Politik

15. juli 2011

Bookmark and Share
Kriseindgreb: Sparepakke til 70 milliarder euro
(Over 500 milliarder danske kroner)
- Ekstra udgifter for italienske familier på mellem 1.000 og 1.800 euro om året
- Færre skattefradrag og højere pensionsalder
- Berlusconi har været usædvanlig tavs, og oppositionen kræver han går af ..


Flere fattige
I følge helt nye tal fra ISTAT 15. juli lever 8.272.000 - 13,8% - af italienerne i dyb eller relativ fattigdom.
En familie på 2 personer skønnes at være releativ fattig, når den har under 1.000 € at leve for om måneden.


Det italienske parlament stemte fredag den 15. juli også i Deputeretkammeret ja til regerings sparepakke - 316 stemte ja, 282 nej. I Senatet var der 161 ja-stemmer og 135 nej-stemmer.

Pakken skal være med til både at genskabe udlandets tillid til den italienske økonomi og til at sætte skub i den økonomiske udvikling.

Pakken er dog mere en krisepakke end en iværksætterpakke, selv om finansminister understreger, at den indeholder 16 vækstfremmende forslag.
Oppositionen hævder, at prisen betales af de italienske familier, der kan se frem til øgede udgifter på mellem 1000 og 1800 euro om året.



Lægerecepter til 10 € fra næste mandag

Nogle af de mange punkter i krisepakken iværksættes umiddelbart.

Det betyder for eksempel, at italienerne fra mandag skal betale 10 € for hver recept udskrevet af speciallæger, for en analyse af en blodprøve og for besøg hos speciallæger. Samtidig stiger den kontante betaling for et ikke livsnødvendigt besøg på skadestuen med 25 €.

Derudover nedsættes en lang række skattefradrag for eksempel for vuggestuepladser, for studerende børn, for dyrlægeregninger og for renovering af huse.

Skattefradragene koster i dag den italienske stat 161 milliarder euro om året, og frem til 2014 skal der her spares 20 milliarder euro.

Indgreb frem til 2014

Selv om der senest skal være valg i Italien senest i 2013 rækker sparepakken nemlig helt frem til 2014.

Blandt andet hæves pensionsalderen igen, og store pensioner på over 10.000 danske kroner bliver vil fremover stige mindre end de lavere pensioner.

De meget omdiskuterede politikerlønninger - og ikke mindst politikernes tillæg og frynsegoder - bliver der også skåret i.
Men disse ordninger træder først i kraft i 2014 - altså når et nyt parlament har været på arbejde et stykke tid.

Sparepakken forudsætter i øvrigt at en længe varslet skattereform rent faktisk bliver vedtaget for at fordelene ved reformen fører til resulatatet:
- en balance i det italienske statsbudget, og et knæk på kurven over statsgælden, der lige nu er Europas andenstørste.

Den italienske statsgæld er 120% i forhold til Brutto National Produktet - og bliver kun overgået af Grækenland.

Berlusconi usædvanlig tavs:
Deprimeret, vred eller optaget af egen økonomi?

Sparepakken er finansminister Tremontis personlige værk og han støttes 100% af koalitionspartneren Lega Nord.

Aldrig er så stor en pakke blevet vedtaget på så kort tid - og den kendsgerning vil styrke økonomen Tremonti i den kamp om magten i Berlusconi-partiet PDL, der har været i gang i flere måneder.


Berlusconi udnævnte egenhændigt i sidste uge justitsminister Alfano som sin efterfølger og partiets leder - når eller hvis han selv træder tilbage nu eller før et valg, der altså senest skal være i 2013.

Denne "kroning" af Alfano blev ikke modtaget med ubetinget begejstring i partier, hvor blandt mange andre forsvarsminister Ignazio La Russa bad om "ro på" og understregede at en ny partileder jo i realiteten skulle vælge - ikke udnævnes. Og at sådan et valg efter hans mening gerne måtte være et primærvalg, som alle partimedlemmer deltog i.

Berlusconi selv glimrer i disse krisedage med sit fravær og sin usædvanlige tavshed.

Han var ikke tilstede under afstemningen i Senatet torsdag, og i denne uge har han aflyst stort set alle både officielle og private punkter på den kalender, der trofast offentliggøres hver dag.

Berlusconi talte i weekenden ikke som ventet til en partifest, han har ikke været på statsbesøg i Beograd i denne uge som planlagt, han besøgte ikke sin fodboldklub Milan og han tog heller ikke som lovet på solidaritetsbesøg på øen Lampedusa i mandags.

I sidste uge blev Berlusconi i appelretten i Milano idømt en bøde på over en halv milliard euro for uregelmæssigheder i forbindelse med købet af forlaget Mondadori tilbage i 1991.

Nogle iagttagere hævder, at Berlusconi er blevet så deprimeret - og bekymret - over den dom, at han slet ikke har tid til at beskæftige sig med Italiens politiske situation.

Andre siger, at han er så uenig i sparepakken, der netop ikke indeholder nogle af de økonomiske gaver, som Berlusconi normalt deler ud for at gøre sine vælgere tilpasse, at han lader Tremonti sejle sin egen sø, så Berlusconi undgår at blive opfattet som den, der svinger pisken.

Finansministeren er også stadig i unåde hos Berlusconi, fordi han fjernede et komma i forslaget til krisepakken, der helt "tilfældigt" ville have medført, at netop den slags bøder som Berlusconi blev idømt i Mondadori sagen, IKKE skulle betales efter dom i appelretten, men først efter en eventuel dom ved højesteretten.

Oppositionen har meddelt, at den ikke vil blokere for spareplanen, selv om den ikke 100% er deres kop the.

Oppositionsleder Bersani opfordrer Berlusconi til at træde tilbage efter vedtagelsen af spareplanen for at gøre plads til en teknisk regering der først og fremmest skal gennemføre en ny valglov, der ikke giver en flertalspræmie til det største parti eller den største koalition som i dag >>.

Berlusconi deltog i fredagens afstemning i Deputeretkammeret.
Her talte han kort med finansministeren og koalitionspartnerne Bossi fra Lega Nord.
Han forklarede sin tavshed med, at hvis han sagde sin mening ville det ikke "være i landets interesse".

Berlusconi understregede at han er bekymret over sin familie set i lyset af kæmpebøden, at han har haft et uheld, hvor han er faldet i badeværelset, og at han stadig vil gennemføre skattelettelser, selv om det "lige nu er vanskeligt".

Oppositionen fører i meningsmålingerne

En meningsmåling foretaget af Istituto Piepoli offentliggjort den 15. juli viser, at oppositionspartiet PD (Partito Democratico) nu har overhalet Berlusconis PDL - 29,5 mod 29% af stemmerne.

En eventuel koalittion af oppositionspartierne PD, IDV og venstrefløjs-sammenslutningen SEL ville i dag få 44& af stemmerne mod den nuværende regeringskoalitions 41%.

-syl

Retur til
Politik <<


Retur til
Samfund <<


Berlusconis
mange
problemer


Udover bøden på over 1/2 milliard euro (se artikel til højre) har Berlusconi mange andre problemer lige for tiden.

Hverken Berlusconi eller partiet PDL er helt kommet sig over de sviende nederlag ved kommunalvalgene i maj og juni, hvor Berlusconi største nederlag var partiets tab af borgmesterposten i hjembyen Milano.

Derudover blev regeringens politik stemt ned på 4 fire punkter ved en folkeafstemning den 12. og den 13. juni.

Italienerne sagde nej til regeringens plan om at indføre atomkraft, nej til privatisering af vandet og nej til, at Berlusconi måtte udeblive fra det fire retssager, han står anklaget i, fordi han er regeringsleder.


Copyright © 2000 - 2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>