Påske i Italien

Artiklen er fra 2001
- det er lige så slemt i dag, nu er æggene blot endnu større...
Ægge-invasionen er i gang!
Allerede et par uger før Palmesøndag skal man begynde at passe på påske-æggene.
Støder man ind i et af de overdimensionerede chokoladeæg i blændende glitterpapir, eller kommer til at vælte et af dem ned fra hylderne i supermarkedet, risikerer man ikke blot varige fysiske skader, men også huller i gulvbelægningen.

Italienerne kender generelt ikke adressen på "Den Gyldne Middelvej", og kan derfor heller ikke få deres påskeæg store nok.

En italiensk talemåde siger, at "man er lykkelig som påsken", men man kan frygte, at kommende generationer vokser op med traumer og mareridt over barndommens påskeæg, der torner sig truende op over dem.

"Man er lykkelig som påsken", fordi bibelhistorien trods alt ender godt med Jesus' genopstandelse, men inden vi hernede når til den lykkelige 2. påskedag, skal vi ligesom Jesus gå en del igennem.

Med den tilføjelse, at vores anstrengelser ikke handler om liv og død af religiøse årsager, men om at overleve overfloden.
(Og i dag giver madfråds italienerne mere skyldsfølelse end utroskab >>)

De enorme påskeæg, der overgår størrelse 44 i omfang og et 2 års barn i højden, risikerer man også ufrivilligt at vinde ved at deltage i påske-lotteriet på sine stambarer.

Og man kan ikke sige nej til at deltage i lotteriet, når man nu er stamkunde.

Den anden påske-trussel er
frokosten i familiens skød...
Et rituelt måltid, der kan slå selv erfarne danske "Det store kolde bord"-eksperter helt ud af kurs.

Har man prøvet tre-fire dage i Italien med komplet restaurant-menu til frokost og middag, ved man, at det kræver sin mand eller sin kvinde at komme gennem alle retterne.

En restaurant-menu består normalt af et udvalg af forretter -"antipasti'er":
Smagsprøver af for eksempel forskellige typer skinke, salami'er, perleløg og andre grøntsager i eddike, artiskokker og champignon i olie, en lille æggekage, brød med olivenpatè, minifrikadeller og andre småretter.

Derefter kommer førsteretten, der kan være en grøntsagssuppe.

Den ville gøre det efterfølgende måltid noget lettere, men oftere er førsteretten en ris- eller pastaret, eller et udvalg af risotto'er og pastaretter.

Andenretten består af kød eller fisk, med sit private og fyldige tilbehør af grøntsager.

Så er det tid til osten, et udvalg af de lokale, som man er nødt til at prøvesmage, og siden venter desserten.

Tiramisu >> eller andre berømte, ikke kalorielette, italienske desserter.

Nået til vejs ende har man omsider lov til at sætte systemet i bevægelse med en espresso-kaffe >> med tilhørende "fordøjer" >>, som man kalder bittere som Ramazotti og Fernet Branca.

"Fordøjeren" kan også være Grappa >>, den italienske snaps eller en iskold citronlikør.

Efter ovenstående menu har man brug for en fordøjer - eller et par stykker.

For der er ikke noget med at "slå mave" i fred på en sofa efter et restaurantbesøg i Italien.

Nej, man bliver siddende, og taler.

Specielt om, hvad man lige har spist, hvor man har spist næsten det samme, og hvor og hvad man skal spise næste gang.

Påskefrokosten i familiens skød er noget
nær det dobbelte af en restaurantmenu!
Hér består en af flere førsteretter ofte af Lasagna >> eller anden ovn-pasta. Retter, der ligger en nærmest uoverstigelig bund allerede ved måltidets begyndelse.

Andenretten af kød er ikke letfordøjeligt kalve- eller kyllingekød eller fisk.
Men - naturligvis - påskelam kombineret med perlehøne, gedekid, og andet kød, også sammenkogte retter, der har simret siden aftenen før for at opnå den rette konsistens.

Læg dertil, at italienske familier ofte består af personer fra forskellige byer og landsdele, og for alle er en påske uden deres specialiteter utænkelig.

Det medfører et hav af forretter, som i sig selv er et helt måltid.

Men også, at ligurerne fra middehavskysten over mod Frankrig insisterer på deres specielle 20-lags påsketærte, og norditalienere generelt ikke kunne drømme om at undvære deres Colomba-kage.

Colomba'en har form som en due, for at minde om påskens budskab om fred.

Den fred får efterhånden som måltidet skrider frem trangere og trangere kår i maveregionerne.

Det er efter denne kraftanstrengelse, at de stakkels børn forventes at kaste sig begejstrede over de enorme chokolade-æg!

Mens de voksne snakker - om mad! -, og drikker en "fordøjer" eller to mere, fordi systemet definitivt er gået i coma.
Læs om fordøjeren Grappa >>

Om aftenen raller man foran tv'et, og holder sig væk fra køleskabet, som velmenende slægtninge har fyldt med rester.

...picnic, solskoldning eller snotnæser
Resterne spiser man 2. påskedag.

Helst udendørs ved picnic-borde og under parasoller, der lugter af mølkugler fra vinteropbevaringen.

For millioner af storby-italienere er "Lille-påsken", 2. påskedag, startskud for pic-nic-sæsonen, og bilkøerne ud af byerne er næsten lige så lange, som når sommerferien begynder i august.

Og hysteriet på hjemvejen når uanede italienske højder, når de solskoldede ("Det er da ikke nødvendigt med solcreme i april, kære!") og sodsværtede (Grillkul oser efter en vinter på balkonen) - og forårs-snottede familier, der alle vil hjem til en varm lejlighed på SAMME tid.

Det er den ustressede udgave af den italienske påske, der ovenikøbet kun har 2. påskedag som fridag, for Skærtorsdag og Langfredag er almindelige arbejdsdage.

I den stressede kører man hundredvis af kilometer for at besøge familien, eller man kører rundt i Italien for at bese og reservere pension eller lejlighed til sommerferien.

Men heller ikke udenfor familiens skød kommer man udenom påskemenuen. Vi forsøgte i fjor (2000).

Men de få åbne restauranter vi kom forbi Påskesøndag havde alle en speciel og ufravigelig påskemenu.

Da vi nåede ret nummer 14 gav vi op, og gik ud i bilen og sov nogle timer, før vi kørte hjem.
Siden har vi "snydt" os fra familiens frokoster med forskellige undskyldninger...

-----------------------------------------------------------

Forskellige traditioner
Taranto i Puglien er der Palmesøndag auktion over retten til at bære kors og andre symboler ved påskeoptogene.

I alt indbragte auktionerne i år 2001 2,4 millioner kroner.

280.000 kroner kostede det i år Franco Pignatelli at bære statuen med den korsfæstede Jesus, og som den flere hundrede år gamle tradition byder, vil han bære korset barfodet, og kædt i en hvid kappe med hætte.

Det er to antikke broderskaber, der står for aktionerne, og det er kun medlemmerne (omkring 3.000), og kun mænd, der må byde på retten til at bære statuerne, som afleveres til de respektive kirker efter optogene.

Video fra Den hellige uge i Taranto

I middelalderborgen Tarquinia nord for Rom pynter man balkonerne med gobeliner, og gennemfører væddeløbet "Den genopstandne Kristus".

Unge mænd løber gennem gaderne med trækors og en Kristus-statue fra 1700-tallet, mens andre affyrer geværer ladet med kulørt papir-konfetti.

Jo længere sydpå, og jo længere ud på landet, man kommer i Italien, jo mere traditional og følelsladet bliver påsketraditionerne.

Foto fra påsken i Tarquinia >>

"Ægte katolsk", og sydlandsk, stemning er der udenfor Napoli, hvor 200.000 tilskuere betragter omkring 3000 hvidklædte troende, der på bare fødder går 30 kilometer op til en helligdom for Jomfru Maria.

De kaldes "de flygtende", og målet er at søge tilflugt for onde ånder inde i Maria-kirken.

Ankommet dertil er der hvert år personer både blandt "de flygtende" og tilskuerne, der besvimer, falder i trance, og højlydt råber om tilgivelse for deres synder.

Påske-smilet
"Risus pasc(h)alis" er det påske-smil, som troende katolikker skal vise frem påskemandag, når Jesus er genopstået.

Påskesmilet kunne fremkaldes ved at kovne eller skuespillere optrådte i kirken, og nogle steder var det en tradition også i 1800-tallet.

I middelalderen hændte det endog også , at præsten under påske-gudstjenesten fortalte vovede vittigheder eller fik koret til at synge morsomme sange for at lokke smilet frem under gudstjenesten.

-syl