Berlusconi

Marts 2010
Bookmark and Share

Signe var til middag med Berlusconi

- Han skulle have holdt sig til underholdningsbranchen.

Signe arbejdede som PR og Marketingchef hos et higtech-firma, da hun i vinteren 2009 blev inviteret til middag hos Berlusconi.




Artikel fra juni 2009

- Under aperitiffen gik der et sus gennem salen. De 50 gæster trak automatisk ud til siderne. Ind kom Silvio Berlusconi og hilste personligt på hver enkelt. Det virkede som om der ankom en kongelig.


Danske Signe har boet ti år i Milano, og var i februar inviteret til middag af det Berlusconi-ejede reklamebureau Publitalia. Hun var dengang PR- og Eventmanager for et hightech firma.

- Der var overhovedet ikke noget arrogant eller snobbet ved Berlusconi, der åbenbart havde studeret gæstelisten så nøje, at han vidste præcis, hvem hver enkelt gæst var, fortæller Signe.

Signe fik nærmest fik et chok, da hun opdagede at Silvio var hendes bordherre.

- Du forstår godt italiensk, selv om du er dansk, spurgte Silvio Signe, som fra sin plads havde direkte udsigt til Berlusconis tommetykke teatermakeup, der uelegant sluttede et stykke oppe på panden.

Silvio hørte ikke hendes svar.
Under hele den fire timer lange middag i villaen i Lesmo udenfor Milano var han 100% optaget af at gennemføre sit helt eget show.

Showet bestod i, at Silvio med jævne mellemrum greb mikrofonen og croonede sange som "Strangers in the night". Alene eller sammen med tre unge, smukke og letpåklædte sangerinder, der både var på fornavn med ham og til tider også på skødet af ham.

Signe komplimenterede ham for en sang.
En halv time efter lå der en CD med Berlusconis egne sange ved hendes kuvert.
- Det gav en fornemmelse af, at Berlusconi virkelig var optaget af dig som gæst.

Fire ministre holdt tale

Med til forretningsmiddagen var hele fire ministre.
Signes samtale med ligestillingsminister Mara Carfagna inspirerede Silvio til at gribe mikrofonen endnu en gang, og underholde selskabet med en vittighed af den salgs, der passede bedre til et rugbyholds omklædningsrum.

Ligestillingsministeren tog dette med et smil, for under hele middagen var der en fantastisk stemning.
Det var tydeligt, at ingen satte spørgsmålstegn ved hovedpersonens autoritet, og da slet ikke ved hans manglende situationsfornemmelse i forhold til ligestillingsministeren.

- Berlusconi er utrolig karismatisk. Han fik alle til at føle, de var til middag med vennerne, selv om ingen var i tvivl om, at alt den aften cirkulerede omkring planeten Berlusconi.

Efter hovedretten - Silvio selv spiste i hurtige mundfulde mellem sine sange, vittigheder og småsnak med alle gæster - fik de fire ministre lov til at holde en kort politisk tale, og så var der rundvisning i villaen.

Kontor med nøgne damer

I Silvios kontor var udsigten fra skrivebordet et stort maleri med tre nøgne kvinder:
"Fremtiden" kaldte Silvio dem, og med de seneste to måneders massive pressedækning af "Berlusconi og hans kvinder" ramte spådommen plet.

Hele middagen handlede om, at Berlusconi på bedste jyske krejlermanér søgte sponsorer til at indrette villaen nord for Milano til et supercampus, hvor "mine venner Putin og Clinton kan komme og holde foredrag for udvalgte studerende".

Gæsterne var alle fra firmaer, hvis produkter kunne bruges til at indrette villaen smagfuldt og eksklusivt.

Berlusconi var ude efter sponsorgaver, og benyttede lige lejligheden til at blande forretning med sang, vin, kvinder og politik.

- Da min mand og jeg var hjemme fik vi simpelthen et grineflip over en helt surrealistisk aften, fortæller Signe, der uanset hvor underholdende og sympatisk en vært Silvio var, ikke har ændret mening om den italienske regeringsleder efter middagen.

- Berlusconi er helt sikkert en genial forretningsmand og en utrolig karismatisk person, men han er bestemt ikke egnet til at lede et demokrati. Han skulle have holdt sig til underholdningsbranchen, konstaterer Signe.

-syl


Copyright © 2000 - 2010. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>