April 2012

Bookmark and Share
Inderkredsen i Lega Nord brugte partikassen som privat bank
Bossi er trådt tilbage, sønnen er ude af Lombardiets parlament, Senatets vicepræsident er ekskluderet, og efterforskningen peger på, at Lega Nord også lavede forretning med `Ndrangheta-mafiaen...

Læs mere: Folkeafstemning i 1993 afskaffede statslig partisøtte
- alligevel modtog italienske partier 2,25 milliarder statslige euro mellem 1994 og 2008 >>


Den historiske valgplakat, hvor Lega Nord illustrerer Norditalien (som leghisterne kalder for Padania - Poslette Landet) som en høne, hvis guldæg ender i det korrupte Rom.

Vågn op, padanere!
...med Lega Nord mod det tyvagtige Rom.


Venstrefløjs-sammenslutningen SEL har straks re-designet plakaten - nu er Lega Nord tyveknægten, der stjåler italienernes guldæg.


Po-floden og politik
- og krigshelten Alberto >>

Po-floden og Po-sletten (der hedder Pianura Padana på italiensk) spiller en central rolle i Lega Nords symbolik.

Siden 1996 har Lega Nord hvert år fyldt en ampol med vand fra flodens udspring ved Monviso bjerget ved den franske grænse.
Vandet bringes så de 652 km langs med floden ud til Venedig, som en fejring af Po-landet Padania.

Lega Nord holder også Padanske sportsmesterskaber og vælger hvert år Miss Padania.

Krigeren i Lega Nords symbol er Alberto fra Giussano, der kæmpede - og vandt - over den germanske kejser Fredrik Rødskæg i 1176 i slaget mellem kejseren og de Lombardiske Ligaer ved Legnano nord for Milano.

Det italienske parti Lega Nord er uden leder i kølvandet på en skandale om misbrug af partiets pengekasse.

Lega Nord blev grundlagt som et Norditaliensk protestparti i 1989.
Partiet har siden 1994 været en del af Berlusconis koalition, og var indtil sidste år et af regeringspartierne i Berlusconis regering.

"Leghisterne" så - og ser stadig - sig selv som hårdtarbejdende og ærlige norditalienerne i modsætning til deres opfattelse af syditalienere som dovne, og alle politikere i regeringsbyen Rom som gemene tyveknægte.


"Så langt væk som mulig fra Rom - tæt på dig."
Nu har leghisterne åbenbart selv været for længe i Rom....!



"Roma Ladrona" - Rom er en tyveknægt - er et af partiets klassiske slagord, og konceptet blev forklaret på en historisk og stadig anvendt valgplakat, hvor Norditalien var illustreret som en høne, der producerede de guldæg, som endte i det tyvagtige Roms kurv.

Lige nu trykker venstrefløjsgruppen SEL den samme plakat med en let ændret tekst - nu er det Lega Nord, der kaldes "ladrone".

Partiets historiske leder Umberto Bossi, hans kone og sønner, og inderkredsen omkring familien i partiets ledelse er under efterforskning for netop det, de altid har anklaget Rom og syditalienerne for: Kliken har tilsyneladende brugt partikassen som deres egen private bank.

Francesco Belsito, partiets tidligere kasserer er efterforsket for både at have brugt partiets penge privat, og for at have misbrugt de statslige bidrag til partiet.

Bossi trådte den 5. april tilbage som partileder, selv om han bliver som partiets præsident.
Sønnen Renzo på 23 år, som Bossi i 2009 udnævnte som sin efterfølger, har også trukket sig som medlem af parlamentet for regionen Lombardiet.

Renzo er ellers mest kendt for at være dumpet tre gange til studentereksamen - noget farmand Umberto altid har omtalt som politisk forfølgelse.

"The Family" - en mappe med alle bilag
I sidste uge fandt Finanspolitiet en mappe med titlen "The Family" i partiets hovedkvarter i udkanten af Milano.

Fundet skete efter en anmeldelse fra et partimedlem, der åbenbart havde fået nok.

I mappen lå der kvitteringer, der afslørede, at partikassen blandt meget andet havde betalt partilederens tandlægeregning, regninger for renovering af hans ville, og sønnen Renzo afleverede tilsyneladende også sine fartbøder til direkte udbetaling fra partikassen.

Videooptagelser, som Renzos tidligere privatchauffør har givet til pressen, viser hvordan den unge mand "hæver" penge fra partikassen og får dem leveret fra chaufføren.
Alessandro Marmello var chauffør og bodyguard for Renzo i 2009. Han udtaler til ugebladet "Oggi" at han sagde op, fordi han var træt af at aflevere penge til Renzo fra partikassen.
"Jeg skrev under, og blev dermed gjort medansvarlig. Han (Renzo) indkasserede og stak pengene i lommen, som om det var helt naturligt".

Senatets vicepræsident ekskluderet af partiet
Torsdag den 12. april var partitoppen samlet til krisemøde i Lega Nords hovedsæde i Milanos udkant.

Krisemødet resulterede blandt andet i at Rosi Mauro - der er Vicepræsident for det italienske Senat og leder af Lega Nords fagforeing Sin.Pa - blev ekskluderet af partiet.
Også hendes bilag befandt sig i "Familie-mappen".

Det siges, at den måske kommende partileder - tidligere indenrigsminister Roberto Maroni - truede med selv at forlade partiet, hvis ikke Rosi Mauro blev smidt ud.


Partiet risikerer at blive splittet

Der har længe været murren i partiet over Bossi og Bossi-klikens magt. Anklagerne om nepotisme med Bossis udnævnelse af sønnen som kommende partileder i 2009 har jævnligt været fremme.

Under en støttedemonstration den 10. april i Bergamo, hvor omkring 4.000 leghister mødte op under slagordet "Pulizia" - Rengøring - var det tidligere indenrigsminister Roberto Maroni, der præsenterede partiet som hovedtaler. Han er også manden bag slagordet "Rengøring", som han dagligt gentager på sin Facebook-profil.

Internt i partiet ved man dog, at politikerne fra Veneto-området, hvor Lega Nord altid har stået stærkt, er trætte af lombardernes overvældende magt i partiet.

Lige nu ledes partiet frem til et ny kongres i slutningen ad juni af Maroni, tidligere minister Calderoli (kendt for at bære en t-shirt med en af de danske Muhammed-tegninger i et tv-interview i 2006) og det mindre kendte parlamentsmedlem Manuela Dal Lago.

I hvert tilfælde indtil videre, for det kom den 12. april frem, at også Calderoli skulle være nævnt i de kompromitterende papirer fra familie-mappen.

Mange trofaste Leghister mødte i sidste uge op foran partiets store hovedkvarter for at vise deres evige støtte til Bossi - men dag for dag bliver der færre mennesker foran indgangen til hovedkvarteret, der også huser Lega Nords avis, radio- og tv-station, børnehave for de ansatte og en glimrende kantine.
Nogle af pengene er om ikke andet så gået til at lave et parti-hovedkvarter, hvor der bestemt heller ikke mangler noget.

Bossi undskylder - og alligevel ikke...
Bossi har nærmest tårevædet offentligt ved støttedemonstrationen i Bergamo undskyldt, at hans søn har modtaget penge fra partikassen.
Men han har ikke kommenteret pengene til maling af hans egen villa, eller kommenteret de bilag fra "The Family"-mappen, som han selv har underskrevet.

Og han har også flere gange sagt, at hvis det virkelig har været sådan, at hans familie har modtaget penge fra partiets kasser, så vil han prompte udskrive en check på beløbet.


Bramfri politiker, der kun taler i slagord
Bossi er kendt for sine meget bramfri kommentarer.
Siden han i 2004 blev ramt af en hjerneblødning har han nærmest heller ikke været i stand til at udtale sig i andet en ganske få slagords-sætninger.

Jeg mødte Umberto Bossi i 2008, da jeg oversatte for en dansk gymnasieklasse, der var på rundvisning hos Lega Nord på en studietur.

Det var en speciel oplevelse at skulle oversætte Bossis sætninger som "Vi lombarder er klar til at gribe til våben for at befri Padania" for måbende danske gymnasieelever, der ikke kendte til Lega Nords meget voldsomme retorik.

Avisen "La Padania" 4.4.2008
...gymnasieklassen var faktisk fra Fyn...

Ved samme lejlighed havde jeg Renzo Bossi til bords i partiets i øvrigt udmærkede kantine - og nej, han er ikke den skarpeste kniv i skuffen.

Bossis 33-årige søn fra første ægteskab er også i søgelyset for at have modtaget penge fra partiet.

Efter en kort karriere som velbetalt sekretær for en af Lega Nords EU-politikere er han i dag racerkører. Men chefen for han team har nu trukket ham ud af kommende løb, for sagen om partipengene stresser ham.

Selv om Bossi i dag udover det synlige tegn efter hjerneblødningen i 2004 ligner en slagen mand er han stadig partiets præsident, og der er stadig enkelte skud tilbage i den verbale bøsse.

Sønnens tilbagetræden fra Lombardiets parlament fik denne kommentar med på vejen:
- Han har gjort det rigtige ved at tråde tilbage. I de seneste to-tre måneder har han talt om, at han var træt af arbejdet i regionen.

Renzo Bossi har i sin tid som regional politiker deltaget i 7 ud af 58 møder.


-syl

Retur til
alien <<


2,25 mia € i partistøtte
mellem 1994 og 2008 >>


Partistøtten 2010 >>

Link
Lega Nord >>




op /\

 

 

 

 

 

 

 

 

op /\

 

Lega Nord valgplakat fra 2008
Teksten på plakaten med indianeren
"De blev ofre for immigration - i dag lever de i reservater"



Copyright © 2000 - 2012. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>