Artikel fra 2005
H.C. Andersen drog ud på sin store dannelsesrejse til bl.a. Italien i 1833.
Igen i 1840-41 samt i 1861 var Andersen i Rom.

Den 13. april 1833 fik H.C. Andersen bevilget 600 rigsdaler årligt i to år ved kongelig resolution.
På Jonas Collins foranledning blev det i øvrigt forøget med yderligere 200 rigsdaler den 15. april 1834.

Tre dage efter meddelelsen om stipendiet løste han pas, og den 22. april forlod han København og rejste med dampskibet ”Frederik den Sjette” til Travemünde, hvorfra han næste morgen fortsatte med ”Brittania” til Lübeck.

“Da jeg gik ombord paa “Britania” overrakte Capitainen fra F VI. mig et Brev fra Eduard, fuldt af Kjærlighed, jeg blev saa inderlig bevæget derover”.

Fra Lübeck gik rejsen videre over Hamborg, Celle, Hannover til Kassel, hvor han opholdt sig et stykke tid.
Andersen rejste videre til Paris hvortil han ankom den 10. maj og hvor han blev til den 15. august.
Under opholdet besøger han bl.a. digterne Heinrich Heine og Victor Hugo.

Fra Paris gik det over Schweiz til Milano, Genoa, Sestri Levante >>, Pisa, Livorno, Firenze og videre til Rom, som han så for første gang d. 18. oktober 1833.

Den sidste uge mod rejsemålet Rom blev en nedtur i dårligt vejr.
Maden var elendig.
Griseri overalt.
Utøj i usle hotelværelser.
Ingen søvn.
Fluerne var giftige.
Opsvulmede ansigter.
Hævede hænder og fødder.
Rådne æg.
Rådne figner.
Dinesen og Neergaard, hans rejsekammerater,  tager et skib hjem.
Således ankommer HCA til Rom.



De første 14 dage boede han på et temmelig dyrt logi, men derefter var det lykkedes de andre danske kunstnere at skaffe ham et værelse i Via Sistina nr. 104.

Kort efter ankomsten til Rom deltog Andersen i en noget usædvanlig begivenhed.

Om aftenen d. 18. oktober har Andersen fundet ud af, at maleren Rafael skal begraves for anden gang.
På Academia San Luca var der i lang tid gået en historie om, at man der havde Rafaels rigtige hoved.

For at se, om det nu også var rigtigt, havde man fået pavens tilladelse til at åbne hans grav i Pantheon.

Ved den lejlighed møder Andersen det meste af den danske koloni, hvor især Thorvaldsen har hans bevågenhed, da han jo legemliggør beviset på, at man godt kan blive det største, selvom man kommer nedefra. 'Den romerske fødselsdag' er imidlertid ikke slut.
Inden han går til ro, skriver han et syv sider langt brev til Edvard Collin.
Der var jo det med pengene.

Rafaels kiste blev undersøgt og det viste sig, at han er begravet med sit eget hoved.
Knoglerne bliver lagt på plads og kisten stillet på plads igen.

Allerede den første dag efter ankomsten til Rom opsøger han Bertel Thorvaldsen >>, der bor oven for Den spanske Trappe i Via Sistina.
Værkstedet har han i Palazzo Barberinis staldbygninger. Thorvaldsen tager hjerteligt imod, viser HCA sin malerisamling og det basrelief af Raphael, som han netop arbejder på.
Det bliver begyndelsen til et livslangt venskab.
Bertel Thorvaldsen kom til Rom første gang den 8. marts 1797.

Fra morgen til aften er H.C. Andersen på benene.
Om aftenen står den på hård punch i den danske koloni. Collin har i brev introduceret ham for digteren Ludvig Bødtcher, der er den inkarnerede Rom-kender som fastboende.
Han tager landsmanden med ud til katakomberne og viser ham rundt. 
For er han åndeligt i den syvende himmel, så vælter genvordighederne nu ind over ham hjemmefra, bortset fra at der i Rom er blevet køligere, så han småskranter med dårlige øjne og feber.
Reitzel tør ikke udgive "Agnete og Havmanden".
Molbech har nedsablet hans "Samlede Digte" i Maanedsskrift for Litteratur og latterliggjort hans forhold til modersmålet.

Meddelelsen om hans moders død modtager han i en bisætning.
Alle troede, at andre havde underrettet ham. Moderen døde rent faktisk den 7. oktober, men ikke før den 16. december får han underretningen.
I sin dagbog skriver han bl.a.:
”Hendes Stilling var ublid, og jeg kunde næsten Intet gjøre for hende; det har tidt bedrøvet mig hjemme; men tale derom kunde jeg aldrig! Nu har vor Herre taget sig af hende, jeg takker ogsaa sønligt derfor; men det har dog grebet mig dybt. Nu er jeg da virkelig ganske ene, - intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig".

Humøret er langt nede.
Og nu kommer Henrik Hertz til Rom.
Den første han møder, er H.C. Andersen på Caffé Greco. Hertz, der offentligt har svinet HCA grusomt til, er imødekommende og venlig.
Det samme er HCA.
De ses jævnligt og tager på ture sammen.
Dér kan man bare se. På et tidspunkt spørger Hertz, om han dog ikke er vred på ham.
- Nej, svarer HCA, det kan han ikke holde ud at være ret længe ad gangen…    
Første jul i det fremmede nærmer sig.
Denne  juleaften er han sammen med Thorvaldsen, Hertz, Bødtcher og andre skandinaviske kunstnere.

Den 24. dec. var en varm dag, ” i varmt solskin gik vi i skjorteærmer og bandt kranse og Guirlander. Et stort orangetræ med frugterne på var vort juletræ.” 
De går hinanden lidt på nerverne - der mangler jo søde husfruer - men ned kommer da den lidt for hårde julegrød.
” Det meget landsmandskab er ikke godt. De have heller ikke interesse for hinanden, kneipen og maden er foreningspunktet,”  skriver han i sin dagbog for d. 26. december 1833.
Hertz og Andersen havde skrevet sange til lejligheden, som svenskerne ikke synger med på.
Alle gæsterne, ca. 50, medbragte hver en gave, og H.C. Andersen var så heldig at vinde den største gevinst, et sølvbæger med indskriften: ”Juleaften i Rom 1833”.
Over midnat gik de fleste hen for at overvære vigilien i Santa Maria Maggiore.

Nytårsaften tilbringer H.C. Andersen alene.
Han går i Jesuiterkirken, hvor de levende lys stråler, og hvor der synges Te Deum fra tre orgler, der svarer hinanden.
Tilbage i lejligheden skriver han bevæget årets sidste brev til den trofaste veninde, Jette Wulff.

I december måned, nærmere bestemt d. 27 december, påbegyndte han romanen ”Improvisatoren.”
Den handler om en kunstners opvækst i Italien, og efter at have skrevet første kapitel, læser han højt for digteren Ludvig Bødtcher, som efter Andersens eget udsagn er begejstret.
Andersen besøgte flittigt den koloni af tyske og skandinaviske kunstnere og forfattere, der var etableret i Rom.
Man mødtes på Caffé Greco, hvor man havde mulighed for at læse aviser og evt. få post fra sit hjemland.

De fleste danske kunstnere boede i kvarteret omkring Piazza Barberini.
Bertel Thorvaldsen og H.C. Andersen boede næste overfor hinanden i Via Sistina. Thorvaldsen i nr. 55 og Andersen i nr. 104.

På Piazza Barberini ligger det enorme Palazzo Barberini, i hvis stalde Thorvaldsen havde nogle af sine atelier.
I området ligger også kirken Santa Maria della Conceizone, som H.C. Andersen bl.a. besøgte den 24. nov. 1833.
I romanen Improvisatoren skriver Andersen:
”Du er jo en rask lille dreng!” sagde munken, ” nu skal du se de døde.” Herpå åbnede han en lille dør til galleriet nogle trappetrin dybere end søjlegangen. Vi trådte derned og nu så jeg rundt om mig dødningehoved ved dødningehoved, stillet således på hinanden, at de dannede vægge og derved flere kapeller.”

H.C. Andersen blev fra den 4. til den 6 januar 1834 malet af Albert Küchler.
I sin dagbog skriver Andersen: det kommer vist ypperligt til at ligne.”  
Da billedet hen imod den 20. januar er færdigt forærer maleren det til digteren.
På et tidspunkt, mens Andersen bliver malet, kommer en ung model på 16 år ind i atelieret med sin mor, for at Küchler ”kan se hvorledes hendes bryst så ud.”
 Da moderen ”blottede hende, følte jeg mit hele legme bæve. Küchler så at jeg blev bleg og spurgte mig om jeg fik ondt.”

Digteren tog adskillige gange, enten alene eller sammen med sin ven og ledsager Henrik Hertz, til en anden plads i nærheden, nemlig Piazza di Pietro in Vinicoli, hvor kirken med samme navn ligger med pave Julius d. II’s gravmæle og statuen af Moses, begge udført af Michelangelo.

Sidst i januar 1834 ventede Andersen utålmodigt på brev hjemmefra.
En dag, mens han ventede på posten, tog han hen til Cestius-pyramiden tæt på den protestantiske kirkegård. På vejen hjem så han kirken Santa Maria in Aracoeli på Capitol.
Senere på dagen tog han hen på Caffé Greco, men da han ikke fik brevet som han ventede, tog han hjem i dårligt humør og med feber.

Når Andersen søgte inspiration vandrede han ofte om blandt de romerske ruiner mellem Capitol og Colosseum.
Datiden kaldte området Campo Vaccino da det blev brugt som et græsningsområde efter udplyndringen af sten og marmor mm i middelalderen og renæssancen.
I dag hedder området Forum Romanum.

Den 12. februar 1834 rejste Andersen og Hertz videre mod Napoli >>, hvortil de ankom den 16.
Opholdet i Napoli blev bl.a. en konfrontation med en side af sig selv, som H.C. Andersen ikke turde give efter for, nemlig sanseligheden.
Han mødte den som en daglig fristelse idet han ofte fik tilbudt både prostituerede drenge og piger på gaden.
Åndelig talt går han i denne tid på en meget tynd skorpe over den glødende lava.

En dag bestiger Hertz og Andersen Vesuv, der stadig er i udbrud.
Hertz kommer galt af sted med sin fod, og da han ikke kan holde trit med de andre, bliver HCA hos ham.
Forholdet mellem dem er blevet stærkere, skønt HCA ikke føler, at det kan blive til venskab.
De følgende dage foretager de små rejser til Pompeji, Amalfi, Capri og Salerno.
Alt sammen stof til "Improvisatoren".
Hans blændende beskrivelse i romanen af Den blå Grotte, der netop var blevet opdaget, medførte, at den i de kommende år blev et hektisk rejsemål for turister.

Bortset fra prostitutionen, hvis sidegader han rank og forvirret går udenom, forekommer Neapel ham som et jordisk paradis, som han altid vil længes tilbage til.

Selskabet bryder op fra Napoli den 20 marts, og Andersen tilbringer påsken i Rom, hvor han tager afsked med vennerne.
På Caffé Greco bliver hans skål drukket.
Bødtcher synger rejsevisen.
Thorvaldsen omfavner ham bevæget og kysser ham to gange.

Den 1. april rejser han alene til Firenze >>, hvor han bliver i ti dage, for dernæst at begive sig til Venezia >>.
En by han ikke bryder sig om.
Den virker som fordærvet af død.
Gondolerne ligner sorte ligkister.
Og netop som dødens by indgår den i den påbegyndte roman, der bliver HCAs internationale gennembrud.

H.C. Andersen glædede sig bestemt ikke til at komme 'hjem'.
Allerede over Alperne udvikler han en angstpsykose og selvmordstanken spøger igen.
"Jeg er saa kjed af mit Liv at jeg ofte har i sinde at ønske: skal vi lade den Fugl flyve!…"

Pengene er sluppet op, hvorfor han endnu engang skriver til Jonas Collin om forstærkning.
Den når ham i München, hvor han bliver en måned.
Han trækker tiden ud.
Lever af ingenting.
Læser Goethes italienske rejsebog.
Han er ikke imponeret - for let, for overfladisk.
Selv har han fået meget mere med.
Derpå til Wien en måned.
Fra Wien går det over Prag og videre til Berlin og den 3. august 1834 er H.C. Andersen atter tilbage i Danmark.

I Italien brændte barnet op i ham og han blev mand. Derfor kan han nu fortælle for børn.
I begyndelsen af 1835 skriver han fire eventyr, nemlig "Fyrtøjet", "Lille Claus og Store Claus", "Prinsessen på Ærten" og "Den lille Idas Blomster".
H.C. Andersen er kommet hjem.

af Bertil Nyenstad

Copyright © 2005-2011. Tutti i diritti riservati.