Af
Bertil Nyenstad

Den
ældste, endnu eksisterende fotografiske optagelse af H.C. Andersen
i H.C. Andersens Hus i Odense.
Andersen er i sit stiveste puds til lejligheden, kjole og
hvidt, flip og sløjfe, smukt friseret.
Og den pyntelige ordensdekoration har han med vilje anbragt
i det højre revers, som er det forkerte, fordi han vidste, at det på denne måde
ville komme til at sidde i den rigtige, venstre side på det færdige daguerreotypi,
som var spejlvendt.
Eksponeringstiden var flere minutter, deraf den noget
stive kropsholdning. Billedet er fra 1847.
 Datidens
rejsevogn i HCA’s streg
 "Mit Vindue i Rom"
”Det er et
simpelt, men pænt Værelse, lidt koldt da her er Steengulv, men Kulden
er endnu ikke til Kakkelovns-Varme, Orangetræerne staae med Frugt
og alle Haver ere røde af Roser.
- Jeg har en lille Altan med Myrther, Ambra og Ærter paa og en smuk
Udsigt til Qvirinalet med dets stive beskaarne Have og de smukke Pinietræer
og Cypresser bag Roms Mure.”
Brev fra HCA til Jonas Collin d. 21. nov. 1833
 Eckersbergs
portræt af Bertel Thorvaldsen
>>
 Villa
Borghese i HCA’s streg
 Udsigt
til Peterskuplen fra Monte Mario d. 26. januar 1834.
 Antico Caffé Greco i Via Condotti 86. (Foto Bertil Nyenstad)
 Triton
springvandet med Barberini paladset i baggrunden
 Albert Küchlers
protræt af H.C. Andersen 1834
 H.C.
Andersen tog ofte til den store valfartskirke Santa Maria Maggiore. Den 5. januar
1834 tegnede han søjlen som står midt på piazza Santa Maria Maggiore.
 "Den
smukkeste Eruption af Vesuv >>
, jeg saae." 2. marts 1834
 Den
blå grotte på Capri >>
Kilder:
H.C.Andersen
Centeret
Det Kongelige
Bibliotek
Hcandersen
homepage.dk
Odense Bys
Museer
Fra H.C.Andersens dagbog den 2. oktober 1833:
Ja, er Frankerige Fornuftens Land, da er Italien Phantasiens
(Tydskland og Danmark Hjertets). — Her var Alt hvad man kunde ønske
sig paa et Landskab, Apelsinerne hang saa gule mellem det deilige
Grønne, Græsgrønne store Citroner duftede os imøde. — Alt var Malerie,
og en evig Afvexling, her kom 8 a 10 Capusiner med markerede Ansigter
over en forfalden Broe hvor Vedbenden voxte høit opad. — Her saae
man ned over de høie Penier der bøiede sig ud over det klasklare
Vand. — I Rapallo spiiste vi Frokost; jeg gik ud paa en lille
Klippe i Havet, rundt om laae dunkelsorte Bjerge, tæt ved var et
gammelt Fange-[Taarn] halvt ude i Vandet, kun ved en lille Tange
forbundet med Landet; endnu for tre Aar siden var der Fanger. —
(Før vi kom her til saae vi den hele Kyst som besaaet med Villaer
og smukke smaae Byer lige op til Genua; Vi kom gjennem et
Galerie sprængt gjennem Klippen, her seer man første Gang [side
197] Genua naar man kommer sydfra!) — I Rapallo, saae vi
tre fattige Koner der gik og spandt Hør paa en Stok, de havde sneehvidt
Haar og gulgul Hud, det vare de livagtige Parcer; Vi kom gjennem
to Gallerier, saae en Klippehule, nogle Fiskere i en Baad. — I Chiavari
skiftede vi Vogn og fik en skiden, men let Bør. — Vi over nattede
i Sestri di Livante, jeg fik det Værelse med den bedste Udsigt,
Havbugten indesluttet af Bjerge, Havet blik stille og dog gik der
høit Brænding og det lød som en svag fjern Torden. Himlen var som
med Ild, lange mørkeblaae Skyer og lyseblaae Klarhed. — (I Eftermiddag
har vi skimtet Corsica) paa Veien voxer uhyre store Aloer; et Sted
saae man kun dem og Stranden; Nogle havde dem til Gjærde om deres
Marker.
|
Artikel fra 2005
H.C. Andersen drog ud på sin store dannelsesrejse til bl.a. Italien
i 1833.
Igen i 1840-41 samt i 1861 var Andersen i Rom.
Den
13. april 1833 fik H.C. Andersen bevilget 600 rigsdaler årligt
i to år ved kongelig resolution.
På Jonas Collins foranledning blev det i øvrigt forøget med yderligere
200 rigsdaler den 15. april 1834.
Tre dage efter meddelelsen om stipendiet løste han pas, og
den 22. april forlod han København og rejste med dampskibet ”Frederik
den Sjette” til Travemünde, hvorfra han næste morgen fortsatte
med ”Brittania” til Lübeck.
“Da jeg gik ombord paa “Britania” overrakte Capitainen fra F VI.
mig et Brev fra Eduard, fuldt af Kjærlighed, jeg blev saa inderlig
bevæget derover”.
Fra Lübeck gik rejsen videre over Hamborg, Celle, Hannover
til Kassel, hvor han opholdt sig et stykke tid.
Andersen rejste videre til Paris hvortil han ankom den 10. maj
og hvor han blev til den 15. august.
Under opholdet besøger han bl.a. digterne Heinrich Heine og Victor
Hugo.
Fra Paris gik det over Schweiz til Milano,
Genoa, Sestri
Levante >>, Pisa, Livorno, Firenze og videre til Rom,
som han så for første gang d. 18. oktober 1833.
Den sidste
uge mod rejsemålet Rom blev en nedtur i dårligt vejr. Maden var elendig.
Griseri overalt. Utøj i usle hotelværelser. Ingen søvn. Fluerne var
giftige. Opsvulmede ansigter. Hævede hænder og fødder. Rådne æg. Rådne
figner. Dinesen og Neergaard, hans rejsekammerater,
tager et skib hjem. Således ankommer HCA til Rom.
De første 14 dage boede han på et temmelig dyrt
logi, men derefter var det lykkedes de andre danske kunstnere at skaffe ham et
værelse i Via Sistina nr. 104.
Kort
efter ankomsten til Rom deltog Andersen i en noget usædvanlig begivenhed.
Om
aftenen d. 18. oktober har Andersen fundet ud af, at maleren Rafael skal begraves
for anden gang. På Academia San Luca var der i lang tid gået en historie om,
at man der havde Rafaels rigtige hoved.
For at se, om det nu også var
rigtigt, havde man fået pavens tilladelse til at åbne hans grav i Pantheon.
Ved
den lejlighed møder Andersen det meste af den danske koloni, hvor især Thorvaldsen
har hans bevågenhed, da han jo legemliggør beviset på, at man godt kan blive det
største, selvom man kommer nedefra. 'Den romerske fødselsdag' er imidlertid ikke
slut. Inden han går til ro, skriver han et syv sider langt brev til Edvard
Collin. Der var jo det med pengene.
Rafaels
kiste blev undersøgt og det viste sig, at han er begravet med sit eget hoved.
Knoglerne bliver lagt på plads og kisten stillet på plads igen.
Allerede
den første dag efter ankomsten til Rom opsøger han Bertel
Thorvaldsen >>, der bor oven for Den spanske Trappe i Via Sistina. Værkstedet
har han i Palazzo Barberinis staldbygninger. Thorvaldsen tager hjerteligt imod,
viser HCA sin malerisamling og det basrelief af Raphael, som han netop arbejder
på. Det bliver begyndelsen til et livslangt venskab. Bertel Thorvaldsen
kom til Rom første gang den 8. marts 1797.
Fra
morgen til aften er H.C. Andersen på benene. Om aftenen står den på hård punch
i den danske koloni. Collin har i brev introduceret ham for digteren Ludvig Bødtcher,
der er den inkarnerede Rom-kender som fastboende. Han tager landsmanden med
ud til katakomberne og viser ham rundt. For
er han åndeligt i den syvende himmel, så vælter genvordighederne nu ind over ham
hjemmefra, bortset fra at der i Rom er blevet køligere, så han småskranter med
dårlige øjne og feber. Reitzel tør ikke udgive "Agnete og Havmanden".
Molbech har nedsablet hans "Samlede Digte" i Maanedsskrift for Litteratur
og latterliggjort hans forhold til modersmålet.
Meddelelsen om hans
moders død modtager han i en bisætning. Alle troede, at andre havde underrettet
ham. Moderen døde rent faktisk den 7. oktober, men ikke før den 16. december får
han underretningen. I sin dagbog skriver han bl.a.: ”Hendes Stilling var ublid, og
jeg kunde næsten Intet gjøre for hende; det har tidt bedrøvet mig hjemme; men
tale derom kunde jeg aldrig! Nu har vor Herre taget sig af hende, jeg takker ogsaa
sønligt derfor; men det har dog grebet mig dybt. Nu er jeg da virkelig ganske
ene, - intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig".
Humøret
er langt nede. Og nu kommer Henrik Hertz til Rom. Den første han møder,
er H.C. Andersen på Caffé Greco. Hertz, der offentligt har svinet HCA
grusomt til, er imødekommende og venlig. Det samme er HCA. De ses
jævnligt og tager på ture sammen. Dér kan man bare se. På et tidspunkt spørger
Hertz, om han dog ikke er vred på ham. - Nej, svarer HCA, det kan han ikke
holde ud at være ret længe ad gangen…
Første jul i det fremmede nærmer sig. Denne juleaften er han sammen med Thorvaldsen, Hertz,
Bødtcher og andre skandinaviske kunstnere.
Den
24. dec. var en varm dag, ” i varmt solskin gik vi i skjorteærmer og bandt
kranse og Guirlander. Et stort orangetræ med frugterne på var vort juletræ.”
De går hinanden lidt på nerverne - der mangler jo søde husfruer - men ned
kommer da den lidt for hårde julegrød. ”
Det meget landsmandskab er ikke godt. De have heller ikke interesse for hinanden,
kneipen og maden er foreningspunktet,” skriver han i sin dagbog for d. 26. december 1833. Hertz og Andersen
havde skrevet sange til lejligheden, som svenskerne ikke synger med på. Alle
gæsterne, ca. 50, medbragte hver en gave, og H.C. Andersen var så heldig at vinde
den største gevinst, et sølvbæger med indskriften: ”Juleaften i Rom 1833”. Over
midnat gik de fleste hen for at overvære vigilien i Santa Maria Maggiore.
Nytårsaften
tilbringer H.C. Andersen alene. Han går i Jesuiterkirken, hvor de levende
lys stråler, og hvor der synges Te Deum fra tre orgler, der svarer hinanden.
Tilbage i lejligheden skriver han bevæget årets sidste brev til den trofaste
veninde, Jette Wulff.
I december måned, nærmere bestemt d. 27 december,
påbegyndte han romanen ”Improvisatoren.” Den handler om en kunstners
opvækst i Italien, og efter at have skrevet første kapitel, læser han højt for
digteren Ludvig Bødtcher, som efter Andersens eget udsagn er begejstret. Andersen
besøgte flittigt den koloni af tyske og skandinaviske kunstnere og forfattere,
der var etableret i Rom. Man mødtes på Caffé Greco, hvor man havde mulighed
for at læse aviser og evt. få post fra sit hjemland.
De
fleste danske kunstnere boede i kvarteret omkring Piazza Barberini. Bertel
Thorvaldsen og H.C. Andersen boede næste overfor hinanden i Via Sistina. Thorvaldsen
i nr. 55 og Andersen i nr. 104.
På
Piazza Barberini ligger det enorme Palazzo Barberini, i hvis stalde Thorvaldsen
havde nogle af sine atelier. I området ligger også kirken Santa Maria della
Conceizone, som H.C. Andersen bl.a. besøgte den 24. nov. 1833. I romanen Improvisatoren
skriver Andersen: ”Du er jo en rask
lille dreng!” sagde munken, ” nu skal
du se de døde.” Herpå åbnede han en lille dør til galleriet nogle trappetrin dybere
end søjlegangen. Vi trådte derned og nu så jeg rundt om mig dødningehoved ved
dødningehoved, stillet således på hinanden, at de dannede vægge og derved flere
kapeller.”
H.C. Andersen blev fra den 4. til den 6 januar
1834 malet af Albert Küchler. I sin dagbog skriver Andersen: det kommer vist ypperligt til at ligne.” Da billedet hen imod den 20. januar er færdigt
forærer maleren det til digteren. På et tidspunkt, mens Andersen bliver malet,
kommer en ung model på 16 år ind i atelieret med sin mor, for at Küchler ”kan se hvorledes hendes bryst så ud.” Da moderen ”blottede hende, følte jeg mit hele legme bæve. Küchler så at jeg blev
bleg og spurgte mig om jeg fik ondt.”
Digteren tog adskillige
gange, enten alene eller sammen med sin ven og ledsager Henrik Hertz, til en anden
plads i nærheden, nemlig Piazza di Pietro in Vinicoli, hvor kirken med samme navn
ligger med pave Julius d. II’s gravmæle og statuen af Moses, begge udført af Michelangelo.
Sidst
i januar 1834 ventede Andersen utålmodigt på brev hjemmefra. En dag, mens
han ventede på posten, tog han hen til Cestius-pyramiden tæt på den protestantiske
kirkegård. På vejen hjem så han kirken Santa Maria in Aracoeli på Capitol. Senere
på dagen tog han hen på Caffé Greco, men da han ikke fik brevet som han ventede,
tog han hjem i dårligt humør og med feber.
Når Andersen søgte inspiration
vandrede han ofte om blandt de romerske ruiner mellem Capitol og Colosseum.
Datiden kaldte området Campo Vaccino da det blev brugt som et græsningsområde
efter udplyndringen af sten og marmor mm i middelalderen og renæssancen. I
dag hedder området Forum Romanum.
Den
12. februar 1834 rejste Andersen og Hertz videre mod Napoli
>>, hvortil de ankom den 16. Opholdet
i Napoli blev bl.a. en konfrontation med en side af sig selv, som H.C. Andersen
ikke turde give efter for, nemlig sanseligheden. Han mødte den som en daglig
fristelse idet han ofte fik tilbudt både prostituerede drenge og piger på gaden.
Åndelig talt går han i denne tid på en meget tynd skorpe over den glødende
lava.
En dag bestiger Hertz og Andersen Vesuv, der stadig er i udbrud.
Hertz kommer galt af sted med sin fod, og da han ikke kan holde trit med de andre,
bliver HCA hos ham. Forholdet mellem dem er blevet stærkere, skønt HCA ikke
føler, at det kan blive til venskab. De følgende dage foretager de små rejser
til Pompeji, Amalfi, Capri og Salerno. Alt sammen stof til "Improvisatoren".
Hans blændende beskrivelse i romanen af Den blå Grotte, der
netop var blevet opdaget, medførte, at den i de kommende år blev et hektisk rejsemål
for turister.
Bortset fra prostitutionen, hvis sidegader han rank og
forvirret går udenom, forekommer Neapel ham som et jordisk paradis, som han altid
vil længes tilbage til.
Selskabet
bryder op fra Napoli den 20 marts, og Andersen tilbringer påsken i Rom, hvor
han tager afsked med vennerne. På Caffé Greco bliver hans skål drukket. Bødtcher
synger rejsevisen. Thorvaldsen omfavner ham bevæget og kysser ham to gange.
Den
1. april rejser han alene til Firenze
>>, hvor han bliver i ti dage, for dernæst at begive sig til Venezia
>>. En by han ikke bryder sig om. Den virker som fordærvet af
død. Gondolerne ligner sorte ligkister. Og netop som dødens by indgår
den i den påbegyndte roman, der bliver HCAs internationale
gennembrud.
H.C. Andersen glædede sig bestemt ikke til at komme 'hjem'.
Allerede over Alperne udvikler han en angstpsykose og selvmordstanken spøger
igen. "Jeg er saa kjed af mit Liv at jeg ofte har i sinde at ønske:
skal vi lade den Fugl flyve!…"
Pengene er sluppet op,
hvorfor han endnu engang skriver til Jonas Collin om forstærkning.
Den når ham i München, hvor han bliver en måned. Han trækker tiden ud. Lever
af ingenting. Læser Goethes italienske rejsebog. Han er ikke imponeret
- for let, for overfladisk. Selv har han fået meget mere med. Derpå til
Wien en måned. Fra Wien går det over Prag og videre til Berlin og den 3. august
1834 er H.C. Andersen atter tilbage i Danmark.
I
Italien brændte barnet op i ham og han blev mand. Derfor kan han nu fortælle for
børn. I begyndelsen af
1835 skriver han fire eventyr, nemlig "Fyrtøjet", "Lille Claus
og Store Claus", "Prinsessen på Ærten" og "Den lille Idas
Blomster". H.C. Andersen er kommet hjem.
af
Bertil Nyenstad |
Retur til Rom <<
Retur til Litteratur <<
Artikler H.C.Andersens italienske rejser
>>
Bertel
Thorvaldsen >> Napoli
>>
Capri >>
Vulkaner
>>
Paestum >>
Pompei - freskoer >>
Ischia
øen >>
Bertils sider Coppedé-kvarteret
i Rom >>
Bella
Sicilia >>
I
sværdfiskeland på Calabrias kyst >>
Bosa
- en perle på Sardinien >>
Efterår
i Ligurien - og vinhøst i Piemonte >>
H.C.Andersens
gik naturligvis også på café i Rom. Han frekventerede blandt
andet den stadig eksisterende Café Greco i Via Condotti:
 Café
Greco |