Politisk historie

2009
Bookmark and Share

National Alliancen
- fra nyfascisme til postfascisme (1946-2007)

Specialet er skrevet af
Anna Kathrine Jørgensen,
cand. mag. i historie og italiensk



Du kan her på siden læse indledning, problemformulering,
kilder og konklusion.


Øvrige afsnit er word-dokumenter:

MSI´s politiske udvikling
(1946 til 1994, 25 sider) >>


Højrebølgen i 90´erne
og delkonklusion
(35 sider ) >>


Tiden efter 1995
og litteraturliste
(23 sider) >>


National Alliancen opløste sig selv på en ekstraordinær kongres den 22. marts 2009.

Ugen efter blev partiet opslugt i Berlusconi-partiet PdL - Popolo della Libertá - Frihedens Folk.




 

Indledning (artikel fra april 2009)

I efterkrigstidens Italien har præsidenter på officielle mindedage og ved andre højtideligheder hyldet modstandsbevægelsen og antifascismen.

Republikken Italien har siden sin grundlæggelse bygget sin legitimitet netop på modstandskampen, og de politiske partier, fra De Kristelige Demokrater (La Democrazia Cristiana/DC) til kommunistpartiet (Partito Italiano Comunista/PCI), har vedkendt sig den antifascistiske tradition, ligesom store dele af befolkningen har gjort det.




Kun en lille gruppe sluttede ikke op om antifascismen.

Fascist-nostalgikere fandt sammen og dannede et nyfascistisk og officielt demokratisk parti - Il Movimento Sociale Italiano (Italiens Sociale Bevægelse/MSI).

Kigger man i historiebøger om efterkrigstidens Italien, finder man kun få linier om fascistpartiets arvtagere i MSI.

I mange år levede MSI en stille eksistens, isoleret på den yderste højrefløj i et politisk system, som på trods af hyppige regeringsskift, gennemgående var ledet af de samme personer og det samme parti - La Democrazia Cristiana.

De færreste forestillede sig for 20 år siden, at nyfascisternes parti skulle få mere plads i fremtidens historiebøger, men flere begivenheder i slutningen af 80'erne og de tidlige 90'ere faldt ud til MSI's fordel.

Med det italienske, politiske systems sammenbrud ændredes det traditionelle politiske billede, og nyfascisterne var ikke sene til at udnytte tomrummet.

Partiformanden Gianfranco Fini erklærede MSI for postfascister og ændrede partiets navn til MSI-Alleanza Nazionale (National Alliancen/AN), hvorefter de blev optaget i Silvio Berlusconis regering (1994).

For mange iagttagere var AN-projektet blot MSI i en ny forklædning, og partiets succes bekymrede mange midt i 90'erne.
Siden har meget ændret sig, og ved afslutningen af den anden Berlusconi-regering i 2006 var kritikken forstummet.

Der taltes ikke længere så meget om fascistisk arvegods, men snarere om Fini som afløser for Berlusconi som højrefløjens leder.

Det er altså lykkes Alleanza Nazionale at ryste fortiden af sig og skabe et respektabelt parti med succes hos vælgerne.

Der melder sig alligevel nogle spørgsmål, når et politisk parti, nærmest fra den ene dag til den anden - uden forudgående diskussion eller opgør med partiets politiske tradition - ændrer sit ideologiske grundlag.

At det handler om det italienske fascistparti, gør det ikke mindre problematisk.

Problemformulering

Med udgangspunkt i disse betragtninger ser specialets problemformulering således ud:

Specialet består af to hovedproblemstillinger.


Dels en redegørelse og analyse af det italienske fascistpartis, MSI's, politiske tradition og udvikling i efterkrigstidens Italien med særlig fokus på overgangen til postfascisme og oprettelsen af det nye fortsætterparti Alleanza Nazionale (AN) midt i 90'erne.

Dels en analyse af AN's politik i den postfascistiske periode med henblik på at diskutere kontinuitet og brud mellem politikken i MSI- og AN-perioden.

For at kunne belyse disse problemstillinger er specialet opbygget på følgende måde:

Specialet er et klassisk kildekritisk speciale, og fremgangen og analysen vil være baseret på de relevante kilder inden for tidsrammen - fra MSI's grundlæggelse i 1946 til udgangen af den anden Berlusconi-regering i 2006.

Først fremlægges kildematerialet og den litteratur, som vil blive benyttet i specialet.

Herefter vil der blive gjort rede for omstændighederne omkring MSI's grundlæggelse og partiets udvikling frem til midt i 90'erne. Organisationen i MSI, partiets politik og karakteristika gennemgåes.

Denne gennemgang af den nyfascistiske tradition i efterkrigstidens Italien danner baggrund for den senere sammenligning mellem MSI og forsætterpartiet AN og er vigtig for forståelsen af forbindelsen mellem den historiske fascisme, nyfascismen og postfascismen.

Som en del af redegørelsen omtales afgørende, historiske begivenheder og andre ydre omstændigheder, da de har betydning for MSI's udvikling og de muligheder, der åbner sig midt i 90'erne.

Dernæst fokuseres der på højreekstremismen i et bredere internationalt perspektiv.

At det yderste højre vandt frem i Italien, var ikke et enestående tilfælde, og det er nødvendigt at sammenholde AN's succes med den generelle højrebølge, som slog igennem i mange europæiske lande i løbet af 90'erne.

Fokus vil herefter ligge på Berlusconis regering i 1994 og oprettelsen af AN. Af flere årsager udgjorde Berlusconis regering et brud med mange års politiske tradition i Italien, men i denne sammenhæng er det postfascisternes deltagelse i regeringen, og hvordan de spillede deres nye, politiske rolle, der er interessant.

Analysen er delt ind i perioder:

Tiden op til valget i 1994, regeringsperioden, regeringens fald og et centralt afsnit om Fiuggi-kongressen i 1995, som er MSI's sidste og dermed AN's første kongres.

Den periodiske inddeling er foretaget for at skabe overblik og systematik, men også for at illustrere MSI-AN's udvikling, og hvordan de forholder sig til fascismen i løbet af året frem til det endelige opgør med fascismen på Fiuggi-kongressen.

Denne fremgangsmåde betyder dog, at der vil forekomme nogle gentagelser på tværs af perioderne. MSI-AN's politik i den ovennævnte periode vil blive undersøgt i analysen.

Der vil også fokuseres på partiets struktur og dets vælgere og medlemmer. Alt sammen med henblik på at klarlægge i hvilken grad, der er brud og kontinuitet mellem MSI og AN i overgangsfasen.

De tidligere nyfascister havde forskellige benævnelser i det år, som omstillingsprocessen varede.

I en del af litteraturen kaldes de allerede fra valget i 1994 for Alleanza Nazionale og andre steder stadig kun for MSI, på trods af at de på det tidspunkt hørte under paraplyorganisationen AN.

Overgangen fra nyfascisme til postfascisme var ret flydende og strakte sig over et år, og for ikke at skabe forvirring vil de tidligere nyfascister blive omtalt således:

Alliancen AN blev oprettet i januar 1994, og MSI hørte fra begyndelsen ind under AN, derfor omtales MSI fra januar 1994 som MSI-AN.

Dette navn vil blive brugt om det tidligere nyfascistiske parti frem til Fiuggi-kongressen i januar 1995, hvor MSI nedlægges, og AN tog sin fulde form.
Herefter benævnes de kun AN.

Italiens tidligere kommunister havde gennemgået en omstillingsproces nogle år tidligere, og efter analysen af MSI's overgang til postfascisme, sammenholdes MSI og det italienske kommunistparti PCI.

Det undersøges, hvilket udgangspunkt de to partier havde for at gennemføre en gennemgribende, politisk forvandlingsproces. De tidligere kommunister kalder i dag deres parti for PD (Partito Democratico/Demokratisk Parti), men har været igennem flere navneskift.
PD er stort set en videreførelse af DS (Democratici di Sinistra/Venstre Demokraterne), som opstod i 1998, som igen var en videreførsel af PDS (Partito Democratico di Sinistra/Demokratisk Venstre), der opstod i 1991 som ekskommunisternes parti.

Herefter belyses den anden hovedproblemstilling - AN's udvikling fra Fiuggi-kongressen i 1995 til afslutningen af den anden Berlusconi-regering i 2006.

Der vil blive arbejdet med det samme materiale som ved analysen af overgangsperioden i 1994, således vil det også kunne klarlægges, hvorledes AN udviklede sig på de områder, som blev undersøgt i den første analyse. I den analyserede periode fra 1995 til 2006 opleves AN både i opposition og i regering, og analysen følger de to perioder. AN skulle i denne periode finde sin plads i italiensk politik, og derfor vil der være fokus på strømninger inden for partiet og ikke mindst partiets formand Gianfranco Fini.

Fini var en vigtig figur ved overgangen til postfascisme og oprettelsen af AN og fik en stor del af æren for partiets succes, men med sin fortid og udtalelser om Mussolini har han også bidraget til at kaste et tvetydigt skær over det nye parti.

Siden har han lagt fascismen bag sig og er blevet en af de mest populære lederskikkelser i italiensk politik.

Hans funktion i AN vil blive diskuteret.

Almindeligvis er AN blevet målt og vejet på partiets politik, og om der kunne spores levn af fascisme.

Det har også været omdrejningspunktet i analysen.

Til sidst i specialet vil det kort blive undersøgt, hvordan det forholder sig med partiets politiske kultur, om de har foretaget et lige så stort ryk på det felt.

Afslutningsvis konkluderes der på specialets problemstillinger.

_________________________________________________

Kildemateriale og litteratur

I arbejdet med nyere italiensk politik er der særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til litteraturvalget.
Som nævnt fylder MSI ikke meget i historiebøgerne, først op i 80'erne mærkedes en stigende interesse for partiet, som kulminerede midt i 90'erne, da MSI erklærerede sig for postfascister og kom i regeringen.

I undersøgelsen af den italienske højrefløj har der været en tendens til at koncentrere sig om den historiske fascisme, hvorimod meget få historikere har valgt at beskæftige sig med det nyfascistiske fænomen, hverken som politisk-parlamentarisk parti - MSI eller som højreekstremistiske bevægelser - 'den sorte terror' i 70'erne.

Der er skrevet meget om 90'ernes politiske omvæltninger i Italien, og de mange bidrag er med til at give et meget nuanceret billede af hele perioden.

Tidsmæssigt ligger begivenhederne ikke langt tilbage, og meget af litteraturen er ligefrem udarbejdet undervejs i den analyserede periode, hvormed læseren får en umiddelbar vurdering, og den efterrationalisering, som kan præge værker skrevet på større tidsafstand, undgås.

Omvendt kan denne nærhed i tid forhindre eftertænksomhed, og fremstilles analysen for tæt på de politiske begivenheder, er der risiko for at den kan være påvirket af disse. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på kampen om 'retten til fortiden', der i mange år har udspillet sig mellem fløjene i Italien.

Selvom muren er faldet, er den kolde krig stadig nærværende i italiensk politik.

De politiske partier, skønt de fleste af dem er dannet efter 1989, definerer sig stadig ud fra koldkrigsbilledet som antifascister og antikommunister, og de strides om, hvordan historien skal skrives.

Ser man på udvalget af litteratur om MSI's forvandlingsproces, er det i højere grad udenlandske forskere end italienerne selv, der har valgt at beskæftige sig med emnet.

I Italien har de mest produktive været MSI-kenderne Marco Tarchi og Piero Ignazi.

Derudover har nogle bidraget med tidsskriftsartikler, men interessen har ikke været overvældende, og det kan undre, at der ikke er flere landsmænd, som har følt trang til at undersøge omstændighederne omkring MSI's historie og forvandling.

Denne manglende interesse kan skyldes flere omstændigheder.

Fagligt har samtidshistorien aldrig stået særlig stærkt i Italien, og i det italienske skolesystem har nyere historie i lang tid været forsømt.

De senere år er der sket en ændring på det punkt, men indtil for nylig har undervisning i fascisme, 2. verdenskrig og modstandsbevægelsen været nedprioriteret til fordel for romertiden, latinske gloser og Dantes digte.

Det har betydet, at mange italienere ofte ikke kender deres nærmeste fortid, eksempelvis terrorismen i 70'erne, gennem historieundervisningen, men gennem beretninger eller glimt fra hukommelsen.

Udover det italienske uddannelsessystem ikke har nogen lang tradition for samtidsorienteret historieundervisning, lader det heller ikke til at være kendetegnet ved en udpræget kritisk tilgang til historien.

Det er i hvert fald det indtryk et udvekslingsophold på et universitet i Milano har efterladt. De studerende gik til forelæsninger, og eksaminerne var udenadslære og reproduktion frem for selvstændige opgaver.

Tendensen til ikke at bearbejde den nærmeste historie ses også i gadebilledet, hvor der findes flere levn fra fascismen - en indskrift på en mur eller et storslået, fascistisk bygningsværk.

Italienerne har ikke på samme måde som tyskerne gjort op med deres fortid, hvilket MSI's tilstedeværelse i det italienske parlament gennem 50 år vidner om.

Rent historisk har italienerne muligvis ikke så meget at være stolte af i nyere tid, men at de har valgt ikke at beskæftige sig med denne historiske periode, kan også hænge sammen med ovenstående - at den nærmeste fortid er ret betændt og bruges som et våben i den politiske debat.

Som tidligere nævnt kan det være svært at forholde sig til begivenhederne, som de sker, og i tilfældet med de politiske omvæltninger midt i 90'erne, kan det muligvis have været lettere for udenlandske iagttagere at overskue hændelsesforløbet.

Kilder

Gruppen af primære kilder er forholdvis blandet.

Der findes alt fra interviews og udtalelser fra folk i partitoppen, til AN's hjemmeside, partiavisen og partiprogrammer samt konkret talmateriale såsom meningsmålinger, spørgeskemaer og optegnelser over partiets medlemmer.

De enkelte kilder vil blive brugt forskelligt, og der skal tages forbehold for faldgruber, f.eks. er partiprogrammerne nøje udarbejdet af partitoppen og et udtryk for, hvordan AN ønsker at blive opfattet i offentligheden, mens talmaterialet er langt mere nøgternt.

Alligevel findes der eksempler på upålidelige meningsmålinger.
Det bedst kendte eksempel går tilbage til valgkampen i 1994, hvor Berlusconi hyrede en formodet partistøtte, Gianni Pilo, til at lave meningsmålinger. Hans analysefirmas målinger viste altid lidt højere tal til Forza Italia (Fremad Italien), hvilket menes at have bidraget til at skabe opbakning til Berlusconi.

Det talmateriale, der anvendes i dette speciale, er som oftest hentet fra anerkendte bøger og tidsskriftsartikler og anses ikke for have et politisk sigte. Blandt de primære kilder er partiavisen Secolo d'Italia og AN's programerklæringer de vigtigste.

Secolo d'Italia Secolo d'Italia (Italiens århundrede) var oprindeligt navnet på nyfascisternes partiavis.

Avisen bragte daglige nyheder og holdt medlemmerne ajour med partipolitiske anliggender, men fungerede også som forum for fascisme-nostalgi i efterkrigstiden.

Her fandtes fortællinger om gamle dage, helteskildringer og portrætter af fascismens store personligheder.

Da MSI erklærede sig for postfascister og tog navneforandring til AN, fulgte avisen med over i det nye parti under samme navn.
Det er i forbindelse med denne overgangsfase, at Secolo d'Italia vil blive inddraget som kilde for at belyse, om der ud over avisens navn er kontinuitet i partipressen.

Flere italienske partier har ud over en partiavis også et partiblad.
Det har været tilfældet for MSI, men ikke for AN.
Der findes til gengæld blade tilknyttet fraktioner eller personer i AN, f.eks. Area, som repræsenterer gruppen Destra Sociale (Socialt Højre), men der er altså ikke tale om et talerør for partiet i sin helhed.

Programerklæringer


Siden grundlæggelsen i 1995 har AN jævnligt udsendt officielle programerklæringer, som regel udarbejdet i forbindelse med en partikonference eller partikongres.

Det mest betydningsfulde af disse dokumenter er Fiuggi-teserne - "Le Tesi Politiche del Congresso di Fiuggi" fra AN's første kongres i januar 1995, der blev afholdt i kurbadebyen Fiuggi syd for Rom.

På kongressen blev MSI endegyldigt nedlagt, så Fiuggi-teserne er den første egentlige programerklæring for AN som parti.
Fiuggi-teserne er et dokument på hundrede sider om AN's politik, værdier og fremtidige projekter.

Den italienske professor og MSI-specialist Marco Tarchi udgav i 2003 en omfattende artikel med gennemgang og analyse af AN's officielle programerklæringer fra perioden 1995-2002, heriblandt Fiuggi-teserne.

På grund af Tarchis mangeårige kendsskab til MSI, vil der ikke blive foretaget en selvstændig gennemgang af programerklæringerne, men i stedet refereres der til Tarchis arbejde.

Sekundær litteratur

Marco Tarchi er sammen med Piero Ignazi den historiker, der har beskæftiget sig mest med MSI og AN, og specialet vil i høj grad bygge på deres forskning på området.

De to historikere har på mange måder en forskellig tilgang til emnet. Ignazi går meget systematisk til værks, han beskriver MSI's udvikling og forholder sig nøgternt til partiet. Det samme gør Tarchi, men han kan have en mere psykologisk dimension med, som det anes i titlerne på nogle af hans bøger - "Esuli in patria" (Landflygtige i fædrelandet) og "Cinquant'anni di nostalgia" (Halvtreds års nostalgi).

Måske kan dette have noget at gøre med, at Tarchi selv oprindeligt var aktiv i MSI og kender partiet og medlemmernes bevæggrunde. Ved brugen af Tarchis arbejde vil det derfor også være nødvendigt at holde øje med en eventuel tendens i hans forskning.

Ignazi og Tarchi supplerer hinanden godt; de bruger hinandens arbejde, og deres forskning er forholdsvis opdateret, og tilsammen dækker de fint perioden.

I redegørelsen vil der især blive referet til Ignazi pga. hans meget skematiske fremstilling af MSI's udvikling i tid, hvor Tarchis analyse af AN's programerklæringer er central i behandlingen af overgangen fra MSI til AN.

Med til feltet af forskere hører også Roberto Chiarini, men sammenholdt med Tarchis og Ignazis specifikke og perspektivrige fremstillinger, er Chiarinis værker ofte for generelle inden for emnet.

Dog har hans bog om politisk kultur i AN givet inspiration til specialets sidste afsnit.

Ignazi har en tendens til at forklare hændelser og ændringer i stemmetallet inden for partiet, hvor der nødvendigvis også har været eksterne faktorer, der har gjort sig gældende.

Dette vil skinne igennem i redegørelsen, men det vil blive forsøgt at give alternative forklaringer.
Ignazis fremstillinger er stadig de mest dækkende for perioden, og de få andre forfattere, der har beskæftiget sig med MSI - Tarchi og Chiarini, er også tilbøjelige til at undlade ydre forklaringer.

Da MSI i midten af 90'erne erklærede sig for postfascister og blev optaget i regeringen, samledes hele verdens interesse sig pludselig om det hidtidigt så uanselige parti.

Denne bevågenhed resulterede i et væld af litteratur, tidsskriftartikler og avisartikler om MSI's forvandling.

I årene omkring MSI's forvandling oplevede flere europæiske lande, at partier på den yderste højrefløj gik voldsomt frem, og siden har mange forsøgt at forklare denne tendens, hvilket har givet meget materiale om 90'ernes højrebølge.

Litteraturen om højredrejningen i Europa inkluderer til tider MSI/AN, men afsnittene er af varierende kvalitet.


Nogle gange virker det, som om MSI/AN omtales, fordi partiets fortid og nyvundne succes passer ind i billedet, og mere eller mindre ukritisk placeres de som en repræsentant for det yderste højre.

Andre gange er indlæggene omkring MSI/AN meget nuancerede og giver en interessant vinkel på begivenhederne. Senere blev der stille omkring de tidligere nyfascister.

Tarchi har ikke skrevet noget banebrydende siden sin artikel om Fiuggi-teserne i 2003.
Fra Ignazis side er det seneste en tidskriftsartikel, hvori han gør status over AN i 2005, og nogle artikler i et lidt bredere perspektiv, hvor han sammenligner AN med øvrige italienske partier.

Manglen på større fremstillinger de senere år betyder, at den sidste del af specialet vil bygge på tidsskrifts- og avisartikler.

Der er en vis fare forbundet med brugen af avisartikler, da journalister ofte følger sagen for et bestemt medie og derfor kan have en bestemt politisk vinkel på sagen, og man risikerer derfor, at mediets position får indflydelse på indholdet.

Enhver tolkning vil på et eller andet plan være præget af den, der udfører arbejdet, men sandsynligheden for at afsenderens holdning mærkes i fremstillingen er mindre ved videnskabelige fremstillinger.

Forskere må pga. deres uddannelse formodes at være bedre rustede til at undgå denne fare, og desuden er deres arbejde dokumenteret og baseret på kildemateriale.

Sandsynligvis skal man være endnu mere påpasselig ved brugen af netop italienske aviser.
Som nævnt indledningsvis har italienerne ikke nogen stærk, kritisk tradition, og det slår også igennem i avisskrivningen, som ikke på samme måde som den danske eller angelsaksiske journalistisk er undersøgende og analyserende.


Dertil kommer, at italienske dagblade generelt er langt mere "politiserede", end vi er vant til.

F.eks. ejes centrum-højre avisen La Stampa (Pressen) af Agnelli-familien, som også står bag FIAT, og her finder man næppe nogen kritik af familien eller FIAT-virksomheden.

På venstrefløjen findes der stadig store arbejderaviser - Il Manifesto (Manifestet) og l'Unità (Enhed), som repræsenterer de tidligere og nuværende kommunister.

Det skal heller ikke glemmes, at Italien er landet, hvis regeringschef ejer store dele af medierne, fra dagblade til tv-stationer.

Er man opmærksom på de forskelle og de farer, der er forbundet med brugen af avisartikler, er de meget nyttige.

De kan give et øjebliksbillede, og de er et vidnesbyrd om, hvordan AN og Gianfranco Fini fremstilles i forskellige lande, og hvordan de udvikler sig gennem årene.

Ud over italienske aviser vil der blive henvist til et udvalg af danske og engelske aviser.

Disse aviser benyttes pga. af tilgængeligheden og kendskabet til dem, og som nævnt har de ofte en mere kritisk tilgang til emnet end de italienske aviser.

F.eks. var det engelske ugemagasin The Economist meget optaget og kritisk over for Berlusconi, da han kom til magten første gang i 1994.

Retur til
Politik <<


Artikler

Speciale om Berluconi
(RUC 2002) >>


Foredrag:
Italiensk politik fra den stride valgkamp i 1948 til Berlusconis seneste valgsejr i 2009 >>


Specialets konklusion

Målet for problemstillingen var at undersøge forholdet mellem nyfascismen i MSI og postfascismen i fortsætterpartiet AN.

Hensigten var at analysere overgangen til postfascisme og partiets udvikling i den postfascistiske periode for at kunne undersøge, hvorvidt der var brud eller kontinuitet mellem MSI- og AN-perioden.

I 50 år levede Mussolinis arvtagere i italiensk politik i en nyfascistisk ghetto.

Fascismen i MSI var en genfortolkning af den historiske fascisme i to forskellige udlægninger - den konservative fascisme, som den så ud under det fascistiske regime, og den revolutionære, der søgte tilbage til den oprindelige fascisme og til RSI.

Skulle MSI overleve i den antifascistiske og demokratiske republik, måtte de nødvendigvis have et moderat udtryk, og gennemgående var den konservative fløj ved magten, hvilket også stemte overens med deres syditalienske kernevælgeres ønsker.

Nyfascisterne i MSI var samarbejdsvillige og forhandlingsvenlige, men var begrænset af deres egen ideologi, og de forblev uden indflydelse.

MSI formåede ikke at gøre fascismen særlig vedkommende, og op gennem 60'erne og 70'erne var nyfascismen langt mere tydelig i sin radikale, ekstraparlamentære form end som politisk parti. MSI forsøgte sig i perioder med fornyelse og nytænkning, men det var aldrig helhjertet, og det var svært for partiets fløje at blive enige om andet end at forblive forankret i fascismen.

Således forblev MSI et syditaliensk protestparti og et forum for fascist-nostalgikere.

Op gennem 80'erne åbnedes nogle døre for MSI, men mange lukkede de selv igen. Små tegn på forandring var dog begyndt at vise sig blandt MSI'erne, men viljen til forandring manglede stadig.

I begyndelsen af 90'erne brød det italienske partivælde sammen.

De gamle, magtfulde partier opløstes som følge af korruptionsskandalerne, og MSI, der havde været politisk isoleret og var uberørt af korruptionsskandalerne, oplevede en uventet stor tilslutning.

Formanden Fini greb chancen og erklærede sig for postfascist og indkapslede MSI i den nye partiformation Alleanza Nazionale.

Vælgerne var begejstrede, og MSI-AN endte midt i magtens centrum, premierminister Silvio Berlusconis regering.

Udlandet protesterede, og mange var bekymrede over at se fascister ved magten i Italien og frygtede, at historien skulle gentage sig.

Selvom der var krise i Italien i 90'erne, var landet bedre rustet til at undgå faren, og desuden skulle de mange stemmer på MSI-AN næppe ses som et ønske om en ny Mussolini.

For mange vælgere var en stemme på MSI-AN en stemme på forandring.

Italierne var trætte af korrupte politikere, og med den antifascistiske republiks sammenbrud var der sat en ny dagsorden, hvor fascismen var sekundær.

Derfor kan MSI-AN's store fremgang heller ikke tolkes som, at Højrebølgen skulle være slået igennem i Italien. MSI-AN havde træk til fælles med de succesfulde, højreekstreme partier, men forsøgte netop at kaste det ekstreme islæt af sig, og fremmedhad var ikke en mærkesag, som det var tilfældet hos mange af de yderligtgående højrepartier.

Så var Lega Nord, med sin særlige regionale racisme, et bedre bud på en italiensk udgave af et højreekstremt parti.

MSI-AN's regeringsdebut var noget modsætningsfyldt.
De tog ansvaret alvorligt, og fascisthyldesterne var væk, men der kom nogle meget tvivlsomme, politiske udmeldinger undervejs.


På områder som nationalisme og økonomi var parallellen til MSI tydelig, og de foreslog en korporativistisk model i parlamentet og direkte valg, og dermed en styrkelse, af landets øveste repræsentant.

Disse forslag harmonerede ikke med de præmisser, MSI-AN selv stillede op ved at erklære sig postfascister.

Ser man på den organisatoriske del, var AN ikke meget mere end MSI.

Enkelte nye personer var kommet til, men ellers var det gengangere, og den helt centrale figur i både MSI og AN var Gianfranco Fini. AN's struktur virkede midlertidig og bekræftede, at MSI's forvandling var pludselig.


Gianfranco Fini

På Fiuggi-kongressen i 1995 opløstes MSI endeligt, og AN's og MSI's strukturer smeltede sammen.

Det vil sige, at AN overtog MSI's struktur og tradition for topstyring, blot i en endnu mere udpræget grad.

Formanden Fini fik betydelige magtbeføjelser i AN og blev ekstremt profileret.

Det var endvidere problematisk, at det nye parti blev til uden et helt sæt vedtægter, og det kunne efterlade tvivl om, hvorvidt partiet respekterede den demokratiske praksis.

Også partiavisen blev ført med over i AN, og at dømme ud fra deres ensidige journalistik og ukritiske dækning af kongressen var der ikke lagt op til et brud med MSI-stilen.

kongressen præsenteredes Fiuggi-teserne.

Teserne var meget ambivalente:

På den ene side var det en hyldest til demokratiet, og der var liberale og især konservative tiltag, men der var også referencer til fascismen.

De undgik at forholde sig kritisk til både den historiske fascisme og MSI, og således kunne de berolige de tidligere sympatisører, samtidig med at de over for nye vælgere kunne give indtryk af, at der var sket noget nyt med AN.

Hermed kom Fiuggi-teserne aldrig til at repræsentere nogen banebrydende nytænkning.


De var inkonsekvente ligesom partiet i sin helhed. AN var et blandingsprodukt; på nogle områder blev der foretaget et brud med MSI-politikken, og på andre områder var der kontinuitet.

Det betyder dog ikke, at AN kunne karakteriseres som et nyfascistisk parti, som nogle iagttagere har gjort.

AN lå nærmere national-konservatismen end fascismen.

Afgørende fascisttræk var sløjfet, og nye retninger var udstukket, men det manglede stadig en klar politisk profil og at vise, at partiet var langtidsholdbart.

Der er dog ingen tvivl om, at overgangen til postfascisme var en pragmatisk beslutning, og på trods af de mange nye tiltag var de tidligere nyfascister ikke overbevisende. 90'ernes Italien var, til trods for store økonomiske og politiske problemer, en stabil, demokratisk republik, og i den forstand udgjorde nyfascisternes overgang ikke nogen trussel, men under andre omstændigheder kunne de tidligere nyfascisters tvetydige udmeldinger og hang til en stærk mand have været farlige.

Det italienske kommunistparti havde tidligere foretaget en lignende omstillingsproces.

Deres omstilling var mere naturlig, idet PCI havde fungeret som et italiensk arbejderparti, og de havde i mange år bevæget sig væk fra Sovjet.

Deres forvandling var dog heller ikke tilbundsgående.

De havde også svært ved at tage afstand til deres fortid, og flere traditioner blev videreført.

Italiensk politik har generelt været præget af manglende opgør med fortiden.

MSI sad i det italienske parlament i hele efterkrigstiden, uden nogen forholdt sig til det, og da de sprang ud som postfascister, protestede de øvrige politiske partier ikke voldsomt imod det.

Det var besværligt pludselig at skulle forholde sig til MSI's eller AN's berettigelse, og i en debat ville de politiske aktører kunne risikere at blive konfronteret med deres egen nære fortid.

I årene efter forvandlingen var AN i opposition, og der sås ingen afgørende tiltag fra de tidligere nyfascister.

Partitoppen med Fini i spidsen ledte stadig efter et politisk ståsted, og de kom skiftevis med konservative og liberale udmeldinger.

Mens det officielle AN så ud til at have lagt fascismen bag sig, gik det langsommere i resten af partiet.

Undersøgelser foretaget blandt partiets delegerede viste stor sympati for det fascistiske regime, men der var en udvikling i gang væk fra fascismen.

Geografisk var partiets medlemmer mere jævnt fordelt over hele landet end i MSI, men AN havde sidst i 90'erne stadig en større medlemsbase i Syditalien.

Rent vælgermæssigt var bruddet med MSI-tiden dog tydeligere, både holdningsmæssigt og geografisk.

AN trådte først rigtigt i karakter under den anden Berlusconi-regering.

Tidligere havde tiltagene i partiet været betinget af ydre begivenheder og andre politiske partier, men man så nu et aktivt og selvstændigt handlende AN.

Initiativtageren var Fini, og med en række opsigtsvækkende udspil lykkedes det at give indtryk af et mere moderne og moderat AN.

Bag alle de nyskabende forslag var AN dog grundlæggende ret konservativt med faste holdepunkter som lov og orden, dyrkelsen af nationen og familien.

Det kunne ligne MSI-standpunkter, men det var fremlagt i et seriøst program og ikke som en protest, og fascismen var væk.

Internationalt viste Fini stort format.
Modsat Berlusconi markerede Fini sig positivt i EU-sammenhænge, og med sine rejser til Israel distancerede han sig fra fascismen og dens forbrydelser.


Ved udgangen af den anden regeringsperiode havde Fini og AN foretaget et permanent ryk væk fra fascismen og MSI, men forandringen havde sin pris.

Alleanza Nazionale var dybt afhængigt af Fini, som havde skabt sig en yderst magtfuld position i partiet.

AN var ikke homogent, og der var stadig modstandere af Finis reformvenlige kurs, og flere fremtrædende medlemmer havde forladt partiet.

Politisk var der ikke noget at udsætte på AN, men de manglede noget mere sekundært - politisk kultur.

I MSI havde de haft en helt tydelig politisk kultur bundet op på dyrkelsen af fascismen, men ved overgangen til postfascismen måtte de kaste alt over bord og begynde forfra.

Politisk og mental forandring tager tid, og med tiden vil der på naturlig vis blive tyndet ud i nostalgikerne, og partiet kan blive mere helstøbt.

På de ti år, der er gået siden Fiuggi-kongressen, har AN rykket sig væsentligt:
AN har lagt fascismen bag sig, skabt et moderne, konservativt parti og er blevet et ledende parti på den italienske højrefløj.

For nylig er Berlusconi igen blevet valgt til italiensk premierminister, og AN er endnu en gang i regering.

Der er ikke grund til at frygte de tidligere nyfascister - og der har egentlig aldrig været det.

Fini og AN har bidraget positivt til italiensk politik og har moderniseret den italienske højrefløj.


Det er svært at sige noget tilsvarende positivt om Berlusconi, der, i hvert fald i udlandet, mest er kendt for korruptionsanklager, interessekonflikter og uheldige optrædender.

Berlusconi har om nogen politiker fastholdt de italienske partier og fløje i deres gamle roller og brugt fortiden som et politisk våben. På mange måder er Berlusconi nutidens 'stærke mand'.

Under fascismen var den fysiske styrke og magt et ideal - i dag er det rigdom. I den henseende er Berlusconi symbolet på mange italienernes drøm.

Copyright © 2000 - 2010. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>