Marts 2012

Bookmark and Share
4 måneder med Mario Monti
- en tekniker, der ikke søger politisk popularitet
- og gøre det beskidte arbejde, mens politikerne lurepasser
25.12.2012:
Parlamentsvalg 24. og 25 februar 2013. Centrum-venstre, Monti eller grums? >>


Rigtige venner!
"Forbindelser" er alt-afgørende i Italien, hvad enten man leder efter job eller efter en dygtig elektriker.

Ude i verden er "networking" blevet et modefænomen - i Italien er det en del af modermælken.
Mario Monti, der bliver født i Varese nord for Milano i 1943, er ingen undtagelse.


Monti er færdiguddannet økonom som 22-årig fra 1965 på Milanos prestigefyldte økonomiske universitet Bocconi - hvor han bliver rektor fra 1989 til 1994, og siden har været bestyrelsesformand.

Som 22-årig studerer han videre på Yale-universitetet i USA sammen med den senere Nobelprisvinder James Tobin.

Han vender tilbage til Italien i 1969, hvor han ikke var en del af studenteroprøret, men derimod underviste på universiteterne i Trento og Torino.

I Torino bliver han som 26-årig "opdaget" af to nøglepersoner i FIAT-universet, nemlig af Franzo Grande Stevens og Gianluigi Gabetti, der var Gianni Agnellis folk i familie-imperiet.

Som 45-årig i 1988 kommer Monti med i FIATs bestyrelse.

Siden følger andre prestigefyldte bestyrelsesposter, som Monti dog skyndsomt forlader, da korruptionsskandalen "Rene Hænder" >> eksploderer i 1992.

I tiden i Torino opbygger han også venskaberne med økonomen Mario Deaglio, der i dag er økonomiprofessor på Universitetet i Torino, og med dennes hustru Elsa Fornero, ligeledes økonom, og i dag Italiens Velfærdsminister.

Tilbage i Milano bliver Monti rektor for sit gamle universitet, Bocconi i perioden 1989 til 1994.

Her bliver han en del af kredsen omkring både den inflydelsesrige Mediobanca og avisen Corriere della Sera, hvor han skriver økonomiske ledere og kommentarer indtil 1992.

Han bliver også ven med en anden økonomiprofessor, der siden bliver regeringsleder, nemlig bologneseres Romano Prodi.
Monti har også været rådgiver for finansbanken Goldmans Sachs.

Fra 1995 til 1999 er Monti EU-kommissær for det indre marked, og han fortsætter som kommissær for konkurrenceforhold i perioden 1999 til 2004.


Social-liberal

Monti første EU-udnævnelse var sponsoreret af Berlusconis højreregering i 1994, mens hans anden udnævnelse fandt sted under Massimo D´Alemas venstreregering i 1999.

Dette skisma illustrerer måske bedre end noget andet, hvor Mario Monti befinder sig politisk.

Han er ikke en rendyrket liberalist i Keynes fodspor, men nærmere en social økonom - en doktrin hvor staten er garant for økonomisk frihed og social retfærdighed.


Redaktøren af det økonomiske Lavoce.info - Tito Boeri - kalder nedsættende denne økonomisk-politiske teori for "en videnskabelige metode, hvor tab socialiseres (betales af alle) og profitten privatiseres".

FIAT-støtte

Som konkurrence-kommissær i EU mellem 1999 og 2004 omsatte Monti f.eks. denne økonomiske teori i forhold til FIAT forespørgelser om statsstøtte, der netop skulle godkendes af EU.
Monti godkendte fem ud af otte forespørgelser om statsstøtte til FIAT i denne periode.

FAKTA:
Fabrikken i Pomigliano d'Arco fik 39,6 mia. lire i støtte i 1999, fabrikken i Termoli 54 mia. iogså i 1999, Mirafiroi Carrozzeria i Torini fik 69 mia. lire i 2000, Melfi-fabrikken fik 78 mia. lire i 2002 og Iveco i Foggia fik 121,6 mill. euro i 2002.
I alt omkring 500 mia. gamle lire i støtte - mens de tre ansøgninger, der fik afslag, i alt handlede om 131,6 mia. lire.

Ven med Vatikanet
Monti styrker efter tiden som EU-kommissær sine bånd med Vatikanet, som han opfatter sin en vigtig partner i sine fortsatte studier af den såkaldte "sociale markedsøkonomi".

Monti er i løbende kontakt med den magtfulde kardinal Camillo Ruini.

Kontakterne til Vatikanet fik de akademiske kolleger til at drille Monti.

Hans offentlige udtalelser i perioden inden han blev regeringsleder omtaltes i akademiske kredse som lige så sjældne som fremvisningerne af Jesú ligklæde i Torino og hans kontor på Bocconi blev kaldt for "et tabernakel".

Monti udtalte EFTER sin tid som konkurrence-kommissær, at Italien "bør selvstændigt tage skridtet fra en assisteret (altså statsstøttet) økonomi til en konkurrence-økonomi" - og det er netop hvad Monti i dag prøver at gennemføre med sine økonomiske og strukturelle reformer.

Monti fik tilnavnet Super-Mario i sin tid som Konkurrence-kommissær, også selv han tre gange måtte se sig slået, da han ikke fik lov til at forhindre tre store fusioner mellem multinazionale firmaer.

Den italienske regeringsleder - økonomiprofessoren Mario Monti - har givet sin regering en uge eller højst ti dage til yderligere forhandlinger, inden teksten til en annonceret arbejdsmarkedsreform skal være klar.
Deadline er allersenest de første dage i april. Fagforeninger har indtil den 12. marts mødtes seks gange med regeringens repræsentanter. Fagforeningernes krav til en reform, der sandsynligvis gør det nemmere for de italienske arbejdsgivere at fyre overflødige medarbejdere, er flere ressourcer til noget, der med tiden kan blive til en regulær arbejdsløshedsunderstøttelse.



Fagforeningerne ønsker også garantier for at unge mennesker ikke får dårlige kontrakter end folk, der allerede er på arbejdsmarkedet.


Mario Monti

Noget tyder på, at Montis regering, med velfærdsminister Elsa Fornero som frontfigur i forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter, sniger sig uden om afgørende ændringer af den omstridte "Artikel-18" - en regel, der i praksis gør det meget vanskeligt for ikke at suge umuligt for en arbejdsgiver med flere end 15 ansatte at fyre, hvis ordrebogen for eksempel er tom eller tynd.

Dagbladet Corriere della Sera forudser, at fagforeningerne efter reformen stadig vil have ret til at sidde med ved bordet, hvis der i en virksomhed med flere end 15 ansatte skal fyres medarbejdere.

Det vil sandsynligvis ske med en form for begrænset vetoret, hvor fagforening kan modsætte sig en fyring med den begrundelse, at der er tale om en diskrimination, (køn, alder, race, graviditet osv). Noget tyder på, at en medarbejder, der er fyret af disse diskriminerende grunde, ikke fremover vil have krav på at blive genansat, men derimod efter reformen vil have ret til en økonomisk erstatninge.

Avisen La Repubblica forklarer, at regeringen regner med at kunne finansiere en del af arbejdsmarkedsreformen med 2 mia euro fra allerede gennemførste besparelser på de italienske pensionsudgifter.

Montis første reform før jul var en sparepakke, hvor pensionsalderen blev hævet, og hvor de store pensioner fremover ikke vil stige med samme inflationsregulerede takst som tidligere.

Derudover er det hensigten at arbejdsmarkedsreformen skal rydde op i den jungle af forskellige kontrakter, som specielt yngre italienere ansættes efter i dag.

Systemet med midlertidige ansættelser, der efter en periode SKAL resultere i fast ansættelse, bliver revideret.

Monti: Fast arbejde er monotont
Monte udtalte den 1. februar i tv-programmet Matrix, "hvor monotont at have den samme arbejdsplads hele livet", hvad der udløste et ramaskrig blandt de millioner af italienere, for hvem "fast arbejde" er det endelige mål i livet.

Montis opsang var henvendt til de unge italienerne, som han videre opfordrede at "vænne sig til at acceptere nye udfordringer".

Hvis ikke Italien slipper af med sine dårlige vaner, men fortsætter barrikeret bag særinteresser, så vil det i følge Monti gå helt galt.

...men minstrenes børn har gode faste jobs
Magasinet Panorama fulgte i øvrigt op den historie, og kunne faktisk godtgøre, at teknokrat-ministrenes børn absolut ikke havde noget imod faste stillinger.
Vel at mærke ikke lavtlønnede stillinger på fabrik eller i servicesektoren, men derimod faste, vellønnede og prestigefyldte stillinger ofte på samme universitet eller i samme virksomhed eller virksomheder, som minister-forælderen havde eller har tilknytning til.

To meget forskellige italienske regeringsledere

I efteråret 2011 var overskriften om Silvio Berlusconi:
"Manden bag verdens farligste økonomi".

I februar 2012 lød spørgsmålet om Mario Monti:
"Kan denne mand redde Europa?"

Monti fastholder sin popularitet
En meningsmåling foretaget den 5.3.2012 af "Istituto Piepoli S.p.a" viser, at 65% af den italienske befolkning stadig har tillid til Montis regering.
(Se grafik over Montis populariet fra november i fjor til i dag nederst på siden)

Overordnet er det altså lykkedes for Mario Monti at fastholde den popularitet, der fulgte i kølvandet på hans udnævnelse til regeringsleder.

Fastholdelsen af regeringens popularitet skyldes i følge flere politiske kommentatorer ikke mindst, at der netop er tale om teknokrater hentet fra primært den akademiske verden og ikke de arrogante levebrødspolitikere, hvis sprog, studehandler og overlegne fremfærd italienerne er trætte af, uanset om de stemmer til venstre, i midten eller til højre.

...men ikke, når det kommer til detaljerne...
Spørger man derimod direkte ind den sparepakke, Monti gennemførte før jul, ja, så er italienerne ikke begejstrede for at skulle arbejde længere og få mindre i pension.
Der er naturligvis heller ikke vild begejstring over igen at skulle betale ejendomsskat - en skat, som Berlusconi til vælgernes begejstring fjernede i 2008.


Italienerne er heller ikke udelt begejstrede for reformer, der skulle have liberaliseret erhvervslivet som for eksempel nemmere adgang til at blive taxi-vognmand, give advokater lov til at konkurrere på pris, eller give iværksættere lov til eller åbne en konkurrernede bager eller slagter i en gade, hvor der allerede er en bager eller slagter.

Disse liberaliserings-tiltag har Montis regering droppet efter voldsomme protester fra de nuværende taxi-vognmænd, og fra advokaternes, bagernes, slagternes og apotekernes organisationer.

Og når det kommer til "Artikel 18" bliver det et overvældende flertal af italienerne, der absolut ikke ønsker nogle ændringer i de livstidsansættelser, som Monti kaldte for monotone.

Monti selv har udtalt, at hans fornemmeste opgaver er at liberalisere erhvervslivet for at forbedre konkurrenceevnen, formindske bureakrati og sætte gang i den moderninsering af infrastrukturen, der er med til at vanskeliggøre en ægte fornyelse af Italien.
Alle er enige om, at det kun kan ske via reformer og besparelser, der kommer til at gøre ondt mange steder.

Monti gør det beskidte arbejde,
og partierne forbereder valgkamp

Nok buldrer de italienske politikkere både i Deputeretkammeret og Senatet, og kræver indflydelse på reformerne, for vælgerne skal jo vide, at de stadig er der.

Men i grunden passer det de valgte politikkere fint, at det er økonomiprofessoren og hans team, der skal gøre det beskidte arbejde.

Det giver dem tid til at køre sig i stilling til en lang og helt sikkert hård valgkamp, der sandsynligvis begynder allerede i efteråret, og varer indtil der skal være parlamentsvalg i Italien i foråret 2013.

Populær i Europa
Sidste efterår blev Silvio Berlusconi på forsiden af det amerikanske magasin TIME kaldt for manden bag verdens farligste økonomi.
For får uger siden var der igen en italienske ministerpræsident på forsiden af magasinet som Europas redningsmand.


Selv om Monti har måttet opgive nogle af sine liberaliseringsreformer, er der stadig meget tilbage inden arbejdsmarkedsreformen er i hus.
Derudover står Italien til en skønnet nedgang på op til 2,2% af BNP i 2012.

Alligevel viser både finansmarkederne og kollegerne i Europa stadig stor tillid til Mario Monti.

Monti er 100% europæer, og der er ingen tvivl om, at Italiens prestige og ikke mindst indflydelse i Europa ligger ham på sinde.

Italien har da heller ikke diskuteret hverken for eller imod for eksempel Finanspagten, selv om det tidligere regeringsparti Lega Nord bestemt ikke er begejstret for mere EU-indblanding i italienske forhold.

For den meninge italiener betyder det også meget, hvordan resten af verden opfatter deres fædreland, og Montis gennemslagskraft i Europa og på forsiden af TIME spiller helt sikkert også en rolle for hans popularitet.

Monti kan med andre ord se frem til hårdt arbejde med sine reformer - og måske ryste på hånden over at resultaterne ikke er øjeblikkelige.

Alt tyder dog på, at han får et år til at vise, om teorierne også kan blive til virkelighed.

Retur til
Politik <<




op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

Tilliden til Mario Montis regering fra 11.11.2011 til 5.3.2012


-syl



Copyright © 2000 - 2012. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>