|
2008
Mandatfordelingen i det italienske parlament
(22.01.2008)
>>
Deputeretkammerets sammensætning
december 2001
Alleanza Nazionale 99
CCD-CDU Biancofiore 40 Democratici
di Sinistra - l'Ulivo 136
Forza Italia 177
Lega Nord Padania 30 Margherita-DL,
l'Ulivo 84 Rifondazione Comunista 11
Misto 41
Misto-Com.it 10
Misto-SDI
9
Misto-Verdi-U 7
Misto-Min.linguist. 5
Misto-N.PSI 3
Deputerede,
der ikke er indskrevet i gruppe eller parti 7
Senatets sammensætning 2001
Alleanza Nazionale 45
CCD-CDU: Biancofiore 29 Democratici di Sinistra - l'Ulivo
65
Forza Italia 82
Lega Nord Padania 17 Margherita - DL - L'Ulivo 41 Per le Autonomie
10
Verdi - l'Ulivo 10
Misto 23
Total 322
Regeringen er fra maj 2001 sammensat af Alleanza nazionale,
Forza italia og Lega Nord, samt UDC/UDR.
Den regering trådte tilbage
den 20. april 2005 - og genopstod i stort set samme form få
dage senere >>
Der
skal være parlementsvalg hvert femte år
i Italien.
Italien er medlem af den Europæiske Union Italien var
med blandt landene, der grundlagde EU, ligesom den oprindelige
traktat (1957) >> har navn efter Rom.
Landet er ligeledes medlem af FN, Nato og OECD.
Valgalderen er 18 år, undtagen til Senatet, hvor
valgalderen er 25 år.
Præsidenten vælges hvert 7. år af
begge kamre plus 58 regionale repræsentanter.
Carlo Azeglio Ciampi har været præsident siden
13. maj 1999.
Læs mere om
Præsidentens pligter
og beføjelser >>
|
Der skal
i følge den italienske grundlov være valg hvert femte
år til parlamentet i Italien.
Det italienske parlament har to kamre: Senatet og Deputeretkammeret
- d.v.s. at en lov skal igennem begge kamre for at blive
vedtaget:
Deputeretkammeret har 630 medlemmer. Senatet har 315 medlemmer
plus nogle få udnævnte livstidsmedlemmer, samt
landets tidligere præsidenter.
Ikke valgte livstidssenatorer
De seks livstids-senatorer er (marts 2012, red.)
de en nulevende eks-præsidentAzeglio Ciampi.
Derudover er nobelprismodtageren Rita Levi Montalcini,
politikerne Giulio Andreotti, Emilio Colombo samt ingeniøren
Sergio Pininfarina udnævnte senatorer på livstid.
Mario Monti blev udnævnt som livstidssenator får
dage inden han blev teknisk regeringsleder i december 2011.
Liste
over alle livstidssenatorer gennem tiderne >> 
En italiensk præsident kan i sin syv-årige valgperiode
udnævne 5 livstidssenatorerer blandt italienere, der
har udmærket sig på det "sociale, videnskabelige,
kunstneriske eller litterære område".
Italien er en republik, men præsidenten
>> har ikke så meget magt som for eksempel i USA
eller Frankrig. Præsidenten er statens formelle overhoved,
men mange ønsker at ændre hans rolle i fremtiden,
så præsidenten får en mere aktiv rolle.
Valgsystemet blev lavet om i 1993 - og igen i oktober i
2005
Berlusconis regering foreslog og fik vedtaget en ny valglov
- nyheden var en genindførelse af det proportionelle
valgsystem samt en flertalspræmie til den vindende koalition
i Deputeretkammeret.
Læs om det nuværende
valgsystem >>.
Valglove 1948 til 2005
Fra 1948 til 1993 havde landet et proportionelt valgsystem,
som vi kender det fra Danmark.
Efter en folkeafstemning i 1993 blev det italienske valgssystem
lavet om.
Fra 1993 til 2005 havde Italien en blanding af enkeltmandsvalg
i flertalskredse, samt en kvote med proportional fordeling:
Deputeretkammer: 475 direkte valgt, 155 porportienelt valgt
Senatet: 232 direkte valgt, 83 proportionelt valgt
For de "proportionelle stemmer" (25% i alt) gælder
der en spærregrænse for de enkelte partier på
4%.
Som noget nyt fra 1993 vælges borgmestre direkte.
Får ingen kandidat absolut flertal i første omgang,
afholdes der en ny afstemning mellem de to kandidater med
flest stemmer.
Valgloven fra 2005
er stadig gældende i 2010 >>
Dekreter
Italienske regeringer har ret til at regere ved hjælp
af dekreter fremfor at have tålmodighed til at få
en lov vedtaget.
Dekreter er en slags "snydelove", hvor man iværksætter
en lov før den er vedtaget.
Man behøver altså ikke flertal, for at den type lov er gyldig.
Dekretet skal siden vedtages, men forslaget kan laves om,
og dermed kan en endelig vedtagelse udskydes i det uendelige,
mens loven i realiteten allerede er trådt i kraft.
Regionalt selvstyre
Kun finans-, forsvars- og udenrigspolitik er i princippet
parlamentets opgaver.
I praksis fungerer det regionale selvstyre dog ikke efter
hensigten, fordi hverken regioner, provinser eller kommuner
har fuld råderet over de indbetalte skatter.
F.eks. kan kommunerne fastsætte ejendomsskaten indenfor
bestemte rammer, og derudover tjener kommunerne penge direkte
ved at tage afgift for borde og stole på fortovene foran
barer og ved at sætte reklameskilte op. Det forklarer
måske de uhyggeligt mange reklamer langs italienske
veje.
De seneste regeringer har fremlagt flere forslag til love
om mere reelt regionalt selvstyre, men ingen tiltag har endnu
for alvor gjort op med det grundlæggende princip om,
at alt - og især økonomien - i virkeligheden
styres fra Rom.
Regioner, provinser og kommuner
Italien er administrativt delt op i 20
regioner >>, 107 provinser og 8.101 kommuner (tal
fra 2010, red.).
-syl
|
