"Alt
er forandret,
men intet er ændret"
Citat af
Leonardo Sciascia - siciliansk forfatter
Rene Hænder konologi
17. februar 1992
Mario Chiesa, leder af plejehjemmet Pio Albergo Trivulzio
i Milano, arresteres.
Han har krævet bestikkelsespenge fra et rengøringsselskab.
1. maj 1992
Socialisterne Pillitteri og Tognoli samt De Kristlige
Demokraters "bogholder" Citaristi er under efterforskning.
12. maj 1992
Tusinder deltager i en støttemarch til fordel for
undersøgelsesdommerne i Milano
2. september 1992
Socialisten Sergio Moroni begår
selvmord
15. december 1992
Ulovlig partistøtte
Lederen af Socialistpartiet Bettino Craxi modtager meddelelse
om, at han er under efterforskning i forbindelse med ulovlig
partistøtte
1993
Den store bestikkelse
Man opdager, at kemi-giganten Enimont har brugt 400 millioner
kroner til at bestikke politikkere og embedsmænd.
Pacini Battaglia melder sig og fortæller om Eni's fond
af sorte penge for 2 mia. kr.
Eni og Enimont er store energi- og kemiselskaber.
29. april 1993
Folkemængden overdænger Craxi med mønter
udenfor Hotel Raphael i Rom
20. juli 1993
Eni's eks-præsident Gabriele cagliari begår selvmord
i cellen i fængslet i Milano
23. juli 1993
Finansmanden Raul Gardini begår selvmord
Maj 1994
Tidligere regeringsleder Bettino Craxi
>> flygter til Tunesien, hvor han dør i eksil
i 2001
22. november 1994
Regnskabs-fusk
Under et topmøde om kriminalitet i Napoli modtager
regeringslederen Silvio Berlusconi meddelelse om, at han er
under efterforskning for korruption af Finanspolitiet.
For den anklage frifindes han af appelretten i 2001
6.
december 1994 Undersøgelsesdommer Antonio di Pietro "smider"
toga'en. 1997 "Beskidte toga'er" Dommere i Rom kommer
i søgelyset for at have modtaget bestikkelse for at "ordne" retssager
for virksomheder. 13. juli 1998
Berlusconi og Craxi dømmes for All Iberian sagen. Dommen
er siden frafaldet p.g.a. overskridelse af en tidsfrist.
10 år med
"Rene Hænder" Over 5.000 personer har været
under efterforksning på grund af mistanke om korruption og bestikkelse.
3.200 er blevet officielt anklaget 1.500 sager er blevet
flyttet fra Milano, hvor efterforskningen begyndte, til andre retskredse i Italien
Omkring 15 procent af de indtil i dag afsluttede sager er endt med frifrindelse.
30 procent af sagerne er endt med arkivering i løbet af efterforskningsperioden.
228 sager er annuleret p.g.ra. overskridelse af tidsfristen. 153
sager er annuleret, fordi lovgivningen i mellemtiden er ændret. De tal
kan stige yderligere i de kommende år. 700 forespørgelser
om udlevering af materiale er sendt til udlandet. 60 procent af de udenlandske
retsinstanser har udleveret det ønske materiale til Italien. 155
retssager er stadig i gang i 2002. |
Artikel fra februar 2002
Luca Magni's firma gjorde rent på plejehjemmet Pio
Albergo Trivulzio i Milano. Firmaet havde vundet en licitation,
og da Magni af plejehjemmets leder Mario Chiesa blev bedt
om at betale adskellige millioner lire "under bordet"
for fortsat at gøre rent, meldte han afpresningen til
politiet.
Undersøgelsesdommeren Antonio di Pietro var vagthavende
ved retten i Milano, og politiet bad ham undersøge
sagen.
27.10.2009:
Fra dommerhelt til
omdiskuteret politiker
Antonio Di Pietro (2.10.1950) forlod det italienske
retsvæsen i december 1994 for at blive politiker.
I 1998 grundlagde han partiet IDV - Italia dei Valori
- Værdiernes Italien.
Allerede i 1994 var Di Pietro dog af Berlusconi blevet
tilbudt posten som Indenrigsminister, men denne kontakt
til Berlusconi er i dag erstattet af et brændende
had mod den italienske regeringsleder.
I 1996 er Di Pietro i seks måneder minister for
offentlige arbejder i den første Prodi-regering.
Han træder tilbage på grund af en retssag
i Brescia mod ham og bliver senere frikendt i samme
retssag.
I 1997 bliver han valgt til Senatet for partiet "L´Ulivo".
I 2006 opnår IDV 2,3% af stemmerne til Deputeretkammeret
og 2,9% til Seneatet, og Di Pietro bliver minister for
infrastruktur i Prodis anden regering.
I 2008 opnår IDV 4,4% af stemmerne til Deputeretkammeret
og 4,3% til Senatet.
Di Pietro blev i sommeren 2009 frataget sin ret til
at drive advokat-virksomhed, fordi han havde overtrådt
en regel om ikke at optræde som anklager overfor
en klient han tidligere havde forsvaret.
Di
Pietro indtager med partiet IDV en
central rolle i italiensk politik i dag >>
|
Sådan begynder historien
om korruptionsskandalerne "Rene Hænder", der
fra den 17. febrauer 1992 sendte rystelser gennem det italienske
samfunds øverste etager.
"Tjenester" koster
I kølvandet på arrestationen af plejehjemslederen
blev et forgrenet netværk af accepteret gensidig
afpresning og bestikkelse mellem politikkere, embedsmænd,
politi og forretningmænd de kommende år udstillet
og dissekeret åbenlyst for mere eller mindre overraskede
italienere.
"Alle" vidste jo, at der ofte blev betalt under
bordet for "tjenester" som at vinde licitationer,
få byggettiladelser, få godkendt regnskaber og
så videre.
Men at byrådet i Milano delte korruptionspengene efter
partiernes stemmetal kom alligevel bag på også
hårdt prøvede italienere.
Folkehelte og selvmord
Med udgangspunkt i Milano rullede "Rene Hænder"
med sin efterforskning, sine arrestationer og sine populære
undersøgelsesdommere ned over støvlelandet.
Bølgen efterlod et 40 år gammelt partisystem
i ruiner og nogle ubehagelige lig af forretningsfolk,
der begik selvmord af enten skyld eller skam over deres deltagelse
i korruptionsbanketten.
Industrimanden Raul Gardini var en af dem.
En sommermorgen i 1993 skød han sig selv i sit palads
på Piazza Belgioso i Milano.
Retssager blev prime-time-tv
Især dommeren Antonio Di Pietro fik nærmest
status af folkehelt, og tv viste hver dag direkte transmissioner
fra hans forhør af anklagede og vidner i retsbygningen
i Milano.
Folk stod ligefrem i kø for at se magtfulde politikkere,
embedsmænd og forretningsfolk blive afhørt, og
en hel generation af italienske journalister kan takke "Rene
Hænder" for deres videre karriere.
Printsreen fra tv-optagelserne i retten i 1994. Forhørene
blev sendt direkt i italiensk tv. Her forhører Di Pietro
tidligere regeringsleder Arnaldo Forlani - der intet kunne
huske...
En savlende Forlani
Man glemmer sent afhøringen af Forlani, der sammen
med Craxi og Andreotti var magtens triumvirart i 1980'erne.
Craxi fra Socialistpartiet, og de to andre fra "den store
hvide hval" De Kristlige Demokrater, der havde siddet
uafbrudt i regering siden 1948, og nu gik sin opløsning
i møde på grund af "Rene Hænder".
Forlani "huskede" intet om penge i sit parti, og
"vidste" i det helt taget intet om, hvad der foregik
i det parti, han var en af lederne af.
Men det hvide skum omkring hans mund afslørede uden
skånsel, at han vidste, at alle vidste, at han løj
så stærkt som en hest kan løbe - og mere
til.
Magtens mænd i støvet
Det er ikke pænt at indrømme det, men det var
ikke nogen dårlig fornemmelse af se de tidligere så
magtfulde politikkere i situationer, de altid havde følt
sig hævet over.
Så som at overholde de love, de selv havde været
med til at vedtage.
Craxi havde som den eneste en vis stil - i hvert fald indtil
han stak af.
- Alle viste, at de politiske partier modtog ulovlig støtte,
erkendte han.
Han benægtede intet i retssalen, men tog siden konsekvensen
af sine gerninger og gik i eksil i Tunesien for at undgå
fængselsdommene i Italien.
Der døde han i januar i 2000.
Nekrolog over Craxi >>
Mudret folkehelt
I dag er Di Pietro ikke længere en folkehelt, men en
temmelig ligegyldig omend højtråbende leder af
et mindre parti.
Og han har selv været i søgelyset for uheldige
forbindelser til forretningsmænd og historier om gratis
udlånte biler og lejligheder i den politisk inspirerede
mudderkastning, som "Mani Puliti" med tiden udviklede
sig til.
- Men jeg fortryder intet, siger han i et interview op
til 10-års jubilæet for "Rene Hænder",
hvor han samtidig sætter navn på alle dem der
først støttede og siden svigtede ham og de andre
undersøgelsesdommere, da efterforskningen kom for tæt
på.
Pool'en er opløst
De Pietro "smed" toga'en og stoppede som undersøgelsesdommer
i december 1994, for at blive politikker. Populariteten var
steget ham til hovedet, og hans temmeligt irriterende og arrogante
facon, som folk beundrede i retssaelen har ikke i samme grad
tiltrukket vælgerne udenfor.
Tiziana Parenti har siden
sin afgang fra Pool'en af undersøgelsesdommere langet
voldsomt ud efter de tidligere kolleger, og er i dag medlem
af parlamentet for Berlusconis Forza Italia Parti.
Ilda Boccassini er jævnligt under anklage fra den
politiske højrefløj. Den nuværende regering
har fjernet hendes livvagt, hvad der af mange anses for at
være en straf for at fortsætte efterforskningen
af korruption og bestikkelse.
Lederen af undersøgelsesdommerene i Milano Francesco
Saverio Borelli er en af de mest aktive modstandere af
den nuværende regerings forsøg på at lave
en retsreform, der af ham og andre ses som et angreb på
retsvæsenets uafhængighed.
Gherardo Colombo, der igennem alle år har været
en frontfigur i "Rene Hænder" arbejder i dag
stadig i retten i Milano.
"Det var bedre, da det var værre"
De
romerske senatorer vidste for over 2000 år siden,
at stemmer koster. De gav folket brød og skuespil, og den dag i dag
er ingen italiener i tvivl om, at tjenester koster.
Det ligger i rygraden,
i folkesjælen >>, og i
dagligdagen. Men der er heller ingen tvivl om, at der gik for meget "system"
i korruptionen, bestikkelserne og afpresningerne op igennem årtierne fra
industri-bommet omkring 1960 og indtil 1990.
Men ingen klagede, for der
var nok til alle. Og en del begræder åbenlyst de fede tider,
da pengene flød ubesværet.
Systemet virkede jo, og blomstrede alt imens Italien blev
verdens sjette største industrimagt.
Stabilitet gennem privilegier Trods et utal af regeringer
>>, har Italien faktisk haft et overordentligt stabilt politiske styre
fra 1948 til 1992. De Kristlige Demokrater var altid i regering, og sammen
med deres skiftende partner delte de ud af et tilsyneladende uudtømmeligt
overflødighedshorn.
Økonomien blev styret gennem hel- og halvstatslige
foretagende, og ved at give privilegier til alle fra arbejderne,
der ikke kan fyres, til skjult statsstøtte til Fiat,
når der sælges færre biler.
(Arbejdsmarkedet >>)
Ingen klagede over det system, så længe der var
penge nok. Og det var der altså indtil 17. februar 1992, hvor
Luca Magni ikke længere ville betale for at få lov til at gøre
rent på Pio Albergo Trivulzio. Mindre
korrupt I dag er Magni en bitter mand, hvis selskab af en eller
anden grund ikke længere vinder licitationerne. Italien derimod er i
dag klassificeret som et mindre korrupt land end for 10 år siden. Der
"handles" stadig både over og under bordene, men langsomt begynder
flere og flere også i det små at kræve deres rettigheder overholdt
uden betaling. Den fasttømrede ide om, at alt skal betales, er
blevet lidt løs i kanten, men der er altså stadig over 2000 års
tradtioner for, at rettigheder ikke er gratis. Grotesk
politisk farce Hele diskussionen om "Rene Hænder"
og i det hele taget om det italienske retsvæsenet er derimod kørt
fuldstændig af sporet, og er i dag en grotesk politisk farce, hvor enhver
anklage bliver beskyldt for at være politisk forfølgelse.
- Hvorfor er kommunisterne aldrig blevet anklaget for at modtage støtte
fra USSR? Hvorfor er de store "røde" andelsselskaber i Mellemitalien
aldrig blevet undersøgt og anklaget? lyder det fra højrefløjen,
der giver udtryk for at flertallet af de ansatte i retsvæsenet er "røde
lejesvende".
Venstrefløjen derimod klager over, at den nuværende
regering laver skræddersyede love for at få regeringschefen Berlusconi,
hans medarbejdere og selskaber frikendt.
De mener også, at regeringens
lovgiving besværliggør efterforskningen og lovliggør forbrydelser.
Specielt er loven, der gør det nærmest umuligt at få sagsakter
fra udlandet, og loven om at man nu kan indføre ulovligt tjente penge fra
udlandet til Italien, under anklage.
Spildt lejlighed til oprydning
Finansmanden Sergio Cusani er en af de ganske få i hele
Rene Hænder-sagen, der har afsonet en fængselsdom.
Han blev dømt i Enimont-sagen.
I dag er hans arbejde ikke storfinans, men derimod posten som leder af en organisation,
der arbejder for at forbedre forholdene for de indsatte i italienske fængsler.
Hans afsluttende kommentar til kapitlet om "Rene Hænder":
- En mulighed, der er blevet spildt af alle, retsvæsenet inklusive.
-syl
|