
Bettino
Craxi døde i eksil i Tunesien den 19. januar 2000
|
Artiklen
er fra 2000 - opdateret efter Craxis død i 2001
Da Craxi var
Socialistpartiets leder og hans svoger borgmester i Milano, var der ingen smalle
steder. En plads i "Craxi´s hof" var lig med økonomisk fremgang
indtil korruptionsskandalerne i 1992. Ingen
er som italiernene villige til at glemme folks synder, så snart de er døde.
Den korruptionsdømte tidligere ministerpræsident Bettino Craxi, der stak
af til Tunesien for ikke at komme i fængsel, bliver dagen efter sin død rost til
skyerne. Ikke kun af sine historiske tilhængere,
men også af nogle af sine argeste politiske modstandere.
Den italienske
oppositionsleder Silvio Berlusconi var igennem årtier personlig ven med
Craxi, der har stået fadder til hans yngste børns. Berlusconi siger direkte,
at Craxis fjender i dag burde have anstændighed nok til at holde mund i stedet
for at hykle sympati for den afdøde. Fra
mange sider bliver Craxi i dag nærmest udråbt til at være den person, der alene
har båret korruptionsskandalerne på sine skuldre.
Men med over 3.000 korruptionsanklagede
og en stribe selvmord blandt de anklagede siden 1992 er det både overdrevet
og usmageligt . "Det
drikkende Milano"
Selvom det meste af Craxis politiske karriere udspillede sig
i parlamentet i Rom fra 1968 til 1992, var Milano symbolet på Craxi´s
magt. Byen blev i 80'erne kaldt "Det
Drikkende Milano". Det skyldtes ikke, at indbyggerne
gik amok i lokale produkter som Fernet Branca
>> og Campari >>, men var en
talemåde for den kendsgerning, at der var nok til af alt til alle.
De økonomiske kilder tørrede aldrig ud i Milano eller andre
steder, hvor Socialisterne sad på magten. Bedre,
da det var værre...
Da
korruptionen blev afsløret, sagde mange ærgerligt: - Vi havde det bedre,
da det var værre.
Underforstået, at med
korruptionen var der arbejde, penge og fordele til alle. Craxi
blev i 1976 leder af Socialisterne, og var indtil 1992 enten regeringschef, medlem
af regeringen eller indflydelsesrig partileder i Rom.
Craxi´s
parti sad også tungt på magten i Milano, som var og er Italiens økonomiske knudepunkt.
Helt fantastisk gik det, da Craxis
svoger var borgmester i Milano fra 1986 til 1991. Kunne
man blive inviteret til Craxis eller svogerens mandags-frokoster på restauranten
Al Materel var den økonomiske lykke gjort. Da
korruptionsskandalerne havde varet et par år, og Craxi var flygtet fra sine retssager
til Tunesien i 1994, besøgte et tv-hold Al Matarel.
Restauranten var halvtom,
og ejeren Marco Comini mindedes nærmest bevæget de glade man-dage, hvor folk
stod i kø for at komme i nærheden af "Craxis hof". Restauranten
er i øvrigt stadig et besøg værd! Men nu "kun" fordi den serverer
en af byens bedste Risottoer samt en uovertruffen Osso Buco.
Uden
partibog gik den ikke
Det
var ikke alle, der kom så tæt på Craxi, at de deltog i mandags-frokosterne.
Men
ens lykke kunne også gøres på andre måder.
Man
kunne stille sig i kø udenfor den Ferrari-røde dør ind til Craxis kontor på
fjerde sal med udsigt til domirkepladsen i Milano. Rygterne
siger at partiet stadig skylder 800.000 kroner i husleje.
Havde man i 80'erne sin partibog til Socialistpartiet
i orden, kunne man nemlig få: Byggetilladelser, favorable
kontrakter med kommune og stat, tilladelser til at sende tv for
blot at nævne nogle ting. Havde man ikke bogen,
måtte man gå. Det beretter en lille
historie om to unge arkitekter i 80'ernes Milano om:
De to fandt en tom
lejlighed i centrum af Milano, som ville passe perfekt til et arkitektkontor.
Ejendommen var ejet af kommunen, og damen på det rette
kontor var yderst imødekommende omkring et lejemål. Kontrakten var faktisk
klar, da hun ligesom i en indskudt sætning forhørte sig: -
I er vel medlemmer af Socialistpartiet? Det var de
ikke. Og da de på damens høflige spørgsmål, om de så ikke kunne tænke sig
at blive medlemmer, svarede nej, gik der lige pludselig bureaukrati i lejemålet.
Hurra,
hvor det går
Men
hurra hvor det gik i Milano og i Italien i Craxis epoke. Det
var i de år, Berlusconi for alvor blev en rig mand. Det
var dengang teatermanden Giorgio Strehler fik bevilget sit eget ny "Nuovo
Piccolo Teatro" i Milano.
Det tog over 20 år at bygge teatret, og budgettet blev fordoblet
igen og igen. Nogle milliarder
lire forsvandt, og andre lire endte i et spa-bad i teaterdirektørens
kontor.
Italien blev vært for VM i fodbold i 1990,
og nye imponerende fodboldarenaer blev bygget, mens budgetterne igen blev overskredet
i en undelighed og bevillingerne endte i de forkerte lommer. Retssagerne
er endnu ikke afsluttede. Metroer blev bygget.
Det tog længe. Det kostede alt for meget. Men
de blev bygget, og det er mange parate til at give Craxi æren for i dag.
En dag efter sin død omtales han af mange som
en af det 20. århundredes store statsmænd. Som manden bag moderniseringen af Italien,
for at det ikke skal være løgn.
Nemmest
at støtte vindere
Men
det var altså også utroligt nemt at støtte Craxi, da det hele
gik godt.
Og det er samtidig meget italiensk, at da det gik skidt for
Craxi i 1993 blev han mødt med smædeord og folk der i foragt
kastede mønter efter ham udenfor hans hovedkvarter i Rom.
Da folk blev klar over, hvor mange penge, der egentligt cirkulerede
i hele korruptionscirkusset, holdt de sig heller ikke tilbage
for at råbe tyv efter ham i retssalen i Milano.
Den store kemiske virksomhed Enimont bestak for eksempel
de italienske partier, ikke kun socialisterne, for over 600
millioner kroner.
Italienerne siger om sig selv, at de er bedst til at holde
med vinderne, og det gjaldt også for Craxi.
Altså indtil hans død og ophøjelse til statsmand.
Men i live tabte Craxi alt.
Hans hof af politikkere, byggematadorer og tv-konger, men
også af designere, pornostjerner og skuespillere - af dværge
og danserinder som hans modstandere kaldte "hoffet" gik
i opløsning, da næste stop i 1993 var retsbygningen i Milano.
Han endte med at blive idømt over ti års fængsel i
to retssager, og andre sager bliver nu aldrig afsluttet.
Craxi i retten i Milano i 1994.
Om ikke andet må man lade ham, at
han som en af de ganske få ikke lagde skjul på,
at returkommission, korruption og afpresning var helt normalt.
- Alle vidste det, og alle gjorde det, kunne man opsummere
afhøringerne af Craxi
I maj 1994, før de endelige domme faldt, rejste han til Tunesien.
Selv mente han, han blev tvunget i eksil.
Han var i 24 år som parlamentsmedlem med til at skabe det
italienske samfunds spilleregler. Men i det øjeblik,
disse regler og love også gjaldt for ham selv, stak han halen
mellem benene.
Craxis
viden er farlig
Interpol
havde arrestordrer liggende på ham, men de skiftende
italienske regeringer siden 1994 anstrengte sig ikke synderlig for at få udleveret
forbyrderen Crazi. De frygtede måske, at politikeren
Craxi i så fald ville røbe for meget af den viden om italiensk politik.
Den viden samlede han som intelligent toppolitikker i sine private arkiver,
og med mellemrum sendte han smagsprøver til italienske medier fra villaen i Hammamet
i Tunesien. Disse
papirer eksisterer stadig, og familiens bitterhed er stor nok til at de kan
bruges mod Italien en dag. Datteren Stefania
var sammen med Craxi, da han døde onsdag eftermiddag. Hun anklager direkte dommerne
Milano for at have myrdet hendes far.
Renset eller død Selv
mente Craxi, at han fortjente at blive renset totalt af sit fædreland. Da
han i oktober i fjor blev opereret for kræft i en nyre, var der tale om, at han
kunne komme tilbage til Italien for at blive behandlet. Udenfor
hospitalet skulle han dog være i husarrest. Det tilbud afviste Craxi katagorisk.
- Jeg kommer kun tilbage til Italien, hvis jeg er renset eller død.
-syl |