magten og på regeringerne
- med mange regeringsomdannelser (der så alle tæller med som én regering!)
- og med forskellige partnere.

Der har faktisk kun været 16 valg i Italien siden 1948, mens der i DK har være 23 Folketingsvalg.
(Italiens mange regeringer >>)

I begyndelsen kom støttepartierne fra højrefløjen, men gennem årtierne stadig længere mod venstre.

F.eks. ønskede DCs leder Aldo Moro i 1978 at lave et formelt samarbejde med det store kommunistparti og blev af den grund kidnappet og siden myrdet af terrorbevægelsen de røde brigader.
(Aldo Moro >>)

Op gennem 1980´er stod socialistpartiets leder Bettino Craxi >> i spidsen for flere regeringer - men aldrig UDEN de kristelige demokrater.

En vigtig ting at vide er, at DC IKKE nogensinde var et liberalt parti - men nærmere med tiden blev et mere socialt orienteret parti.

Italien er ikke grundlæggende et liberalistisk samfund
- fx kan man den dag i dag trods forsøg på at ændre reglerne ikke åbne et rejsebureau uden at skulle købe en licens fra én, der allerede har en licens.
Det samme gælder for andre erhverv.
Man har med andre ord nærmest stadig et "oldnordisk" laug-system…

Italien og italienerne slæber nemlig
dybt inde i folkesjælen stadig rundt på
Romerrigets praktiske politiske grund-idé:
STEMMER FOR BRØD!

(- og om nogen har Berlusconi i de senere år spillet - og vundet - på at appellere til denne tusindårige tradition.)

Italienerne har - EFTER MIN MENING!!! - aldrig haft forudsætninger for at forstå demokrati som:
"- jeg har nogle rettigheder, der bliver respekteret / derfor overholder jeg mine pligter…"

Italienernes erfaringer er - den dag i dag:
- at deres rettigheder ikke altid bliver varetaget og derfor mener de heller ikke, de altid skal overholde deres forpligtigelser overfor staten.
- Det kommer til udtryk både når man smider ting på fortovet, når man bygger ulovligt og når man snyder i skat!!!

DC, socialisterne og det store kommunistparti kunne derfor godt op gennem 60érne, 70´erne og 80´erne samarbejde om f.eks. de sociale spørgsmål.

For at holde kommunisterne i ro blev der "hugget mange hæle" og "klippet mange tæer" i italiensk politik under dette overraskende STABILE styre…

Arbejderne fik f. eks. en jobsikkerhed som efter danske forhold er uset:
- Du kan stadig i dag ikke fyres, hvis du arbejder i en virksomhed med over 15 ansatte…
- Arbejderne kunne også gå på pension efter 35-37 års arbejde. Millioner af italienske pensionister i dag kom i sin tud ud på arbejdsmarkedet som 14-årige - og de er altså gået på pension når de var først i 50´erne…

Et stor økonomisk problem i øvrigt i dag hvor omkring 15-16% af BNP går til pensioner - kun Østrig har større pensionsudgifter…
(Om arbejdernes jobsikkerhed >>)

På den anden side fik arbejdsgiverne - specielt de store virksomheder som f.eks. Fiat, stålværker, skibsindustri og andre - i årene mellem 1948 og 1992 både direkte statsstøtte, men også indirekte:
- F.eks. kan Fiat også i disse måneder lukke den store fabrik i Torino, og så betaler staten via en såkaldt "integrations-kasse" arbejdernes løn indtil Fiat igen har ordrer på biler
- mens rigtigt mange fyrede arbejdere fra specielt små og mellemstore virksomheder der er gået fallit, ikke får noget udover 30% løn i 6 mdr. - og denne "understøttelse" udbetales ofte flere måneder efter fyringen..

Man har nemlig ikke noget socialt sikkerhedsnet med understøttelse og bistandshjælp i Italien - men det er jo ikke det vi skal tale om i dag - måske får vi tid til det bagefter, hvis det interesserer Jer…
(Frivilligt socialt arbejde >>)

Dette "give and take" system - der blot er meget overfladisk skitseret herover - fungerede faktisk upåklageligt så længe der var penge nok - og så længe de kristelige kunne bruge den kommunistiske trussel…




Den kommunistiske trussel falder i 1989
- og i 1992 er der ikke længere penge til hverken at dele ud af eller til at holde det system af korruption, bestikkelse og returkommission ved lige, som er blevet en fasttømret del af "regimet".

Det resulterer i korruptionsskandalen "Rene Hænder" >> i 1992 og frem - og det betyder et jordskælv, som italiensk politik endnu ikke er kommet sig helt over.

Og så er vi næsten fremme ved vore dage:

1B: HISTORIE 1992 - 2009

"Rene hænder"-skandalen betyder enten opløsning eller navnforandring for de traditionelle italienske partier:

- De Kristelige Demokrater opløses simpelthen i kølvandet på korruptions-skandalen og intet parti under andet navn har nogensinde siden kunne samle en større del af de kristelige vælgere.
- En stor del af de tidligere DC-vælgere kan dog sandsynligvis i dag findes på centrum-højrefløjen - mere om det når vi når til sammensætning af det italienske parlament i dag…

- Kommunistpartiets historie de sidste 17 år er symptomatisk for udviklingen.
Strammer man historien, så er kommunisterne gået fra "hammer og segl" til "kristne olivenblade" - og så er ringen jo nærmest sluttet!!!
I dag (2009 - red.) har kommunistpartiets arvtager Partito Democratico (PD) faktisk en leder, der politisk er vokset op i DC - Dario Franceshini >>.

1921- 1991: Partito Comunista Italiano - Italiens Kommunistiske Parti

(Jeg fortalte før, at DC ikke - som mange i Nordeuropa tror var et liberalt parti á la Venstre f.eks.
På samme måde blev PCI også noget helt specielt.
Partiet gjorde sig til dels fri fra Sovjet-kommunismen
:
- de blev kaldt Euro-kommunister, og repræsenterede altså en europæisk udgave og noget mere pragmatisk holdning til de kommunistiske idealer…
Mit først møde med dem var PCI store nationale sommerfest, der i 1989 blev holdt i Milano - indgangsdøren var en byport lavet af cola-dåser - derefter var den en Ferrari-udstilling og bagefter blev der solgt lejligheder i Berlusconis nye satellitby "Milano 3" - Berlusconi slog sig op som byggekonge og solgte altså også til kommunisternes fester!!!
)

1991 -1998: Partito Democratico della Sinistra (PDS) - et postkommunistisk parti, hvor "ærke-kommunisterne" var forsvundet og havde dannet deres eget parti.
Den første leder var Achille Occhetto, dernæst kom Massimo D´Alema.
PDS var ved valget i 1996 Italiens største parti med 21,1% af stemmerne.

1998 - 2007: Democratici di Sinistra
DS Partiet var Massimo D´Alemas konstruktion og han var partiets præsident i hele perioden, mens Walter Veltroni var partisekretær fra 98 til 2001 og Piero Fassino fra 2001 til 2007.

2007 - 2009:
Partiet samarbejdede med Margherita-gruppen (en DC-gruppe), der i 2007 blev optaget i partiet, der da skiftede navn til Partito Democratico - PD.

Der findes derudover i dag to udbryderpartier fra det oprindelige PCI - der stadig kalder sig kommunistiske:
Rifondazione Comunista og Partito dei Comunisti Italiani.

En anden nyhed i italiensk politik der for alvor får opmærksomhed i kølvandet på jordskælvet, da de gamle partier opløses i begyndelsen af 1990´erne er LEGA NORD (LN):
- et løsrivelsesparti, der er træt af at det rige Norditalien betaler både til Rom og til det fattige Syditalien.
Lega Nord har været med i alle Berlusconis regeringer - men væltede ham også i 1994.

Fascisterne skiftede også navn - de hed indtil 1995 "Den Sociale Bevægelse"
(Man må ifølge forfatningen ikke grundlægge et parti med ordet FASCIME). De hedder nu National Alliancen - og bliver snart en del af Berlusconi projekt "Popolo della liberta" - Frihedens folk.
(Om AN >>).

Berlusconi selv melder sin ankomst på den politiske scene i 1994 som en direkte konsekvens af, at hans personlige og socialistiske ven Bettino Craxi er gået i eksil i Tunesien som følge af korruptions-skandalen:

Berlusconi parti - FORZA ITALIA - vinder valget i 1994.

Forza Italia er et skrivebordsparti forberedt af folkene i hans reklameselskab (Berlusconi ejer naturligvis også landet største reklamebureau Publitalia…)
- historien om "skrivebordspartiet" er i sig selv blevet en historie, der er skrevet mange interessante afhandlinger om. (F.eks.: RUC opgave.htm)

Forza Italia blev siden til "Casa delle Libertá" - Frihedernes Hus - og er nu blevet til "Popolo della Libertá" - Frihedens Folk (PDL) - og det er hensigten at National Alliancen skal smeltes sammen med Frihedens Folk i løbet af dette forår.

Når/Hvis denne sammensmeltning sker venter der et formandsvalg - Presidente hedder partiformanden i Italien.

Det ender nok med valg af en leder - men faktisk har Berlusconi udtalt, at han forventer en kåring af ham selv som leder blot ved at de delegerede rejser sig op og klapper…
(Om Berlusconi >>)

2: VALGSYSTEMET I DAG
Det nuværende italienske valgsystem stammer fra december 2005 >>- altså fra den forrige Berlusconi-regering - og afløser en tidligere ændring af valgloven fra 1993.

Loven blev vedtaget med Berlusconi-partiet Forza Italia, UDC, AN og Lega Nord.

Der er tale om et proportionalt valgsystem med spærregrænse - fx er grænsen til Deputeretkammeret 4% for partier, 10% for koalitioner.

Spærregrænserne:
Til Deputeretkammeret - der har 630 medlemmer - skal et parti opnå 4% på landsplan.
Til de 315 valgbare pladser i Senatet skal et parti nå op på 8% i en af de tyve italienske regioner for at få tildelt en eller flere senatorer.
For at blive valgt til senator skal man i øvrigt være fyldt 40 år.

Der er derudover indført ovennævnte mulighed for at danne koalitioner af partier, der SKAL - før valget - pege på en regeringsleder- og den største koalition får som noget helt specielt en "flertalspræmie".

Den koalition, der får flest stemmer er med flertalspræmien garanteret mindst 340 medlemmer af Deputeretkammeret (flertal er 316).

Derudover så er det i dag ikke muligt for italienske vælgere at foretrække en kandidat:

- partierne opstiller kandidater og de bliver valgt i den opstillede rækkefølge.

Som endnu et kuriosum så vælges 12 af Deputeretkammerets medlemmer af italienere bosiddende i udlandet - disse tæller ikke med i koalitionernes regnskab, og samme undtagelse gælder for repræsentanten for den lille selvstyrende region Aosta Dalen.

I Senatet tildeles "flertals-præmien" på et lidt mere kompliceret måde - der under alle omstændigheder sikrer den vindende koalition mindst 55% af de 315 pladser.

Partierne er desuden forpligtiget til at aflevere et program, hvor kandidaten som - eventuel - regeringsleder er nævnt.
Er partiet i en koalition, skal koalitionen aflevere et fælles program og navnet på én - eventuel - regeringsleder.

3: PARLAMENTETS SAMMENSÆTNING I DAG
VALGRESULTAT 13. - 14. april 2008 >>:
Berlusconis koalition:
Senat 47,26% - Deputeretkammer 46,64%
Veltronis koalition:
Senat 38,08% - Deputeretkammer 37,72%
UDC - Unione del Centro:
Senat 5,67% - Deputeretkammer 5,55
Regnbue Venstre:
Senat 3,21% - Deputeretkammer 3,08% (ingen mandater)
(Mandatfordeling Deputeretkammeret >>)

I dag sidder Berlusconi tungt på flertallet i både Senat og Deputeretkammeret. Berlusconis koalition har 340 deputerede og 171 senatorer.

Prodis centrum-venstre regering (2006-2008) derimod løb trods flertalspræmierne ind i problemer, der ledte til den regerings fald:
- For det først var der næsten dødt løb mellem de to store koalitioner i 2006.
- Derudover havde Prodi meget svært ved at komme til rette med yderpartierne (de to kommunistpartier og de grønne, og også med midterpartiet - det katolske UDC).
- Det var i sidste ende fløjpartiernes manglende stemmer, der førte til regeringens fald…

Venstrefløjs-partierne stillede op i 2008 som "Regnbue-koalitionen" men opnåede pga. spærregrænserne ikke valg.
På højrefløjen opnåede partiet "La Destra" heller ikke valg.
UDC opnåede dermed valg ed 5,5% af stemmerne.

I Danmark ville UDC have en afgørende betydning, men med flertalspræmien, der sikrer flertal i Parlamentet, er UDC i realiteten lige så meget uden indflydelse som resten af oppositionen.
UDC er dog oftest på regeringens side i den daglige praktiske politik.

I dag er følgende 6 (i realiteten 7, fordi AN stadig opfatter sig som et parti!) partier præsenteret i det italienske parlament - og det er det lavest antal partier i moderne historie.
Regerings-koalitionen:
PDL (Berlusconi og AN), Lega Nord og MPA (Lille syditaliensk separatistparti)
Oppositions-koalition:
PD og Italia dei Valori
UDC - katolsk midterparti (36 deputerede - 2 senatorer)
Omkring 180 partier stillede i øvrigt op til valget i 2008 >>

Flertalspræmien til den vindende koalition betyder i praksis, at regeringen har forholdsvist let spil.

Naturligvis er der forskelle mellem koalitionens partier:
- fra ultra-liberale eller social-liberale parlamentsmedlemmer hos Berlusconi til tidligere kristdemokrater i samme parti
- til gamle fascister i National Alliancen (AN), der har svært ved at holde armen til den "romerske hilsen" >> nede, når de mødes kun med hinanden.

Fascismen historisk og AN i dag er i øvrigt heller ikke liberale, men historisk og i daglig politik et parti der mener en stærk central statsmagt er den bedste administrator af et land.
Det var også AN der for nogle år siden fik væltet et forslag om at italienske forældre selv måtte bestemme deres børns efternavn:
- Det er svært nok i forvejen for forældre af inde et fornavn lød begrundelsen. Så mandens efternavn er stadig obligatorisk…


- til Norditalienske "Padanere" i Lega Nord, der kalder alt syd for Po-floden for "Afrika" og kalder Rom for en tyv - Roma Ladrona - på plakater, hvor en høne lægger guldæg, der bliver inkasseret af et korrupt Rom.
Lega Nord kunne endog inspirere DF i DK:
- partiet foreslog i regionen Lombardiet at "indvandrere" fra Syditalien kunne få lægebehandling i Lombardiet, hvis de havde haft bopæl i regionen i over fem år - ellers var det "hjem" til de syditalienske hospitaler.

- og til slut det sidste og mindste parti i dagens regerende koalition, der er et lillebitte separatist-parti (MPA), der ønsker et selvstændigt Sicilien…

Siden valget i april 2008 er det lykkes for Berlusconi at holde sammen på sin koalition, selv om Lega Nord ofte gentager - gør du ikke som vi siger, så vil vi ikke tøve med at vælte dig, men altså endnu ikke har gjort alvor af truslen.

Berlusconi stiller i øvrigt helt usædvanligt for italiensk politik sine parlamentsmedlemmer frit i svære sager som f.eks. dødshjælp, grænsen for abort og andre "moralske" spørgsmål.

Dermed har han både i tidligere (i dag er Berlusconis 4. omgang som statsminister), og i denne regering undgået synlige splittelser i sin koalition i disse svære sager. (Se Eluana-sagen >>)

Netop oppositionens splittelse i spørgsmålet om aktiv dødshjælp i den såkaldte Eluana-sag var blandt de faktorer, der fik Veltroni til at give op i februar i år >>.

Oppositionen - der som nævnt meget langt oppe i denne tekst!!! - ledes af en eks-kristdemokrat - er i dag så ussel en forestilling, at selv Berlusconi efterlyser mere modstand!

Der er derfor slet ikke udsigt til et dagligt samarbejde med oppositionen som vi kender det i DK:
- det siges endog, at de forskellige udvalgsmøder i det italienske parlament er en pinlig forestilling, hvor regeringspartierne ofte slet ikke deltager:
- hvorfor skulle de, når det har et solidt flertal i begge kamre…?

Veltroni gav op i februar, da oppositionen tabte det regionale valg på Sardinien. Renato Soro - der er grundlægger og ejer af Tiscali - tabte til Berlusconi kandidat…

- Nu har jeg fejet 8 oppositionsledere af banen, udtalte Berlusconi søndag den 8. marts 2009 til franske Le Monde.

Berlusconi tæller nemlig også Soru med, da han indtil sit nederlag på Sardinien var på banen som Veltronis afløser.

Til samme Le Monde udtaler Berlusconi også:
- Min popularitet er så høj - mellem 64 og 73 % - at det nu må gå lidt ned ad bakke….

-syl

Retur til
Politik <<


 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\


Copyright © 2000 - 2013. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>