- Jeg er også en arbejder,
har Berlusconi udtalt.

Artikel fra april 2006

Han har aldrig hørt om Janteloven og vil sandsynligs slet ikke forstå den.

Han mener faktisk, han er hævet over alle andre mennesker - og også over loven - både fordi han er Italiens rigeste mand, og fordi han i hvert fald indtil mandag også landets ministerpræsident.

Han omgiver sig med "Berlus-kloner", der får deres løn af ham, bor i hans satellit-byer, ser hans tv-kanaler, læser hans magasiner, investerer i hans selskaber, og godt ved, de ikke er betalt for på nogen måde at sige ham imod.

Trods hans position og rigdom har han alligevel så lidt selvtillid at han tyr til plastisk kirurgi, hårtransplantationer og indlæg i skoene for at synes højere.



Og så siger han ting, som dén med de kogte børn i Kina >>, eller dén med at hans "italian lover-teknik" fik fødevareagenturet til Parma.

Kommentarer, der er så himmelråbende malplacerede, at det halve kunne være nok.

Som om det ikker er nok, så cirkulerer der en video på internet, der viser Berlusconi, der sniger sig op bag en kvindelig parkeringsvagt og grinende laver samlejebevægelser.

Det er næsten for nemt at beskrive Berlusconi som en både usympatisk og useriøs person.

Det er straks sværere at forklare hvorfor mellem 46,3% og 50% af de italienske vælgere alligevel i meningsmålinger >> har tilkendegivet at de vil stemme på Berlusconis koalition "Frihedernes Hus" - Casa delle Libertá.

De andre partier på centrum-venstrefløjen

For det første er det slet ikke alle, der stemmer på centrumhøjre-koalitionen, der hverken bryder sig om Berlusconi eller stemmer på ham eller hans parti.

Meningsmålinger op til valget viser, at Berlusconis parti Forza Italien vil få et sted mellem 15 og 20 % af alle stemmer.

Det andre stemmer til centrumhøjre-koalitionen går til partierne National Alliancen - det tidligere fascistiske parti - løsrivelsespartiet Lega Nord, samt til det lille katolske midterparti UDC.
Berlusconi og hans parti har altså ikke haft og vil heller ikke få flertal internt i koalitionen efter valget.

Alternativet er "smittet" af kommunisterne

Det undrer mange nordeuropæere at man efter kommunismens fald stadig kan bruge kommunisme som skræmmebillede i en europæisk valgkamp.

Det kommunistiske skræmmebillede har været fast inventar i alle italienske valgkampe siden landet blev demokratisk i 1948.

Det store Kristlige Demokratiske parti vandt valget i 1948, og sad med i alle regeringer indtil 1992 - og et slogan var faktisk, at kommunisterne spiste børn!


- Forsvar det kristne kors mod den "røde hånd" og "det røde uhyre"
- Valgplakater for de Kristlige Demokrater i 1948

Magtbalancen fra 1948 til 1992 bestod netop i at det store Kristlige Demokratiske parti stod som garant imod kommunismen og imod det kommunistparti, der siden begyndelsen af 1990´erne har heddet Demokratiske Venstre, og som er det største parti i Prodis Union-koalition.

Mange italienere tror simpelthen ikke på at lederne i DS, der alle har tilbragt deres politiske læreår i "Partito Comunista Italiano" har glemt "børnelærdommen".

Blandt "Unionens" otte partier befinder de to tilbageværende kommunistiske partier sig også.
For de mange italienerne, der også automatisk fulgte den katolske kirkes mere eller mindre direkte opfordringer til altid at stemme på "den store hvide hval" som Kristdemokraterne blev kaldt, er det ganske simpelt utænkeligt at stemme på en blok, der også består af erklærede kommunister.

Den katolske kirke har naturligvis også blandet sig i denne valgkamp, og selv om det aldrig siges direkte, så er der ingen tvivl om, at kirkens officielle holdning er, at de "de kristne stemmer" ikke skal gå til Prodis koalition, hvor der er flertal for at bevare den fri abort og mange fortaler for at Italien også tillader registredrede partnerskaber mellem f.eks. homoseksuelle.

Han er en fantastisk reklamemand

Man skal heller ikke undervurdere, at evnen til at sælge sig selv spiller en kæmpestor rolle i Italien.

Og Berlusconi kan sin reklame-bibel.

Man kan grine af hans ansigtsløftninger og hårtransplantationer, men for mange italienere vejer "la bella presenza" eller image om man vil ofte mere end indhold.

Ligesom Berlusconi kender de fleste andre italienere heller ikke janteloven.
De fleste italienere beundrer simpelthen dem, der har gjort det godt!

På det gamle kommunistpartis bar i mit kvarter har jeg ofte hørt Alfa Romeo-pensionister udtale sig beundrende om Berlusconi.

De vil dog til enhver tid nægte at have stemt eller ville stemme på ham.

Trods meningsmålinger og valgresultater har det siden Berlusconi "gik på scenen" i 1994 været svært at finde personer, der indrømmer at have stemt på ham.
Sådan var det faktisk også med dem, der stemte på Kristdemokraterne indtil 1992.

Ikke bange for tal og konkrete løfter
...og altid en kanin i hatten!

Om man er enig eller ej, må man også erkende, at Berlusconi både i denne og den forrige valgkamp har introduceret statistikker og konkrete løfter i valgkampen.

Hans "kontrakt" >> med vælgerne i 2001 var et scoop - han mener selv at have overholdt kontrakten, mens oppositioner siger, han ikke har det.

Men klar tale som kontrakten, og de mange tal om hans regerings resultater, som han altid citerer er noget nyt i italiensk politik.

Og så er Berlusconi altid god for en uventet nyhed.

Mens Prodi forsikrede vælgerne om hans koalitions venlighed overfor kvinderne, så lovede Berlusconi straks at udnævne en kvindelig vice-ministerpræsident.

Og den nyeste "kanin i hatten" var Berlusconis afsluttende bemærkning i tv-duellen med Prodi den 3. april, hvor han lovede at fjerne ejendomsskatten for hus nr. 1 - en ikke uvæsentlig detalje i et land, hvor 87% bor i egen bolig.

-syl