Bettino Craxi døde i eksil i Tunesien den 19. januar 2000

Artiklen er fra 2000 - opdateret efter Craxis død i 2001

Da Craxi var Socialistpartiets leder og hans svoger borgmester i Milano, var der ingen smalle steder.
En plads i "Craxi´s hof" var lig med økonomisk fremgang indtil korruptionsskandalerne i 1992.

Ingen er som italiernene villige til at glemme folks synder, så snart de er døde.

Den korruptionsdømte tidligere ministerpræsident Bettino Craxi, der stak af til Tunesien for ikke at komme i fængsel, bliver dagen efter sin død rost til skyerne.

Ikke kun af sine historiske tilhængere, men også af nogle af sine argeste politiske modstandere.

Den italienske oppositionsleder Silvio Berlusconi var igennem årtier personlig ven med Craxi, der har stået fadder til hans yngste børns.
Berlusconi siger direkte, at Craxis fjender i dag burde have anstændighed nok til at holde mund i stedet for at hykle sympati for den afdøde.

Fra mange sider bliver Craxi i dag nærmest udråbt til at være den person, der alene har båret korruptionsskandalerne på sine skuldre.



Men med over 3.000 korruptionsanklagede og en stribe selvmord blandt de anklagede siden 1992 er det både overdrevet og usmageligt .


"Det drikkende Milano"

Selvom det meste af Craxis politiske karriere udspillede sig i parlamentet i Rom fra 1968 til 1992, var Milano symbolet på Craxi´s magt.

Byen blev i 80'erne kaldt "Det Drikkende Milano".
Det skyldtes ikke, at indbyggerne gik amok i lokale produkter som Fernet Branca >> og Campari >>, men var en talemåde for den kendsgerning, at der var nok til af alt til alle.
De økonomiske kilder tørrede aldrig ud i Milano eller andre steder, hvor Socialisterne sad på magten.

Bedre, da det var værre...

Da korruptionen blev afsløret, sagde mange ærgerligt:
- Vi havde det bedre, da det var værre.

Underforstået, at med korruptionen var der arbejde, penge og fordele til alle.

Craxi blev i 1976 leder af Socialisterne, og var indtil 1992 enten regeringschef, medlem af regeringen eller indflydelsesrig partileder i Rom.

Craxi´s parti sad også tungt på magten i Milano, som var og er Italiens økonomiske knudepunkt.

Helt fantastisk gik det, da Craxis svoger var borgmester i Milano fra 1986 til 1991.

Kunne man blive inviteret til Craxis eller svogerens mandags-frokoster på restauranten Al Materel var den økonomiske lykke gjort.

Da korruptionsskandalerne havde varet et par år, og Craxi var flygtet fra sine retssager til Tunesien i 1994, besøgte et tv-hold Al Matarel.

Restauranten var halvtom, og ejeren Marco Comini mindedes nærmest bevæget de glade man-dage, hvor folk stod i kø for at komme i nærheden af "Craxis hof".

Restauranten er i øvrigt stadig et besøg værd!
Men nu "kun" fordi den serverer en af byens bedste Risottoer samt en uovertruffen Osso Buco.


Uden partibog gik den ikke

Det var ikke alle, der kom så tæt på Craxi, at de deltog i mandags-frokosterne.

Men ens lykke kunne også gøres på andre måder.

Man kunne stille sig i kø udenfor den Ferrari-røde dør ind til Craxis kontor på fjerde sal med udsigt til domirkepladsen i Milano.

Rygterne siger at partiet stadig skylder 800.000 kroner i husleje.

Havde man i 80'erne sin partibog til Socialistpartiet i orden, kunne man nemlig få:
Byggetilladelser, favorable kontrakter med kommune og stat, tilladelser til at sende tv for blot at nævne nogle ting.
Havde man ikke bogen, måtte man gå.

Det beretter en lille historie om to unge arkitekter i 80'ernes Milano om:

De to fandt en tom lejlighed i centrum af Milano, som ville passe perfekt til et arkitektkontor.

Ejendommen var ejet af kommunen, og damen på det rette kontor var yderst imødekommende omkring et lejemål.
Kontrakten var faktisk klar, da hun ligesom i en indskudt sætning forhørte sig:

- I er vel medlemmer af Socialistpartiet?
Det var de ikke.
Og da de på damens høflige spørgsmål, om de så ikke kunne tænke sig at blive medlemmer, svarede nej, gik der lige pludselig bureaukrati i lejemålet.

Hurra, hvor det går

Men hurra hvor det gik i Milano og i Italien i Craxis epoke.

Det var i de år, Berlusconi for alvor blev en rig mand.

Det var dengang teatermanden Giorgio Strehler fik bevilget sit eget ny "Nuovo Piccolo Teatro" i Milano.

Det tog over 20 år at bygge teatret, og budgettet blev fordoblet igen og igen. Nogle milliarder lire forsvandt, og andre lire endte i et spa-bad i teaterdirektørens kontor.

Italien blev vært for VM i fodbold i 1990, og nye imponerende fodboldarenaer blev bygget, mens budgetterne igen blev overskredet i en undelighed og bevillingerne endte i de forkerte lommer.

Retssagerne er endnu ikke afsluttede.

Metroer blev bygget.
Det tog længe.
Det kostede alt for meget.

Men de blev bygget, og det er mange parate til at give Craxi æren for i dag.

En dag efter sin død omtales han af mange som en af det 20. århundredes store statsmænd. Som manden bag moderniseringen af Italien, for at det ikke skal være løgn.

Nemmest at støtte vindere

Men det var altså også utroligt nemt at støtte Craxi, da det hele gik godt.

Og det er samtidig meget italiensk, at da det gik skidt for Craxi i 1993 blev han mødt med smædeord og folk der i foragt kastede mønter efter ham udenfor hans hovedkvarter i Rom.

Da folk blev klar over, hvor mange penge, der egentligt cirkulerede i hele korruptionscirkusset, holdt de sig heller ikke tilbage for at råbe tyv efter ham i retssalen i Milano.

Den store kemiske virksomhed Enimont bestak for eksempel de italienske partier, ikke kun socialisterne, for over 600 millioner kroner.

Italienerne siger om sig selv, at de er bedst til at holde med vinderne, og det gjaldt også for Craxi.
Altså indtil hans død og ophøjelse til statsmand.
Men i live tabte Craxi alt.

Hans hof af politikkere, byggematadorer og tv-konger, men også af designere, pornostjerner og skuespillere - af dværge og danserinder som hans modstandere kaldte "hoffet" gik i opløsning, da næste stop i 1993 var retsbygningen i Milano.

Han endte med at blive idømt over ti års fængsel i to retssager, og andre sager bliver nu aldrig afsluttet.


Craxi i retten i Milano i 1994.
Om ikke andet må man lade ham, at han som en af de ganske få ikke lagde skjul på, at returkommission, korruption og afpresning var helt normalt.
- Alle vidste det, og alle gjorde det, kunne man opsummere afhøringerne af Craxi

I maj 1994, før de endelige domme faldt, rejste han til Tunesien.
Selv mente han, han blev tvunget i eksil.

Han var i 24 år som parlamentsmedlem med til at skabe det italienske samfunds spilleregler. Men i det øjeblik, disse regler og love også gjaldt for ham selv, stak han halen mellem benene.

Craxis viden er farlig

Interpol havde arrestordrer liggende på ham, men de skiftende italienske regeringer siden 1994 anstrengte sig ikke synderlig for at få udleveret forbyrderen Crazi.

De frygtede måske, at politikeren Craxi i så fald ville røbe for meget af den viden om italiensk politik.

Den viden samlede han som intelligent toppolitikker i sine private arkiver, og med mellemrum sendte han smagsprøver til italienske medier fra villaen i Hammamet i Tunesien.

Disse papirer eksisterer stadig, og familiens bitterhed er stor nok til at de kan bruges mod Italien en dag.

Datteren Stefania var sammen med Craxi, da han døde onsdag eftermiddag. Hun anklager direkte dommerne Milano for at have myrdet hendes far.

Renset eller død
Selv mente Craxi, at han fortjente at blive renset totalt af sit fædreland.
Da han i oktober i fjor blev opereret for kræft i en nyre, var der tale om, at han kunne komme tilbage til Italien for at blive behandlet.

Udenfor hospitalet skulle han dog være i husarrest.
Det tilbud afviste Craxi katagorisk.

- Jeg kommer kun tilbage til Italien, hvis jeg er renset eller død.

-syl